John Eriksen: Den glemte angriber

”Det var et lidt uklart billede. Der var i 1988 en diskussion om spillestilen mellem Piontek og hans assistent, Richard Møller Nielsen. Sepp ville fastholde to angribere, og Ricardo ville spille pyramide med en enkelt frontløber. Det blev vist til noget af et kompromis. Det korte af det lange var også, at vi gamle var ved at være netop gamle, mens de unge endnu ikke helt var gamle nok”, husker Berggreen. Både han og Eriksen spillede deres sidste landskamp under slutrunden, som Holland vandt.

”Der er ingen tvivl om, at et lidt større ego ville have givet John flere landskampe. Mere spalteplads giver mere opmærksomhed og igen mere spilletid, sådan er det bare. Journalister har på den måde utrolig meget magt, men John kom aldrig til at stå forrest i arkivet, og sådan var det helt tilbage på ynglingelandsholdet. Jeg lagde allerede dengang mærke til, hvor træfsikker han var, men ellers markerede han sig ikke, og det hører jo på en eller anden måde også med, hvis man vil være et stort navn”, mener Berggreen, som ikke så Eriksen i nogen gruppe eller klike.

”Han var en hyggelig fyr, som altid var klar til en pot billard”.

Berggreen kan dog også finde en faglig forklaring på, at Eriksen landsholdsmæssigt vil blive husket som den evige indhopper.
”Vi spillede jo reelt meget kontra-fodbold, og det var han ikke typen til. Modsat Preben og Michael. Prøv og regn tilbage på hvor mange mål, vi har scoret med de to i samspil og i kontrafase, det er altså mange. Men på et hold med mere spildominans og boldsiddelse opstår der flere chancer i feltet, og der kunne han have fået en stor mission, men sådan spillede vi bare ikke”.
John Eriksen kunne have fået debut på landsholdet allerede som 21-årig i 1979, men måtte før afrejsen fra Kastrup til Finland returnere med en maveinfektion. ”Min chance skal nok komme”, sagde han til Tipsbladet, men der gik dog næsten to år, inden han fik sin første kamp: 2-1 sejren hjemme over Rumænien. Han fik 10 af sine 17 kampe sent i karrieren, som Servette-spiller. Kun få gange fik han fuld spilletid. To gange scorede han som indhopper.

SCT. NICOLAI KIRKE midt i Svendborg var pænt fyldt op 20. februar 2002, da John Eriksen modtog den sidste ære. En uges tid efter faldet på plejehjemmet blev han bisat i overværelse af familie, venner og gamle holdkammerater.

”Jeg følte, at jeg skulle være der”, siger i dag Ivan Nielsen, som var en af de ganske få landsholdsspillere, der havde taget turen.
Tristheden behøver ikke udtrykkes i ord. Den var selvfølgelig udtalt, som når enhver 44-årig forlader denne verden. John Eriksens demens-sygdom havde stået på i mere end en halvt årti og bar døden i sig. Symptomerne var i begyndelsen manglende hukommelse og en lidt anden adfærd end normalt for den stilfærdige fynbo. Folk på gaden kunne tro, at den gamle angriber var beruset, men det var han ikke.

Han spillede sin sidste kamp for Svendborg i foråret 1993, men var et par år senere endnu med, når firserholdet stillede op til showkamp. Både den ene og den anden havde bemærket Eriksen sige noget ”sjovt”, men de fleste holder blufærdigt kortene tæt til kroppen. Der er ingen grund til at træde for meget rundt i det, mener også eks-OB’eren Flemming Nielsen:

”Vi holdt hvert år en traditionsfest for gamle spillere og trænere, og det er der, at Gert Eriksen engang midt i halvfemserne rejser sig op og fortæller, hvordan det er fat med John. Det er mens, John er ude på toilettet, men så var det sat på plads. John arbejdede efter 1993 et par år endnu som forretningsfører, og jeg husker engang hvor han mandag formiddag, mens jeg er træner i klubben, møder op med sin europæiske sølvstøvle i hånden, for han vil snakke om gamle dage. Han spørger også om, hvorvidt jeg havde været på stadion dagen før, hvor jeg så må fortælle ham, at jeg jo er træneren. Det var lidt tragisk”, husker han.

”Vores forhold gled ud de senere år, men jeg kan godt huske sidste gang, at jeg var sammen med John. det var til vores ældste datters konfirmation”, fortæller Allan Nielsen, der helst vil huske de lyse timer med sin gamle holdkammerat.

”Det er svært at forstå, at han i så ung en alder kunne blive ramt af demens, men sådan var det. Vi var glade for vores tid i Holland, og det var John også. Det er jeg sikker på”.