C/N: Det de andre mener er
Foto: Polfoto
Generelle

C/N: Det de andre mener er

Allerede inden VM er forbi, så kan man godt blive træt af diskussionen om TV-stationernes dækning. Diskussionen er naturlig, når nu både Danmarks Radio og TV2 dedikerer så mange sendetimer til lejligheden. Inden vi går i gang med en længere kommentar om det, så lad os lige tage en hovedkonklusion: Dækningen er mærkbar bedre end ved forrige VM.

Alligevel har der været en masse skår og kritik af dækningen. Måske skyldtes det en generel trend, at publikum og seerene ikke bare nøjes med at tiljuble og råbe af fodboldholdene, men også af kommentatorerne. Det er sikkert en forlængelse af en generel trend fra sociale medier, hvor man ser, at politiske kommentatorer og medier, står til mål for lige så meget kritik som politikerne selv. Sådan er det også blevet med fodbold nu. Vi er mere interesseret i, at kommentatoren kan udtale spillerens navn, klub og transferrygte ordenligt end selve spillerens gøren og formåen. Her har TV2s Flemming Toft været udsat for en masse kritik. Toft har ikke været værre end han plejer at være. Han er notorisk kendt for en lidt slap research. Det er efterhånden 10 år siden, at Toft fik en bold.snak-bruger til at lave researchen for sig, da TV2 skulle dække den engelske FA Cup. Problemet med Toft er, at tiden synes at være løbet fra ham. Seerne har andre krav, og Toft har sine metoder. At Tofts chef så kun vil kendes ved Twitter, når der står noget positivt, er egentlig et større problem. Social medier kan være et rigtig skidt sted at diskutere. Tonen er hård, til tider beskidt, og den ene modpart har tit ikke noget på spil, så alle grænser bliver nedbrudt. Men tag ikke fejl. Hvis man spidser ører og registrere, når snakken falder på fodboldkommenteringen i landets mange kantiner, så er budskabet ret ofte det samme. "Manden er dårlig. Fyr ham". Faktisk har jeg taget mig selv i at forsvare mange aktører, alene ud fra princippet om at personen næppe havde citrusfrugter under bæltestedet til at sige det direkte til personen. Så ond er meget få. Heldigvis. Men tænker vi på Herr og Fru Danmark, så er der næppe hellere nogen, der vil savne Toft eller notere sig hans konstante faktafejl. Min mor gør ikke, og hun stemmer socialdemokratisk, ryger røde Prince og har holdt Se & Hør. Derfor minder Ekstra Bladets kritik egentlig meget om den, der er ude i studerne. Måske ikke på kakkelbordet, men når drengene mødes til en pizza med ekstra ost og en six-pact, så falder snakken tit på kommentatorenes kvalitet. TV-seerene kan altså også godt padle.

I dag er der så opstået en ny debat, om hvorvidt DR burde have haft flere kvinder på skærmen i VM-dækning, og i den sammenhæng redaktør Marco de los Reyes' (fejl)citat at kvinder ikke kan brænde 100% for fodbold. Hvis man tager udsagnet bogstaveligt, så er det urigtigt og lidt harskt. Men der er også visse sandheder i det. Det vrimler ikke med kvindelige fodboldeksperter, og altså ikke værter. Til gengæld kan landets kvindelige fodboldværter godt blive udsat for en del spekulation og kritik, der har en eller anden form for sexistiske undertoner. Specielt hvis de kan virke lidt fagligt usikre. Så kan man næsten høre den gamle oddset-reklame i baghovedet. Men debatten er ikke meget anerledes end den øvrige kønsdebat, der florerer for tiden. Grunden til at der ikke findes særlig mange kvinder, der interesserer sig for det dybe i fodbolden. Det vrimler ikke ligefrem med kvindelige elitetrænere eller kvindelige købere af Rothmans Football Yearbook. Så sætter man en kvinde til at være anden end en reporter eller vært, så kan kritikken blive endnu mere heftig, og kvaliteten vil falde. Der findes dog masser af kvindelige fodboldbegavelser. Georgina Turner og Amy Lawrence for eksempel. Læs noget af deres gamle stof. De kan beherske både pen og bold. Og så kan du overveje om du stadigvæk bliver provokeret af Marco de los Reyes eller sociologen Henrik Dahls udtalelse om, at fodbold er en mandeverden.    

Fodbolddebatten er meget hul for tiden. Det er noget mærkelige emner, og der bliver ikke rigtig flyttet noget andet end kritik, der så igen bliver mødt af en form for modkritik, fordi journalister per default er de mest tyndhudede mennesker, der findes. Men det er sommer, det er agurketid, og der er VM. Bare de ikke tager shorts på.

Conte/Nestor-skalaen er et skrivekollektiv udi sport og spil. Conte/Nestor er alvorlig satire. Her bliver alle hadet og latterliggjort ligemeget, ikke mindst dem selv. Der tages ingen fanger. For kontakt. Prøv Facebook, Twitter eller contenestor@tipsbladet.dk