Fodboldens skilsmisser er unødigt brutale

»Det går først helt galt, hvis du begynder at agere efter medier og omgivelser. Det gælder om at være sig selv, og giver man sine omgivelser noget, får man også meget igen. At være træner holder mig ung, og jeg nyder at tale med spillere man engang eller fornylig var træner for. Det er en af de store fornøjelser ved jobbet, når man f.eks. i forbindelse med en kamp for Vejle mod FC Nordsjælland får hilst på en Nicolai Stokholm. Ham kender jeg tilbage fra AB-tiden«.

Tidligere var jeg hidsig
Men tiderne skifter og gråhårede træner er sjældent i høj kurs?

»Der er ingen alder eller sidste udløbsdag for trænere, og at snart det ene er trend og snart det andet, giver  jeg ikke noget for. Det afgørende er - uanset om du er træner i ind- eller udland, for en topklub eller ej - at der er respekt omkring dig og dit arbejde, at du skaber en god stemning og et miljø med træningskvalitet. Middelmådighed er det værste af alt, for det gælder altid om at forbedre sig. Der har jeg været så heldig, at jeg - når det har strammet til i mine klubber - har kunnet holde tanken om en snarlig fyring eller nedrykning på afstand. Begynder man først at lytte til andre, mister man dømmekraft«, fastslår Ove Christensen. Som dog på et enkelt punkt har forandret sig.

»Du spørger om kollegialitet blandt trænere, og det er der ikke så meget af. Det er heller ikke afgørende, men det er til gengæld respekten overfor både andre trænere og spillere. Tidligere var jeg en nordjysk solformørkelse, der næsten gjorde en fodboldkamp til et personligt anliggende. Min modstander på banen var også min personlige fjende. Siden er jeg blevet klogere, og har indset betydningen i at man siger pænt tak for kampen til hinanden og også behandler hinanden ordentlig undervejs. Tidligere var jeg en hidsigprop, men man bliver jo klogere med alderen«.

Inde i trænerens hjerte er der fortsat megen plads til Viborg. Her havde han sine vigtigste år som træner. Her får han pæne hilsner på stadion, når han dukker op byen, hvor fodbolden engang kunne matche håndbolden.

»Det er klart, at syv sæsoner i Viborg gør, at jeg er optaget af, hvad der sker i klubben. Jeg håber, de kommer stærkt igen«, lyder Ove Christensens afskedsreplik, inden han dog løfter et slør for noget, han har fortrudt, men som han endnu håbe kan realiseres.

»Jeg har tre gange haft mulighed for at blive træner i Norge, bl.a. i Lyn og Molde, men enten har det ikke passet ind, eller også burde jeg have tænkt lidt mere på mig selv i stedet for spillerne og den klub, jeg var ansat i, og som jeg følte jeg ville lade i stikken. Sådan skulle jeg nok ikke have tænkt, men det gjorde jeg altså«, siger den nordjyske træner, som for tiden gerne tanker op derhjemme, men også kan finde på at tage op og heppe på Krügers drenge i Hjørring. Moden og parat til et nyt job i fodboldens verden.