C/N: Dynastiets død

En af de mest charmerende ting ved NFL er, at ligaen er så jævnbyrdig. Det er noget nær umuligt at vinde Super Bowl to år i træk, og sidste gang det skete, er over 10 år siden. Jævnbyrdigheden primært to ting. For det første fordi ligaen er 'lukket' i forhold til transfers, der er lønloft, og draften altid giver de svageste hold den bedste mulighed. Den slags er i sig selv nok til, at man sikrer, at dynastier er noget nær umulige, og derfor skal man også tilbage til Dallas Cowboys og eventuelt New England Patriots, for at finde noget, der minder om et dynasti. For det andet er ligaens kommercielle indtægter lige fordelt i mellem de 32 klubber. Dette sikrer, at ligaen altid er meget, meget jævnbyrdig, men omvendt øger det kommercielle potentiale, fordi der findes færre døde kampe, som ingen udover de absolutte lokale har interesse i. Ligesom meget få gad at se Sønderjyske - Randers i går. 

Engelsk fodbold har haft masser af dynastier. Men især Liverpool i 70-80'erne og Manchester United i 90-00'erne har været markante og skelsættende. Men hvem skal så 'eje' 2010'erne. Det simple svar må være: "Ingen". For på trods af, at det engelske mesterskab hidtil kun har haft to aftagere i form af de to Manchester-klubber, så er det lang tid siden, at Premier League har været så jævnbyrdig som tilfældet er lige nu. Alle kan slå alle. Og med en transferforbrug på £800 mio indtil videre, så har stort set alle klubber mulighed for at købe alle spillere, medmindre de er fra den absolutte top i Bundesligaen eller La Liga. 

For Manchester Uniteds dominans er nemlig forbi. Hullet i mellem Alex Ferguson og afløserne er for stort. David Moyes blev, måske ikke så overraskende, den nye Wilf McGuinness, fordi han begik stort set alle tænkelige fejl. Nogle af dem er komiske, andre naive og få kunne han ikke gøre for. Efter Moyes har man valgt Louis Van Gaal, der både er berømt og berygtet for taktisk innovation, stædighed og et ego, der kun kan matches af José Mourinho. Der er ret langt fra Fergusons 442 (der kom i mange variationer) med opspil over kanterne til Van Gaals 5-3-2, der fornylig har bragt ham en del succes for hollandske landshold. Men Van Gaal har også arvet en masse fejl fra Moyes, og lagde ud med sine egne som klubben allerede betaler for nu. For det første arvede Van Gaal en halvdårlig trup, hvor ingen af de kendte problemer som fx. midtbanen aldrig blev løst. Marouane Fellaini var ikke en løsning, og Juan Mata spiller simpelthen ikke den position. Dernæst nåede Moyes aldrig til det andet ulmende problem, som vi faktisk har beskrevet på nærværende blog en del gange, nemlig generationsskiftet i forsvaret. Hvor Rio Ferdinand, Nemanja Vidic og Patrice Evra alle var over-the-hill eller på vej væk. More or less. 

Van Gaals første fejl var, at han og Manchester United ventede til efter VM. Det efterlod dem med et stort tidsmæssigt hul i forhold til transfermarkedet, hvor især Chelsea næsten allerede var færdige, inden Van Gaal og den udskældte direktør Ed Woodward var kommet i gang. Dernæst kom oprydningsarbejdet, hvor et sted i mellem 5-10 spillere (afhængig af hvilket medie man læser) formentlig er helt færdig i klubben. Hurtigløberne Wilfred Zaha og Nani (hvis kontrakt Moyes forlængede) er sendt på lån. Og indenfor de sidste 12 og næste 24 timer, vil Van Gaal have sendt Shinji Kagawa og Javier Hernandez ud af klubben. Det er faktisk temmelig dumt af en klub, der i så høj en grad som Manchester United lever (og ånder) for kommercielle indtægter. Du finder ikke større end Kagawa i Japan, og Hernandez, der nu meldes til Real Madrid, vil være et kæmpe scoop for kongeklubben i bestræbelserne på at blive alle latinos favoritklub. Flere vil følge dem. Og andre burde have gjort det. Eksempelvis er Ashley Young næppe en spiller, der kan bringe klubben i nærheden af den livsnødvendige Champions League-kvalifikation.

Til gengæld har Manchester United købt en del spillere, der kan spille den samme plads. Venstre back. Luke Shaw, Daley Blind og Marcos Rojo. Og så den spanske playmaker Ander Herrera og den lille trold Angel Di Maria. Di Maria er en virkelig god spiller, men det er ikke just fordi, at Manchester United mangler spillere, der kan spille hans favoritposition. Et lidt besynderligt køb, medmindre, at klubben vitterligt arbejder ud fra 'Best Player Availible'-filosofien. Men det er næppe tilfældet. Selvom det måske var et isoleret argument, da klubben hentede Juan Mata. Som i: "Klubben har simpelthen brug for kvalitetsspillere". Nu har man så en situation, hvor Juan Mata og Angel Di Maria minder lidt for meget om hinanden i forhold til position, imens der er masser af kvalitetsmangel andre steder på banen. Havde man så behøvet at prioritere Di Maria-transferen?

For at binde knude på indledningen vedrørende NFL, så henter en del klubber, Baltimore Ravens eller Green Bay Packers fx,, dem der er nærmest at være et dynasti, spillere efter et Best Player Availible-princip uanset hvilken position som spilleren spiller på. . Fordi tesen er, at holdet bliver bedre, uanset hvad. Det kan man faktisk også som fodboldklub, men det kræver en vis dominans. Bayern München har i mange år, altid hentet de bedste spillere i Bundesligaen uanset position, for at fastholde kvaliteten på holdet, og for at stække konkurrenterne. Den Glazer-ejede Tampa Bay Buccaneers bruger i øvrigt ikke den strategi. Det er mere et systemhold. Manchester United stækker ingen, og er stille og roligt i gang med at glide ned i et mørk hul, som Liverpool-fans kan fortælle mange gyserhistorier om. Altså medmindre, at Louis Van Gaal får en 'ven' (dem har han ikke så mange af), der kan lægge en ordentlig transferstrategi. For det kan han ikke selv, og har aldrig gjort det (Jo, i 2004, men det gik ikke særlig godt).