C/N: Optakt Israel - Palæstina

Det er ikke opmærksomhed som arvefjendeopgøret imellem Israel og Palæstina mangler. Det er egentlig lidt underligt, for egentlig er der tale om et reelt bundopgør imellem de to klubber fra den arabiske liga, hvor resten af holdene knapt ænser dem. På grund af opgørets langvarige historie, så bliver kampen transmitteret til hele verden, og stadion i Jerusalem vil være fyldt til bristepunktet. Man kan godt diskutere om begge holds fans, de facto, interesserer sig mere for at hade hinanden end det der reelt foregår på banen. Håneretten frem for alt.

Det er egentlig en overraskelse, at Israel ligger som de gør. For de har ressourcer til at ligge meget højere, men det er virkelig historien om det evige underpræsterende hold, der hænger sig for meget i fortidens sejre. Senest i 1967. Palæstina ligger altid godt fra land tidligt på sæson, men de taber altid terræn til Israel efterhånden som sæsonen skrider frem, og Israel får samlet hele truppen.

For mange sæsoner siden var holdet mest kendt for elegante libero Rabin, men i de sene år er han blevet erstattet af et meget tungt zoneforsvar, der til gengæld har vist sig at være en meget tung forsvarsmur. Det er formentlig Israels bedste kort på hånden. I hvert fald, hvis man spørger deres træner. Men Israels forsvarsspil kan ikke så meget fremad banen som tidligere, og offside-fælden kikser ret ofte for dem. 

Israels midtbane er ikke meget værd at snakke om. Det består typisk af lejede spillere fra forældreklubben United States of America, der tit sender spillere til Israel. Senest en lang, ranglet spiller ved navn J. Kerry, men han var ikke værd, og fik ikke forlænget sit ophold i klubben. Så det er lidt uvist, hvem de bringer på banen op til kampen. 

Holdets store og giftige tankcenterforward Sharon er stoppet i klubben, og man har endnu ikke rigtig erstattet ham med en profil af samme tyngde, coolness foran mål og bissespil. Sharons afløser, den lille Benjamin har i hvert fald været lige så dødbringende foran Palæstinas mål, men han har hidtil prøvet meget ihærdigt. Vi har ikke rigtig fidus til ham. Måske monsterangriberen Golem kan komme i spil.

Israel trænes fortsat af den gamle Peres, for hvem det formentlig er sidste kamp med holdet. Men vil formentlig blive erstattet af en, der er mere til genpres højt, højt oppe på banen. Men Israel kommer til at savne ham. Ligesom Guy Roux i Auxerre.

Palæstina burde slet ikke være i den bedste række i Arabien. Holdet lider kronisk af dårlig økonomi, til tider manglende licens, og spillerne kommer som regel til som transferfrie og helt klubløse lykkeriddere. Men holdet har bevist, at man kan nå langt med taktisk snilde, og nogle meget loyale tilhængere. 

Det har altid været Palæstinas venstre wing, Fatah, der har været blandt holdets bedste spillere, og slog tidligere mange gode indlæg. Men i de seneste sæsoner har han typisk, næsten i John Arne Riise-stil, løbet den udover baglinjen eller opspillet er løbet i sandet. Til gengæld er holdets højre wing Hamas ved at udvikle sig til holdets næste store profil. Hamas er meget mere direkte og pågående i sit spil, og varmer ikke bolden nær så meget, men også en klassisk humørspiller. Det bliver spændende at se, om Palæstina kan holde på ham eller om der er større arabiske klubber, der får øje på den øjeblikkelige profil. Det er formentlig nøglen for Israel, at de får stækket ham tidligt i kampen, ellers kan han eje banen. 

Det er Palæstinas centrale midtbane, der både er holdets kerne, styrke og reelle svaghed. For holdet ynder gerne at spille med to-tre-op-til-fire spoilere. Det har sine fordele. Der bliver sjældent scoret på trods af, at holdets forsvar er hullet og uorganiseret. Til gengæld kan de til gengæld heller ikke så meget offensivt, så Palæstinas angreb er ofte overladt til sig selv og solopræstationer. 

Palæstinas angribere er også ret svage, og minder ret meget om Søren Frederiksen. Problemet er, at de rammer målet for sjældent De er fantastisk dårlige afsluttere, hvor pølsevognen eller tilfældige tilskuere bliver ramt lige så ofte målet. Det har tidligere fået desperate trænere til at love målbonusser på 1000 et-eller-andet, hvis de endelig får stoppet den måltørke, der til tider finder sted.  

Man skal være opmærksom på, at det er en kamp for begge hold, vil forsøge at filme sig til et straffespark og udvisning til modstanderen hos den lidt svævende dommer Finn Nielsen. Det kan godt betale sig at oddse på mange advarsler i den her kamp. Ligesom kampen formentlig skal afgøres ved en dødboldsituation, hvis kampen skal finde en vinder. Men vi tror fuldt og fast på, at kampen ender uafgjort, trods massiv boldbesiddelse og spilovertag af Israel, det kan begge hold i princippet godt leve med, og det plejer den. Og plejer er altså ikke død. Endnu.