Blog: Dansk statistikdominans i semifinalen
Foto: Getty Images
Generelle

Blog: Dansk statistikdominans i semifinalen

Danmark er klar til finalen ved EM i kvindefodbold, og det glæder Allan Drost, der har kigget på statistikken og så dansk dominans i semifinalen.

Det var en skuffet, men fattet østrigsk landstræner, Dominik Thalhammer, der efter kampen mod Danmark i semifinalen af kvindernes EM gav begge hold stor kredit.

Især fremhævede Thalhammer danskernes evner på bolden i det, han kaldte ’en velspillet semifinale’. Hvor det sidste er en tilsnigelse, i hvert fald bedømt ud fra de kriterier, som undertegnede normalt forbinder med ’velspillet’, er det første ualmindelig svært at være uenig i - noget, der bekræftes af et kig på statistikken fra kampen: Boldbesiddelsen på 59-41 i Danmarks favør var der ikke noget specielt overraskende i, og heller intet overraskende i, at Danmark havde flere pasninger end modstanderne.

At forskellen var så udtalt, som det var tilfældet, var derimod lidt overraskende. Således havde Danmark lige præcis dobbelt så mange pasninger som østrigerne, set over hele kampen (597 – 298), og med en afleveringsnøjagtighed på 76 procent mod Østrigs 61 procent er det særdeles svært ikke at være enig i, at Danmark var det dominerende hold. Noget, som også landstræner Nils Nielsen bemærkede:

- Jeg blev en hel del ældre i løbet af kampen grundet de mange chancer i begge ender. Østrig har spillet en fantastisk turnering, men jeg synes, det er helt fortjent, at vi vinder.

Også på sidste tredjedel synes Danmark at have haft den mest optimistiske tilgang til begivenhederne.

Således er otte af Danmarks 17 afslutninger inden for træværket, derudover rammer en enkelt overliggeren. For Østrig var det kun to  af 18 afslutninger, der sendte Stine Lykke på arbejde.

Thalhammer mente dog også, at det straffespark, som Sarah Puntigam brændte i ordinær spilletid, blev et afgørende moment i kampen:

- Måske spillede det brændte straffespark i starten af kampen for meget ind. I hvert fald var hun (Puntigam, red.) ikke den samme spiller i den resterende del af kampen og blev skiftet ud efter ordinær spilletids udløb, sagde Thalhammer.