Blog: EM-succesen kan brede sig som ringe i vandet

Der er ved at være tændt godt og grundigt op under den danske dynamit – noget som naturligvis hjælpes på vej af landsholdets fornemme resultater for anden EM-slutrunde i træk.

Vi konstaterer en støt stigende interesse for kvinderne på alle fronter. Medie-dækningen har været imponerende igennem hele slutrunden, og seer-talllene taler sit tydelige sprog, hvor udviklingen har været støt stigende undervejs i slutrunden, og selv på det i tv-mæssig henseende meget lidt attraktive tidspunkt søndag middag, nåede seertallet op på 480.000 mennesker, der i gennemsnit fulgte kvartfinalen mod tyskerne. Og det peakede ved 720.000, der fulgte med i slutminutterne.

Det er tal, der så småt begynder at nærme sig det, der gør sig gældende, når andre store sportspræstationer for alvor tænder op under nationen, og en forsigtig prognose kunne være, at vi risikerede at nå endnu højere op på TV 2 torsdag aften mellem 18.00 og 20.00.

Det, som er interessant i denne forbindelse, er imidlertid at se, hvor uendelig meget de danske kvinder rent faktisk deler ud af sig selv – og således er med til at skabe ikke bare opmærksomhed omkring deres egen person, men så sandelig også at hr. og fru Danmark hjemme i stuerne får lov at komme med helt ind bag facaden hos spillerne.

Eksempelvis brød Nadia Nadim ud i tårer i et følelsesladet interview i minutterne efter kvartfinalen mod Tyskland, da talen faldt på hendes lange og besværlige vej tilbage mod topformen, efter at en skade satte hende alvorligt tilbage sidste efterår og følgeskader gjorde, at hun ikke kunne tage del i holdets vigtige forberedelser lige op til selve slutrunden.

Det, at folk hjemme foran fjernsynet på den måde er på første parket til en spiller, som vendte vrangen ud på sig selv, efter at have givet alt for sit land, er for det første pokkers god tv – ganske, som vi tidligere har set det med blandt andre Viktor Axelsen efter OL-medaljen i badminton samt Pierre-Emile Højbjerg efter 2-0 sejren mod Serbien i 2015.

Sådanne scener er med til at minde os alle sammen om, at det altså er ganske almindelige mennesker vi har med at gøre – i dette tilfælde kvinder af kød og blod ligesom alle os andre – blot kvinder, som er et niveau over de fleste andre på fodboldbanen. Og det der med ganske almindelige danskere som til fornavn hedder Pernille, Katrine, Line og Nadia – det er noget vi andre godt kan lide.

Ovenstående er naturligvis en ubevidst reaktion. Dog havde jeg ved selvsyn lejlighed til at konstatere, at spillerne så sandelig også aktivt gør, hvad de kan for at dele gavmildt ud af sig selv og således forsøger at optimere udbyttet af den megen opmærksomhed, der meget fortjent bliver holdet til del i disse uger.

I forbindelse med regnvejrs-afbrydelsen lørdag aften, hvor spillerne for anden gang samme aften var fuldstændig gennemblødte og havde ventet det meste af halvanden time på at komme i kamp, tilbragte de alligevel en pænd håndfuld minutter nede hos de danske fans i stedet for - som man godt kunne have set andre steder - blot at spise folk af med den ’obligatoriske’ Fenerbahee-hilsen for så at stryge i kabinen til tørt tøj og et varmt bad.

Dagen efter gik der totalt 34 minutter fra dommerens sidste fløjt mod tyskerne, til sidste danske kvinde havde forladt grønsværen i Rotterdam – en god halv time, der blev brugt på at juble sammen inde på banen (cirka fem minutter), at give interviews nede på banen (cirka fire minutter, fordelt på tre spillere og landstræner Nils Nielsen) samt omkring 25 minutters ’fan-pleje’, hvor der blev småsnakket, krammet, taget billeder og givet high-fives til den helt store guldmedalje.

Først herefter gik kvinderne i omklædningsrummet til det obligatoriske kamp-råb - igen fan-pleje i et omfang, der vidst kun sjældent er set af andre hold indenfor samme sportsgren.

Pernille Harder gik som anfører forrest i denne øvelse - til trods for, at hun naturligt nok er en af de spillere, der er allerstørst opmærksomhed omkring. Hun togsig tydeligvis god tid til at tale specielt med de lidt yngre fans og var omhyggelig med at sikre, at ingen gik skuffede hjem. Da en lille pige, vel ikke meget ældre end fem-seks år dristede sig til at pege på hendes anfører-armbånd og spurgte, om hun ikke måtte få dette som souvenir, blev det i stedet fluks vekslet til et hårbånd, som den lille pige med et lykkeligt smil om munden spændte afsted med til evigt arv og eje. Et hårbånd!

Det er handlinger som denne som - sammen med en EM-medalje - er med til at danne grobund for den idoldyrkelse, der på længere sigt skal sikre, at dansk pige- og kvindefodbold optimerer udbyttet af den øjeblikkelige succes.

På græsrods-niveau sker dette ved, at vi får flere piger og kvinder ud at lege med den lille runde, hvad enten det er i fodboldklubberne, i skolegården eller på veje, gader og stræder. Det er jeg ikke i tvivl om bliver tilfældet med pigen med hårbåndet – og flere kan følge efter, hvis den øjeblikkelige succes angribes rigtigt - ikke bare af landsholdsspillerne men så sandelig også af klubber, forbund og politikere.

Mere herom i min næste blog.