C/N: Kan nogen bære et dansk mesterskab?

Lige omelet så starter den nye sæson af Superligaen. Som sædvanlig starter den alt for tidligt, hvilket gør, at holdene langt fra er oppe i fuld gear eller har sat trupperne endnu. Derfor kan kampene have et snert af ligegyldighed, hvilket er paradoksalt når man rammer foråret og man som nedrykningstruet hold ville ønske, at der var flere kampe. Men det er den sædvanlige amatørisme. Man kan sagtens vinde mange points ved at være nogenlunde forberedt i juli-august. Se på Hobro, der bare justerede en smule til i forhold til trup og spillestil. De kom aldrig i seriøs fare. 

Sommervarme ord fra Heden

FC Midtjylland har også startet godt i de sidste to sæsoner. De har naturligvis været i den lykkelige situation, hvor de har formået at eliminere sig selv fra europæiske kampe hurtigst muligt, den fordel har de ikke i år, selvom et tidligt exit i enten Skopje eller Nicosia ligger lige for.

Kritikere af FC Midtjylland har haft en god sommer siden mesterskabet. På den mest fjollede og amatøragtige måde fik Glen Riddersholm latterliggjort sig selv - og ikke mindst dansk fodbold - med en mildest talt amatørudklædning i 'guldhabbit' i Ekstra Bladet. Derefter gik de efterhånden notoriske magtkampe i klubben i lys lue hvilket indtil videre har endt med Glen Riddersholms exit.

Man kan ikke længere være i tvivl om, hvem der er den stærke mand i FC Midtjylland. Hans navn er Claus Steinlein. Nu skal manden med Zinedine Zidane-spejlægget Jess Thorup vise, at hans 'internationale erfaring' rækker til guld og grønne skove. Det bliver interessant at se om FC Midtjyllands spilkoncept kan udvikles fra en direkte bold op på 9'erne og ud til fløjene. Og så de skide dødbolde OF DOOM.

Egentlig skulle FC Midtjylland også have hentet en angriber af europæisk klasse, ligesom der er andre uafklarede spørgsmål som Pione Sistos fremtid, men indtil videre har vi måtte nøjes med Rasmus Ankersens mange og sommervarme ord om FC Midtjylland.

Specielt ordet 'international' er de blevet glade i Herning.

Faktisk har Ankersen snart talt FC Midtjylland så meget op, at de kun kan skuffe hjemligt og i Europa. Det er tid til show it, don't tell it. Ellers er det ren maveplasker. Man må håbe, at Matthew Benham står klar med redningskransen. 

Projekt 2.0 til Go Live

FC København har til gengæld masser af europæisk erfaring. Både positivt og negativt. Til gengæld er det også tid for Ståle, at han viser, at hans projekt 2.0 er bæredygtigt og ikke bare til andenpladser.

Han har i hvert fald fået lidt flere offensive spillere denne gang. Kasper Kusk er en mærkbar opgradering over Rurik Gislason, hvis nu-løber-jeg-ind-i-dig-så-flyt-dig-driblinger næppe bliver savnet på Østerbro.

Benjamin Verbic har i sin debutkamp vist, at han er lige så glad for at gå ind i banen som Carsten Vagns gode ven Joshua John. Kusk og Verbic åbner naturligvis op for henholdsvis Ludwig Augustinsson og Peter Ankersen, der skal komme drønende og slå et indlæg ind i hovedet på Federico Santander, hvis evner og kvaliteter vi endnu har til gode til at se på disse breddegrader.

Det bliver naturligvis interessant at se, om og hvor hurtigt Santander tilpasser sig Superligaen og Ståle Solbakkens pivende stemme og gode råd. Det tog i hvert fald Dame N'Doye lidt tid, men den samme tålmodighed har Ståle ikke til hans angribere og mon FC København har samme tålmodighed til Ståle?

Der er nogle hvis'er, der skal gå op hvis FC København skal blive dansk mester igen. For eksempel "Hvis bare Mathias Zanka Jørgensen kunne koncentrere sig i alle 90 minutter". Der er heldigvis for dem ikke så mange hvis'er som tidligere. FC København er den umiddelbare favorit.

Mellemår på Vestegnen

Væn dig til udtrykket 'Gul af misundelse' sådan kan det meget vel blive ude på Vestegnen. Eller sådan har man i hvert fald udtrykt sig om FC Midtjylland og FC Københavns muskler på transfermarkedet. Der er naturligvis er en vis procentdel spin i udsagnet, så man kan spille underdogrollen, men der er også noget om det. Måske er Jan Bech Andersen ramt af et moment af realisme eller så skal Troels Bech, manden med de mange børn, mange trænerjobs og mange dårlige transfers i OB lige i gang.

Ariel Nunez er sendt hjem til Sydamerika. Ferhan Hasani, den mindst ringe af Per Ruds offensive indkøb, er såmænd taget til Shkendija i Albanien i stedet for Vestegnen. Enten er de blevet meget rige i Albanien eller så er de blevet noget fattigere på Vestegnen. Man savner nærmest Aldos overmenneskelige selvtillid. Om vi også kommer til at savne hurtigsnakkeren Per Rud er så en anden sag. Det er i tvivlsomt om han bliver savnet i Brøndby. 

Til gengæld har Brøndby hentet to angribere, der måske ikke helt udfylder det hul, de skal. Man har fået papir på Teemu Pukki, der gjorde et glimrende indtryk i sin lejeperiode, men samtidig viste han, at som soloangriber fylder han måske lige for lidt. Derfor parkerede Thomas Frank ham ude på kanten ved hyppige lejligheder. Det kan godt gentage sig igen i denne sæson.

Derfor er det jo godt, at Brøndby har hentet den 1.80m høje svensker Magnus Eriksson, der også har det bedst med at spille 2. eller skyggeangriber. Erikssons spændstighed og glæde ved at tyre til bolden kan lede tankerne hen på favoritten Mattias Jonson. Selvom Nikolai Laursens transfer til PSV skæppede godt i kassen, så er der stadigvæk en del uafklarede ting i Brøndby. Hvor mange spillere udover Lukas Hradecky er man nødt til at sige farvel til? 

Det hele lugter af endnu et genopbygningsår eller mellemår i Brøndby. Det går næppe lige så galt som i Auri-årene, men det bliver næppe heller rigtig godt. Men med Superligaens suverænt mest utålmodige ejer, så hænger øksen tungt over Thomas Franks hoved, og så risikerer man at træffe nogle forhastigede og dumme beslutninger. Brøndby er synonym for status quo. 

Næste gang kigger vi på alle de hold, der er for gode til at rykke ned (altså ikke fordi der er så mange udover AaB).