AGF-fan: Nu er bolden hos ‘CV’

For et par uger siden var det næsten for godt til at være sandt. Miraklet i Poznań gjorde, at man som AGF-fan tillod sig at drømme stort. Nu, efter Baku, er vi tilbage på jorden med et brag.

0-4 ude mod Sabah FK, 2-5 sammenlagt, og AGF er ude af Champions League-kvalifikationen. Tilbage er “kun” en plads i Europa League-playoffen – som med alt sandsynlighed ender med nederlag til Benfica. Det er ikke sådan, man havde forestillet sig, at eventyret skulle udvikle sig efter den fantastiske kamp i Polen.

Og lige nu synes jeg, det er svært at se bort fra, at AGF balancerer på en knivsæg.

En smal trup blev udstillet i Baku

Ydmygelsen i Baku var ikke et tilfælde. Den var en direkte konsekvens af noget, jeg har været bekymret for hele sommeren: At AGF’s trup simpelthen er for tynd til at bære både Superligaen og et krævende europæisk program.

Vi vidste det allerede før kampen – især i forsvaret og på den centrale midtbane er der ikke meget at gøre godt med, hvis blot én eller to nøglespillere falder fra. Det blev i den grad bekræftet i Baku

Tingager-skaden føles i det lys endnu mere alvorlig, end den gjorde for en uge siden. Han er en af de sværeste spillere at erstatte, og selv om R¨0ssler gjorde det ganske glimrende i første kamp mod Sabah, så var han lige som resten af holdet langt under niveau i returkampen. Hvis Tingagers fravær trækker ud, er jeg ikke i tvivl om, at klubben er nødt til at hente en stopper mere – og det er ikke længere en luksusdiskussion, det er en nødvendighed.

Det samme gælder på midtbanen. Status på Yakob er stadig uklar, og med både Nikolaj Poulsen og Solbakken omgivet af spørgsmålstegn, er der reelt meget lidt at falde tilbage på, hvis noget går galt igen.

De unge kan ikke bære det alene

Det er blevet fremhævet igen og igen i sommer, hvor fint det er, at unge spillere som James Bogere kan bringes ind uden at holdet falder fra hinanden. Det er stadig sandt – men Baku viste også grænserne for, hvor meget man kan læne sig op ad den fortælling.

Unge, spændende spillere er ikke det samme som reel bredde. Når det for alvor gælder, mod modstand der presser på fysisk og taktisk, bliver forskellen på et ungt talent og en rutineret erstatning meget tydelig. Den forskel så vi i Baku.

Nu er bolden hos CV

Fodbolddirektør Carsten V. Jensen har hele sommeren sagt, at der ville komme “yderligere aktivitet” på transfermarkedet. Efter Baku er det ord, der for alvor skal indfries – og det haster.

Rygterne om Arvid Brorsson tyder på, at der er kig på forsvaret, og jagten på en central midtbanespiller bør også sættes ind. Det er ikke længere et spørgsmål om at style en allerede stærk trup med et par ekstra navne – det er et spørgsmål om, hvorvidt AGF overhovedet har den nødvendige bredde til at undgå endnu en nedsmeltning, hvis skadeslisten vokser yderligere.

De sidste uger af transfervinduet bliver dermed afgørende for, om sæsonen ender som den, vi håbede på for få uger siden, eller som en sæson, hvor et lovende udgangspunkt smuldrede, fordi truppen aldrig blev bygget færdig.

Fra Champions League-drømme til overlevelseskamp

Det er svært ikke at tænke på, hvad der gik tabt i Baku. Champions League-pengene og -prestigen ville have været et løft, AGF sjældent har haft mulighed for. Nu venter i stedet Europa League-playoffen – hvis den overhovedet vindes – og en Superliga-sæson, hvor konkurrenterne ikke venter på, at AGF finder sig selv igen.

Jeg vil stadig gerne tro på, at holdet kan blande sig i toppen af Superligaen. Men optimismen fra for et par uger siden er afløst af en mere ærlig bekymring: at én dårlig aften i Baku har blottet noget, som hele sommerens gode historier om kontinuitet og unge talenter ikke kan dække over.

Så hvad forventer jeg nu?

For et par uger siden ville jeg have svaret: Europæisk gruppespil og en plads i toppen af Superligaen.

Efter Baku er jeg mere forsigtig. Jeg tror stadig, AGF har kvaliteten til at være med – men kun hvis CV formår at lukke hullerne i truppen, før transfervinduet smækker i. Gør han ikke det, frygter jeg, at denne sæson kan udvikle sig til en kamp bare om og komme i top 6, snarere end den drømmesæson, vi lige havde fået øje på i Poznań.

Lige nu føles det ikke som en trup, der er klar til at kæmpe med om top 3. Det føles som en trup, der har brug for hjælp – og som ikke har ret meget tid tilbage til at få den.