C/N: Barcelonas 'krise' er ikke tilfældig

Det er næsten som at se på en stueplante, der er lige ved at gå ud. Barcelonas sidste måned har været langt fra pragende, og tre nederlag i træk er noget, der normalt kan få de sekulære Barcelona-fans frem med radikale ønsker. Gårdagens kamp imod Valencia var ikke opløftende og man frygter næsten helt, at holdet går i stå efter det lidt uventede CL-exit imod Atletico Madrid. Trods en pæn portion chancer, en hidsig start og den sædvanlige overvægt af posession (69%), så var det ikke ufortjent, at Valencia tog tre point med hjem. Og når man siger fortjent vs. ufortjent når det drejer sig om Barcelona, så er det vitterligt historien om haren imod skildpadden. 

For Barcelona ligger som de har redt. Først og fremmest kan man godt se sporene af den transferkarantæne som klubben har været ramt af. Gode gamle Ariedo Breida har endnu ikke foldet sig ud. Truppen er tynd, fordi flere af de oplagte spillere og førstereserver Munir, Sergi Roberto, Alexi Vidal, Rafinha og ikke mindst Arda Turan, der har gang i noget Hleb'sk, har ikke kunne gøre en forskel, når der har været spilletid. Det har omvendt fået Luis Enrique til at låse sig meget, meget hårdt fast på en startelva uden synderlig rotation. Kampen imod Valencia havde også kun to ændringer ifht Atletico-kampen. Sergi Roberto ude af position på højre back i stedet for en pensionsklar Dani Alves og mexikeeperen Claudio Bravo i stedet for Marc-Andre ter Stegen, der måske drømmer sig til en anden liga.

Luis Enriques slid på startelvan får også hans mangler frem i lyset. Truppen er synligt slidt, og man må efterhånden spørge om krisen ikke var kommet før, hvis ikke, at angrebstrioen var SÅ god. Især Luis Suarez har holdt holdet længere fremme, imens både Lionel Messi og især Neymar ligner nogle, der har checket mentalt ud for et par måneder siden. Især Neymar, der som bekendt er blandt Pep Guardiolas ønskespillere, ligner en der i gang med at flæbe sig ud af klubben. Her er Neymars stats før og efter Guardiolas skifte blev officielt: 

Ydermere kan det godt være, at magtkampen imellem Neymar og Messi har taget til. Neymars bedste periode kom sjovt nok også, da Messi var skadet. Hvis han igen har fået en rolle som absolut nummer 2 (eller 3) efterfølgende, og samtidig har en ide om at have været den bærende spiller i en længere periode, så er det ikke mærkeligt, at en spiller på hans niveau får andre ideer eller drømme. 

En ting er disharmoni blandt klubbens absolutte stjerner, en anden ting er Luis Enriques manglende plan B, når Barcelona møder hold, der efterhånden har luret holdet af og samtidig har gode nok boldspillere til at spille bolden ud af første genpres og står disciplineret nok med kæderne, så det ikke efterlader rum, så især Messi og Neymar kan trække ind i banen. Luis Enrique er ikke den første posession-manager, der bliver ramt af manglende plan B. Faktisk er det måske det største problem blandt hold, der er så posession-orienterede, at de faktisk ikke har mange andre ideer, hvis modstanderholdet kan følge med i kombinationsspillet. Derfor har det også været lettere komisk, at Enrique lettere auriskarbaliusk har spillet med Gerard Pique som target man. Men der har ikke været andre ideer, ingen andre værktøjer på bænken at sætte på banen. Og det er Barcelonas og Luis Enriques store problem. Selvom klubben vandt en treble forrige sæson, så skal skuden hurtigt vendes, hvis ikke Luis Enrique ikke skal være alvorligt fyringstruet (igen).