C/N: Alt er ved at være normalt i Århus
Illustration
Generelle

C/N: Alt er ved at være normalt i Århus

Mandagens analyse handler om verdens vigtigste bog i Århus.

Historien om Truman Capote er velkendt. Han var anerkendt forfatter, feteret og kom i New Yorks højere sociale lag. Indtil han begyndte at omskrive og pippe om, hvad der i skete i disse kredse. En sladderroman ”Answered prayers”, hvor inspirationen til karaktererne var for åbenlys. Det kostede Capote mange venskaber, og han nåede aldrig samme litterære højder igen.

Sådan kan det i værste tilfælde også gå Peter Graulund, der barsler med en bog på fredag, om hans liv som fodboldspiller. Bogen er allerede blevet omtalt en del i de sidste 24 timer. Dels på grund af Graulunds afsløringer om Jeremiah Whites damebekendtskaber, og dels på grund af at cheftræner Peter Sørensen måske ikke er den flinkeste person i verden.

Det kommer næppe som en overraskelse, at Peter Sørensen evner at tale både arrogant eller nedladende. Han er endda fra det samme Silkeborg-kuld med Morten Bruun og Troels Bech, der også både har talens gave samtidig med, at kommunikation med spillerne har haltet en anelse.

Nu udkommer Graulunds bog så på et tidspunkt, der i sportsligt øjemed ikke er det bedste. AGF ligner et hold, der er ved at genstarte forårets krise, og klubben er stadigvæk fattig på boldsikre forsvarsspillere og angribere der kan huske hvordan man scorer mål. Timingen med bogen gør dog, at det bliver nemt for spillerne at udpege en syndebuk mere end at se indad eller anskue holdets reelle kvalitet. For AGF er et ganske ordinært hold, der sagtens kan rykke ned. Hvert år.

Når man skriver en kritisk bog om en klub, som man stadigvæk har tilknytning til, så gør man det ikke alene. Og her taler vi ikke om medforfatteren. Der må være nogen i AGFs ledelse, der holder hånden over den, eller stiltiende accepterer den. Joey Zasa lavede jo heller ikke helikopterangrebet alene. Brian Steen Nielsen tager ikke afstand fra den, men hans bånd til Graulund går også meget langt tilbage. Men det giver naturligvis et indtryk af, at tosseniveauet i Århus er på vej tilbage efter et par stille år. Det gik ellers lige så godt.

Vi vil gerne vove den påstand, at hvis AGF ikke havde haft arrogante og nedladende Peter Sørensen ved roret, så havde det stået noget værre til. Pusse-nusse-pædagogik er prøvet, det gav klubben en flot ferie i 1. Division. Peter Sørensen er en hård mand. Sådan en type har AGF altid haft brug for. En der skærer igennem, stiller krav, og ikke lader stærke spillere bestemme. Og han er jo ikke ligefrem den første træner i historien, der ignorerer en spiller, han egentlig gerne vil af med. Så hvis man så meget som overvejer at skille sig af med Peter Sørensen, så skal man have en virkelig god Plan B. Fordi i det mindste ved man hvad man har i Peter Sørensen.

Til Peter Graulund kan vi kun sige tillykke. Du har fået transskriberet din karriere, hængt mennesker ud, og bliver en mandelgaveide for den kræsne Århusianer.

Conte/Nestor-skalaen er et skrivekollektiv udi sport og spil. Conte/Nestor er alvorlig satire. Her bliver alle hadet og latterliggjort ligemeget, ikke mindst dem selv. Der tages ingen fanger. For kontakt. Prøv Facebook, Twitter eller contenestor@tipsbladet.dk