C/N: Gimme, gimme, gimme

Det startede ellers rigtig godt for DBU, der først og fremmest ikke er kendt for at være først eller offensive, da de meldte ud, at forhandlingerne med landsholdsspillerne og Spillerforeningen var strandet. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Spillerforeningen, kendetegnet ved Direktør Mads Øland, har fået et image som notorisk besværlige i forhandlingssituationer. Så der var intet nyt under solen. 

Samtidig ville man i disse tider nemt kunne fremstille spillerne som grådige, de mest brugte fik over 3 mio. over de seneste par år. Det er et beløb som den almene dansker synes er mange penge. Derfor var spin-casen, at den kunne spillerne kun tabe. Ligesom feriepengegate og den seneste lockout med Divisionsforeningen. Som vi plejer at sige på nærværende blog: Man har kun de forhandlere man selv vælger. 

Landsholdet har jo ikke ligefrem spillet pragende længe. Populariteten er jo tæt på det absolutte nulpunkt. Det skyldtes måske primært dårligt spil, dårlig ledelse og Nicklas Bendtners trang til at piske en taxa i ny og næ. Så det var ikke svært at kræve en lønnedgang for nogle spillere, der i tilskuernes rolle ikke har præsteret tilfredsstillende over en længere periode. 

Boycutten af Danish Football Awards virkede også pinlig for spillerne. Fordi nobody cares, og folk troede alligevel det var aflyst på grund af dårlig økonomi. Set og matchbold DBU. Men. 

Spillerne, og her gætter vi, har imidlertid lækket de yderligere betingelser til EB. Det er til gengæld nogle ret tunge betingelser, der kan være meget, meget, meget svære at trumfe igennem. For eksempel, at spillerne ikke må lave individuelle kommercielle aftaler, hvis DBU har en anden partner. Det er et gammel DBU fra dengang, at man ville nægte Laudrup-brødrene at reklamere for Faxe Kondi, når nu man havde Cowey på tøjet. Det var lidt en tabersag dengang. Må Morten Olsen forresten heller ikke reklamere for bettingfirmaer så, hvis Saxo Bank er sponsor? Det er alt for svært at lave den slags aftaler alene fordi de er baseret på subjektive skøn. Hvor går grænsen. Dernæst er kravet fra DBU, at man vil lave en individuel aftale med hver enkelt spiller i stedet for en kollektiv aftale. Det er problematisk nok i sig selv, men det fuldstændig tåbelige (og her har man lyst til at skrive tåbelige med versaler som TÅBELIGE) er, at damelandsholdet er sponsoreret af fagforeningen 3F. Det havde alle journalister naturligvis glemt, da der er ingen mennesker, der interesserer sig for damefodbold. Men at pisse så meget på sine største sponsorer tæller alligevel som et selvmål som kun Jamie Carragher eller Richard Dunne kunne lave. Nu er momentum tilbage hos spillerne. 

Der næsten ingen vej ud for DBU. Det bedste de kan håbe på er en progressiv bonusordning eller en lille lønnedgang <5%. Ikke mere, men Claus Bretton-Meyer og venner har taget et stort slag i troværdigheden ved for mange ultimative krav. Lille spejl på væggen her, hvem er grådigst i landet her.