Fodboldens skilsmisser er unødigt brutale

»Jeg mener: begge parter skal jo videre efter skilsmissen. Videre på en ordentlig måde. Vi trænere får nogle gange ikke sagt ordentligt farvel til de spillere og hele den stab, som man arbejdet tæt sammen med måske i et par år eller længere. Det hele er slut fra det ene øjeblik til det andet. Der er stil over det i erhvervslivet, når de fyrede nøglepersoner får et såkaldt gyldent håndtryk, men i fodboldens verden nægter nogle af de samme erhvervsfolk at tale åbent om tingene. Der synes jeg, at man lider af berøringsangst, når man ikke får sagt farvel og får tingene afsluttet på den helt rette måde«, mener Ove Christensen, som efter sin fyring i Viborg tidligt i 2006-07 sæsonen faktisk tilbød ledelsen at hjælpe lidt til på de indre linier. Kommunikation er et nøgleord for eks-lærer Christensen, der er forblevet pædagogen, der ikke kan stoppe med at snakke og forbedre. Tilbuddet blev selvfølgelig blev afslået. Låg på. Det er fodboldens tavse sprog.

»Vi vinder sammen, og vi taber sammen. Vi deler sejrene, men træneren har ansvaret, når vi taber. Alt det er helt i orden. Sådan er spillereglerne. Men mange glemmer, at træneren ofte er den mest loyale skikkelse i en fodboldklub. For at tale bare for mig selv: I de job, jeg har haft, har jeg nærmest følt mig gift med klubben. Man påtager sig et kæmpe-ansvar overfor spillere, ledelse og øvrigt stab. Stiller gerne op til fan-arrangementer og sponsormøder, men er også både kærlig og kritisk. Man påtaler ting og forhold, der skal forbedres, og ender måske med at blive kaldt besværlig og kontroversiel. Sådan noget bliver jeg virkelig ked af«.

Har aldrig tænkt på AaB-job
Ove Christensen savner det daglige arbejde på træningsbanen og suset om søndagen. Det indrømmer han.