C/N: Parmas sidste dage

Parma - storhed og fald

Claudio Taffarel, Tomas Brolin, Luigi Apolloni, Faustino Asprilla, Massimo Crippa, Zola, Nestor, Dino Baggio, Hernan GUD Crespo, Lilian Thuram, Gianluigi Buffon, Enrico Chiesa, Antonio Benarrivo, Fabio Cannavaro.
Coppa Italia 1991-92, 1998-99, 2001-02. Europacuppen for pokalvindere 1992-93. UEFA Cup 1994-95, 1998-99.

Som så mange andre historier, vi ynder at bringe, er Parmas succes en historie om Serie A's storhedstid. En tid hvor et hold fra en mellemstor provinsby, der frem for alt er kendt for skinke og ost, kunne bringe verdensstjerner til klubben og høste stor succes på den europæiske scene. De tider er forbi, Parma gik i forsommeren endeligt konkurs og har netop startet på en frisk i Serie D.

Mælke- og ostegiganten Parmalat og dens ejere, Tanzi-familien, var byen og klubbens sugardaddy, som garanterede de store spilleres ankomst og den succes, klubben fik. Det eneste problem ved den historie var, at Parmalat ikke kun tjente penge på mælk og parmesan. Ved juletid i 2003 kom det frem, at Parmalat og ejerne fra Tanzi-familien i mindst lige så høj grad finansierede gildet gennem den største sag om kreativ bogføring i Europas historie. Sic transit gloria mundi. Presidente Tanzi blev anholdt, og AC Parma fandt sig pludselig på fallittens rand.

Løsningen på denne hovedpine blev typisk italiensk. 25. juni 2004 gendannedes klubben med et nyt navn (Parma FC), og den "nye" klub overtog alle den "gamle" klubs rettigheder for på den måde at undgå konkurs. Det lykkedes lige, ligesom det lykkedes for Parma at klare skærene i Serie A.
I 2007 købte businesstypen fra Brescia, Tommaso Ghirardi, klubben. Det blev begyndelsen på den endelige nedtur for fodboldhipsternes favoritklub.

I 2008 rykkede Parma ned, og trods en hurtig tilbagevenden til Serie A, hvor klubben de næste år fristede en tilværelse omkring midten af tabellen, skulle det vise sig, at noget var helt galt.

Konkursen

I 2014 kvalificerede Parma mod de flestes forventninger til Europa League. De fik dog ikke lov at deltage i turneringen, da det kom frem, at klubben manglede at betale skat for rigtig mange penge. Og hvorfor gjorde de så det?

Hvis man ser nærmere på Parmas transferpolitik i de sidste otte år af klubbens levetid, ser det ved første øjekast meget fornuftigt ud. I alt havde klubben en positiv handelsbalance på 19 millioner euro, og kun tre af årene gik de ud af transfervinduet med negativ balance. Et lidt grundigere eftersyn viser dog en umådeligt besynderlig måde at drive fodboldklub på.

Parmas transferpolitik var drevet af find-nålen-i-høstakken-princippet. I korte træk gik det ud på, at man hentede en masse, helst unge, spillere, som havde imponeret i alt fra Serie A til Serie Z. De spillere, man hentede, kunne man så udvikle og med lidt held sælge dyrt nogle år senere. Ser man udelukkende på balancen på overgangssummer, gav denne politik mening.

Probelemet var, at denne politik gav Parma en abnormt stor trup, selv efter Serie A-standarder. I foråret 2015 var Parmas trup på 230 spillere. Mange af disse spillere var på leje- eller låneaftaler i andre klubber i håb om, at de ville kunne videresælges for en form for profit senere.

Som eksempelvis svensk-nicaraguanske Carlos Garcia var det i Brønshøj i efteråret 2013. Han var i sommerens transfervindue blevet hentet til Parma fra Juventus for 500.000 euro. Straks blev han som en del af Parmas strategi afskibet til Brønshøj, hvor man håbede, at han kunne få nok spilletid i den danske første division til at kunne generere et overskud på en handel til en anden Serie A-klub. Brønshøj betalte hverken en overgangssum til Parma eller spillerens løn, og Garcia kunne ikke finde plads på Brønshøjs dengang succesfulde hold. Efter Parmas konkurs skiftede Garcia til Huddinge fra Stockholms udkant og Sveriges tredjebedste række. Han var altså ikke en af nålene i høstakken.

Carlos Garcias ophold i Parma kan bruges som et eksempel på, hvordan Parmas transferstrategi slog så heftigt fejl, som den gjorde. Selv om balancen var positiv, hobede lønudbetalingerne sig op, så klubben til sidst ikke kunne betale. Det er ikke så mærkeligt, når størstedelen af en trup på 230 spillere er sendt på låneaftaler, hvor Parma fortsat stod for alle udgifter.

Klubben prøvede desperat at fortsætte deres politik i håb om, at det ville generere en højest nødvendig indtægt. Fra 2007 til 2015 var klubben således indblandet i 1.382 spillerhandler. 386 af disse fandt sted i sæsonen 2014/15. Som perspektiv kan det fremhæves, at nummer to i sæsonen 2014/15, Chievo, "kun" var indblandet i 137 spillerhandler.

Til sidst var det altså ikke kun det italienske skattevæsen, som ikke kunne få sine penge fra Parma. Det gjaldt også de 230 spillere samt trænerstaben og andre ansatte. Kampe blev i foråret 2015 aflyst, fordi Parma ikke havde råd til at betale kontrollørerne på Stadio Ennio Tardini. I juni var det endelig slut, og Parma er nu startet forfra i Serie D under navnet Società Sportiva Dilettantistica Parma Calcio 1913. Som en svanesang var de et af de få hold, der slog Juventus i sidste sæson.

Nu starter Parma forfra med den legendariske træner Nevio Scala som præsident. Må de hurtigt komme tilbage.

Af Jonas Neivelt