John Eriksen: Den glemte angriber

”Han scorede 34 mål i den sæson, som nok blev hans bedste, men jeg blev aldrig rigtig klar over, hvorfor han lige skulle prøve det, og han var heller ikke så begejstret for at bo i Frankrig. Han ville tilbage til Holland og derfor slog han til, da Feyenoord kom med et tilbud i 1985, men du må ikke spørge mig om, hvem der rådgav ham”, fortæller Gert Eriksen.

”Det der med agenter kendte vi ikke noget til. Jeg var ret tæt på John, og vi kunne snakke om stort set alting, men hans karrierevalg talte vi aldrig om, selv om han og Anette besøgte os på Fyn, når de var hjemme på ferier. Selv brugte jeg en advokat, da jeg skulle skrive kontrakt med Roda, men jeg aner ikke hvem John talte klubskifter med”, uddyber Allan Nielsen.

”Dybest set tror jeg, at John befandt sig bedst i de mindre klubber. Jeg kan ikke forklare det. Det er bare en fornemmelse, han valgte med maven”, siger Gert Eriksen, men Ivan Nielsen, der spillede sammen med målmageren den ene sæson i Feyenoord, kan kun følge tankegangen et stykke af vejen. Altså at beskedne mennesker vælger beskedne omgivelser.

”Jeg ser også mig selv som en beskeden person, men jeg har stort set kun spillet for storklubber”, griner den tidligere midterforsvarer.

Alligevel er det anderledes med angribere. Man forventer nærmest store ord og armbevægelser af dem. Store klubber og store scener. Glamour. Men det var ikke John Eriksens stil.

”Han spillede jo med Karl-Heinz Rummenigge i Servette, det lugter da af noget, og han valgte måske også de schweiziske klubber af økonomiske årsager, og da de kom hjem fra udlandet, boede de i pænt stort hus ude i Strandhuse, men John var ikke den, der materielt førte sig frem på nogen måde”, husker Gert Eriksen.

”Jeg kan ikke huske, at vi havde så meget tid til andet end at træne, spise og sove. Selvfølgelig var vores familier meget sammen, og Johns Annette, der kom ned til ham efter nogle måneder, hjalp dengang Solveig, da hun fødte vores den mindste af de to drenge, husker jeg. Senere fik de selv to piger. Men hvis jeg skal finde et og andet udenfor dagsordenen, så var det vores drengeture over til Tyskland på casino. Jens Kolding var også med, men vi aftalte hjemmefra hvor stort et beløb vi skulle spille for. Det var typisk 500 kr., som var lidt mere dengang end i dag, men alligevel blev det aldrig til de store tab eller gevinster, men vi fik en hyggelig aften ud af det”, husker Allan Nielsen, som ved sin hjemrejse godt kunne se, at der lå en mulig landsholdskarriere i sin fynske kammerat.

”John havde taget et stort spring fremad, og så havde han stor viljestyrke. Det tegnede godt for ham”.

"FORSKELLEN ER JO den, at det ville give en helvedes ballade, hvis du satte Elkjær af. Det var lidt nemmere med Eriksen. Han brokkede sig aldrig og var vellidt af alle”.

Klaus Berggreen giver en lille flig af årsagen til, at John Eriksen havnede i landsholds-skyggen af Preben Elkjær og Co. og kun nåede 16 kampe i rødt og hvidt. Der var også andre forklaringer, bl.a. at Danmark aldrig har haft så mange internationalt brugbare navne som i firserne.

Berggreen fra Lyngby var en af dem, og han var faktisk følgesvend med fynboen helt tilbage fra ynglingelandsholdet. I 1976 rykkede Lyngby og Svendborg sammen ud af 2. division, og da kun førstnævnte returnerede til den næstbedste række året efter, måtte 20-årige Eriksen nødvendigvis søge opad til OB.

Der var i de år, angribere som Preben Elkjær, Lars Bastrup, Kenneth Brylle, Michael Manniche, Flemming Christensen og Steen Thychosen - men kun den snu Berggreen lugtede lunten og lod sin energi omskole til altmuligmand eller hængende angriber. For afslutteren Elkjær og chanceskaberen Laudrup var og blev landsholdets faste makkerpar gennem de gyldne år fra starten af årtiet og indtil det sluttede med de pauvre resultater ved EM i Vesttyskland.

”John var den bedste danske boksspiller, som jeg har oplevet. Han scorede på alt inde i feltet, med højre, venstre og med hovedet”, roser Berggreen. EM 1988 var med andre ord sidste udkald for Eriksen.

Men da var Laudrup rykket ned på midtbanen, og unge Flemming Povlsen havde overhalet bl.a. John Eriksen i front ved siden af den halvskadede Preben Elkjær. Først efter halvanden kamp fik Eriksen chancen, og da var Danmark reelt sparket nordpå.
Tipsbladets Per Høyer Hansen havde som flere andet mærket, hvor det bar hen med det aldersstegne danske landshold. Kvalifikationen i 1987-88 forløb med trægt spil, små sejre og en påfaldende ineffektivitet i front.

Det fik Per Høyer Hansen i blækhuset:

”Vi ved, at Laudrup og Elkjær i denne sæson tilsammen har lavet syv ligamål i Italien - og vi ved, at d´herrer (Henrik) Nielsen, (John) Eriksen og (Kenneth) Brylle tilsamen har scoret 57 gange i henholdsvis den græske, den schweiziske og den belgiske liga. At disse hurtigscorere ikke passer ind i et ineffektivt landsholds stil, kunne godt ligne det bedste argument for, at det lige præcis er den stil, der skal ændres!”

Berggreen husker dog ikke, at det var et tema, at Eriksen helt oplagt skulle spille. Heller ikke selv om landsholdet tager afsked med Danmark med en 3-1 sejr i Odense over Belgien. Med Eriksen som dobbelt målscorer.