‘FCM har vundet på transfermarkedet’

– FC Midtjylland har vundet på transfermarkedet, men nu kommer den svære del, skriver Ryan Svale Andersen fra Fanklubben.



Jeg har faktisk haft lidt svært ved at finde én følelse, når jeg ser tilbage på FC Midtjyllands transfervindue. For jeg er både stolt, imponeret, tilfreds og en lille smule skuffet. Og måske er det i virkeligheden det bedste tegn på, at der er sket rigtig meget i og omkring FC Midtjylland denne sommer. Lad os begynde med det, der er svært at komme udenom.

Historiske spillersalg

Op mod 650 millioner kroner i salgsindtægter, hvis alle klausuler bliver opfyldt.

Det er det tal, der først springer i øjnene, når man ser tilbage på FC Midtjyllands transfervindue. Et historisk salgsvindue, hvor klubben endnu en gang har demonstreret, at den er blandt de dygtigste i dansk fodbold, når det kommer til at udvikle og sælge spillere.

Det er vanvittigt. Og selv om det naturligvis er imponerende som forretning, er det ikke kun pengene, der gør mig stolt. FCM har solgt for summer, der næsten er svære at forstå. Klubben har samtidig formået at gøre det uden at slippe ambitionerne om at være blandt de største i Danmark. Det vidner om en organisation, der fungerer.

Klubben meldte på forhånd, at man nok ville sige farvel til Aral Simsir, Franculino og Dario Osorio, og man vidste også, hvad man ville have for dem. Det fik man. Jeg kan godt ærgre mig over, at de to førstnævnte ender i Tyrkiet og ikke i en top-fem-liga, men ulvene fik gode priser for begge. Og spørgsmålet er, om især Franculino kunne være endt på den hylde, både han og klubben håbede på, hvis de havde ventet? Derfor glæder jeg mig ekstremt meget over salget af Dario Osorio.

For det handler ikke kun om de penge, FCM tjener på ham, når hans lejeaftale bliver obligatorisk næste sommer. Det handler i min optik i højere grad om fortællingen for fremtiden.

FCM betalte en relativt stor sum for Osorio tilbage i 2023, og dengang var der flere større klubber, som var interesserede i ham. Nu kan man så tre år senere sælge ham rekorddyrt til Premier League efter mere end 100 kampe i Ulvetrøje med titler og en masse erfaring med europæisk fodbold. Det er præcis den fortælling, du skal bruge, når du skal lokke den næste Osorio til Heden.

Og det er måske noget af det, jeg er allermest imponeret over.

FCM har ikke bare solgt en spiller. Man har skabt en case.

Det samme gælder på flere af de andre salg. Klubben har vist, at man kan købe relativt unge spillere, udvikle dem, give dem en scene og sende dem videre til de største ligaer i Europa.

Det er FCM-maskinen, når den fungerer bedst.

Derfor er det i min optik et sandt mesterværk, FCM har bedrevet på transfermarkedet, hvis man udelukkende kigger på salgssiden.

Men et transfervindue skal ikke kun vurderes på, hvor meget der står på kontoen.

Det skal også vurderes på, hvad der står på banen.

For de mange millioner er selvfølgelig imponerende, men de skal i sidste ende omsættes til noget på grønsværen.

Så det næste spørgsmål bliver derfor langt mere interessant:

Er FC Midtjyllands trup faktisk blevet bedre?

Og netop dér bliver min vurdering af FC Midtjyllands vindue mere nuanceret.

For har man fået erstattet SFO-trioen ordentligt, og er truppen bedre nu end i sidste sæson?

Det hurtige svar er nej – i hvert fald ikke, hvis man bare kigger på navnene.

Dog synes jeg, at flere af de nye spillere giver rigtig god mening. FCM har ikke bare hentet navne for at hente navne. Der er hentet spillere med forskellige profiler, og flere af dem kan blive meget interessante at følge.

Men når man har ambitioner om at vinde Superligaen, handler det ikke kun om potentiale.

Det handler om at være klar nu.

Og her savner jeg måske en lille smule sikkerhed.

FCM har gennem de seneste transfervinduer bygget et hold, som i mine øjne har været stærkt nok til at vinde mesterskabet. Derfor var sommerens store spørgsmål for mig ikke, om klubben kunne sælge spillere.

Det kunne den.

Spørgsmålet var, om den kunne erstatte dem godt nok.

Og det er jeg endnu ikke helt overbevist om, selv om FCM har gjort meget rigtigt på transfermarkedet.

Lad os starte ved Rasmus Nissen Kristensen, som er et regulært klassekøb.

Man hentede ham hjem tidligt i vinduet. Et stort køb, ganske vist, men også et køb, der fortæller noget om, hvad FCM vil. Man henter ikke bare spillere for at fylde huller. Man vil have kvalitet ind, spillere med stor international erfaring, og man tør betale for den.

NK kunne sagtens have blevet længere i udlandet, men valgte sin hjerteklub til, selv om han stadig havde mulighed for at spille på et højt niveau i udlandet.

Jeg synes faktisk, man lidt glemmer, hvor stor en handel det er i en Superliga-kontekst, fordi den kom så tidligt. I min optik er den mindst lige så stor som Victor Nelsson til FC Nordsjælland.

Jeg er også imponeret over Magnus Jensens start i FCM. Han er bare plug and play til ulvenes spillestil og ligner en, der har spillet i klubben i mange år. Selve forløbet omkring skiftet var måske ikke det kønneste, og der var bestemt noget dramatik undervejs. Men isoleret set synes jeg, det virker som et rigtig godt køb.

Og så er der Kjell Wätjen, som man hentede i Dortmund – Tullbergs gamle spiller. Han virker som et rigtig godt cast og har virkelig leveret på et højt niveau i de seneste par kampe. Han giver mig lidt Petter Andersson-vibes, og det er ment som et stort kompliment. En spiller, der kommer ind med en profil, der passer godt til den måde, FCM gerne vil spille på.

Samtidig synes jeg, man skal hæfte sig ved, hvor FCM har hentet nogle af spillerne.

Sønderjyske. FC Fredericia. Mafra.

Hvis man blot kigger på klubnavnene, er det ikke nødvendigvis de mest sexede adresser. Men det er meget FCM. Og faktisk synes jeg, at flere af de spillere, der kommer fra de mindre adresser, har gjort det bedre end forventet. Friday Etim, Magnus Jensen og Stanley Iheanacho er gode eksempler. Det er spillere, som klubben har fulgt, og som man tror kan tage næste skridt på Heden. Og her bliver det næsten lidt pudsigt. For jeg har tidligere været efter FCM for ikke at hente nok spillere intern i Superligaen. Denne sommer har man faktisk gjort noget ved det. Det synes jeg fortjener ros.

Ikke helt i mål

Så kommer min største anke. For jeg synes ikke helt, at FCM har fået adresseret alle hullerne. For det første synes jeg ikke rigtig, man har fået erstattet Aral Simsir. Hvis Mikel Gogorza er ude i længere tid, sidder jeg også med spørgsmålet: Skulle FCM have hentet en ekstra kant? Det er selvfølgelig nemt at være fan og sidde bagefter og pege på en manglende spiller. For hvem accepterer en reserverolle? Hvem vil kun være bredde? Og hvor mange spillere skal man egentlig have i en trup, før den bliver for stor? Det er nogle af de ting, der gør det svært at vurdere et transfervindue fuldstændigt udefra. Men jeg synes stadig, FCM ser en smule tynd ud på kantpositionen, og derfor kan jeg godt ærgre mig over, at man eksempelvis ikke hentede Olti Hyseni foran Brøndby. Han ville efter min vurdering have passet godt ind i FCM.

En anden anke er på den centrale forsvarsplads, hvor Martin Erlic, Mads Bech Sørensen og Ousmane Diao alle er eller har været skadet denne sæson. Med de skader og den belastning, der kan komme over en hel sæson, kunne jeg godt have ønsket mig endnu en forsvarsspiller. Ikke nødvendigvis en profil, der skal gå direkte ind i startopstillingen. Men en spiller, som gør, at man ikke pludselig står med meget få muligheder, hvis to eller tre spillere bliver skadet samtidig.

Og så er der Mileta Rajovic. Isoleret set synes jeg faktisk, han er en meget klassisk FCM-angriber. Duelstærk. Fysisk stærk. God i luften. En angriber, der kan spille på den måde, vi gennem mange år har forbundet med FC Midtjylland. Men hvis han bliver købt som den direkte erstatning for Franculino, synes jeg ikke helt, den er oppe at ringe. Ikke fordi Mileta Rajovic nødvendigvis er en dårlig spiller. Men fordi Franculino var noget helt exceptionelt. Havde det nu været Kasper Dolberg, synes jeg, man havde fået erstattet Franculino med en spiller på samme hylde.

Mere Tullberg-FCM

Når jeg ser på det samlede billede, synes jeg dog, at man kan se en tydeligere retning. Det ligner mere og mere et Tullberg-hold. Et hold, hvor der er mere fysik, mere intensitet og flere spillere, der passer til det udtryk, cheftræneren gerne vil have. Og vurderet ud fra de seneste tre Superliga-kampe mod AGF, FC Nordsjælland og Brøndby er jeg faktisk optimistisk. Jeg synes, truppen ligner et hold, der i højere grad er sammensat efter det hold, Tullberg gerne vil have. Pressfodbold. Overfaldsfodbold. Mand-mand. Intensitet.

Det synes jeg er interessant. For FCM har ikke bare erstattet spillere én til én. Man har været i gang med en genopbygning af holdet. Og det betyder også, at vi som fans skal acceptere, at der måske kommer perioder, hvor det ikke hele tiden ser færdigt ud. Det er prisen for at bygge noget nyt. Men det er også her, resultaterne bliver afgørende.

For FCM har solgt for 650 millioner kroner.

Man har fået flere interessante spillere ind.

Man har ændret sammensætningen af truppen.

Og man har skabt en trup, der i mine øjne passer bedre til Tullbergs fodbold.

Nu skal det hele bare hænge sammen på banen.

For det er i sidste ende dér, transfervinduet skal vurderes.

Ikke på Excel-arket.

Ikke på transferbeløbene.

Men på pointtavlen.

Min karakter: 7/10

Så hvor ender jeg?

Jeg er stolt over forretningen.

Jeg er imponeret over salgene og flere af de nye spillere.

Jeg er tilfreds med den retning, truppen bevæger sig i.

Men jeg er også skuffet over, at der stadig er huller.

Især på kanten, hvis skaderne rammer, og i det centrale forsvar, hvor bredden efter min mening ser en smule tynd ud.

Og havde Kasper Dolberg havnet på Heden, havde jeg været helt oppe at ringe.

Derfor lander jeg på 7/10.

Det er måske den lidt kedelige karakter. Men den rammer meget godt min følelse af transfervinduet.

For jeg kan ikke give FCM topkarakter, når jeg stadig sidder med en følelse af, at et par positioner ikke er blevet løst helt tilfredsstillende.

Omvendt ville det også være forkert at tale et transfervindue ned, hvor klubben har lavet historiske salg, hentet flere interessante spillere og samtidig ændret truppen, så den i højere grad ligner det FCM-hold, Mike Tullberg vil have.

FCM har med andre ord gjort det, de er blevet så gode til: De har vundet på transfermarkedet.

Nu kommer den svære del.

De skal vinde på banen.





► LIVE

LIVE: ‘Skrækkelig udvisning, den skal appelleres!’

Sportschef færdig efter Frihedsbrevet-artikel

‘Et scoop for Superligaen – han er et monster’

Brian Priske overgår alle i ligaens historien

Brøndby IF – Lyngby BK

– Her er sandheden om Olti Hyseni, FCK og FCM

FC København bekræfter transfer



INTERVIEW ►

Vild med Adamsen: ‘De troede, det var urealistisk’

– Disse to kan afløse Michael Carrick i Man Utd

En stor skuffelse han skiftede til Brøndby

‘Jeg synes, det er en pinlig opførsel’

Kommentator: Jeg hører, det bliver Man Citys straf

Føler intet pres fra sin FCM-forgænger



EKSKLUSIVT ►

Afsløring: Kæmpe bombe – FCM henter Andreas Maxsø

– Er det Alt for damerne, det her!?

– Uretfærdigt, hvis han ikke vinder Ballon d’Or!

Her kan du se Aston Villa mod Brentford

Så mange millioner betalte FCM i lønninger

Froholdts præstationer sender millioner til FCK

FCK ville have ham – nu koster han 216 millioner

Skidt lodtrækning for Danmarks U21-landshold

FCN brænder straffe og smider point mod OB



TRANSFER ►

Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026

Hård dom over Superliga-træner: Ikke overbevisende

Hvidovre stikker fra Vejle

Dolbergs transferværdi rammer nyt lavpunkt

Afslører: Jeg ville væk fra FCM i vinter

FC Nordsjælland – OB

Dortmund smider sejren i kæmpe drama

AGF-spiller har fået ‘direkte’ besked

Superliga-chok: ‘Han får en længere kontrakt’

Brøndby-profil kan være ude i nogle uger

Dadason og Ambæk får voldsom prissætning

Afsløring: Aksum afløser fyret Kamper i Kolding IF