Fodboldens skilsmisser er unødigt brutale

»Jeg har hjulpet en smule til som ferieafløser hos min gode ven Jacob Krüger i FC Hjørring, jeg har kommenteret Confederations Cup på DR, jeg dukker op og ser en SAS-Ligakamp indimellem, også i Viborg, og så har jeg kontakt med en del spillere, som jeg gerne giver et godt råd. Jeg kunne jo også blive spilleragent - eller assistent, bare der er perspektiv i jobbet. Jeg er åben over for alt indenfor fodbolden, og mine kompetencer er i orden«.

Ove Christensen retter sig op i havestolen. Sensommersolen er hård ved mandelkagen, som hovedpersonen serverer til stempelkaffe med hyggelig udsigt til en aflang bedstemor-have i et roligt kvarter nær Aalborgtårnet og det lokale Zoo. Den 59-årige træner er arbejdsløs, men langtfra modløs. I marts blev han nulstillet i Vejle, men det slag har han forvundet, bortset fra at han endnu et par måneder modtager løn fra østjyderne.

Men det giver ikke træneren mundkurv på. Måske var nedrykningen i traditionsklubben afværget, hvis ikke klubledelsen havde trykket på pistolen og fyret træneren efter bare tre forårskampe. Det mener de fleste, eksperter såvel som godtfolk.

»Forberedelsen var perfekt, de nye spillere var integreret, og selv om det nu er hypotetisk at tale om, så var jeg100 pct. sikker på, at vi nok skulle undgå den nedrykning. Vi fik uafgjort i alle tre kampe og havde chancer til mere. Holdet præsterede fortsat godt i endnu nogle runder efter fyringen, for derpå lidt senere på foråret at falde sammen. Jeg var meget overrasket over at blive fyret lige på det tidspunkt«, siger han i dag.

Ove Christensen går for at være en træner, der har styr på sit forsvar. Han kender gamet på egen krop og psyke efter over 331 kampe som træner i den bedste række, men nu er han uden job - men parat til at snakke om det hele. Om sit seneste og næste job, om ryet som defensiv-træner og om hvor sørgeligt det er, og hvor forkert tingene egentlig gribes an, når klubber fyrer trænere - og dermed også skader sig selv.

Hvad med et gyldent håndtryk?
For nu at tage det sidste først. Hvorfor skilles klub og træner altid så brutalt? Hvorfor udsender de ikke en fælles pressemeddelse? Spørger Ove Christensen.