Blog: Op at stå, Luis Suarez og co.

Af Andreas Brøns Riise

”Forventer du en præmie?”

Det udsagn er jeg til tider blevet mødt med, når jeg har formastet mig til at gøre opmærksom på, at jeg egentlig synes, at det er rimelig usympatisk at vinde ved at snyde dommeren til at dømme straffespark – også når det er det hold, jeg selv sympatiserer med, der gør det.

Den underlæggende tone er, at man ved at indtage det standpunkt er hellig. At man anser sig for at være moralsk ophævet i forhold til de fans, der mener, at det er en del af spillet. Og at man ikke vinder hverken kampe eller pokaler ved at opføre sig pænt. Slet ikke, når de andre ikke gør det. Og hvis man er en såkaldt rigtig fan, vil man vel gerne vinde, ikke?

Jeg synes egentlig ikke, at jeg er hverken hellig eller moraliserende. Men mere herom senere.

Når fup og svindel afgør kampe

Diskussionen fik fuld skrald igen, efter Barcelona fuldførte miraklet og vendte 0-4 til 6-5 i anden 1/16-dels-finalekamp mod PSG med hjælp fra et klassisk Luis Suarez-fald i feltet ved stillingen 4-1. Det oven i købet efter, han havde fået den første advarsel for film.

Jeg er som regel af den holdning, at de fleste fodboldhold begår flere fejl end dommeren i løbet af en kamp, og lad det da være sagt med det samme - PSG spillede selvfølgelig en rædselsfuld kamp.

Som jeg sagde i vores podcast: PSG var helt selv skyld i, at de bragte sig i en situation, hvor fup, svindel og dommerfejl blev afgørende. Men det ændrer ikke på, at fup og svindel blev afgørende.

Her indvender en del så, at i krig, kærlighed og fodbold gælder alle kneb. At når der er så mange penge på spil, så kan man ikke fortænke klubber og spillere i at ville vinde for enhver pris. At det må være dommerens opgave at spotte, hvis en spiller filmer.

Og det er et fair argument, men lad os lige tænke det til ende.

Har man accepteret, at spillerne går på bane for at snyde dommerne, så skal man dæleme også acceptere det.

Hvis man sender dommerne på banen med en accept af, at det er fair game, at de 22 spillere aktivt modarbejder hans mission om at dømme fair og korrekt – at man faktisk forventer, at de gør det, fordi man vil vinde for enhver pris - så har man også frasagt enhver ret til at forvente, at han er ufejlbarlig.

Det er bare ikke en holdning, jeg særlig ofte støder på. Man kan jo se på denne her knivskarpe langsomme gengivelse fra 14 forskellige vinkler, at der ikke var straffespark. Håbløst af dommeren, som engang fik af vide, at han skulle lægge mærke til spillernes reaktioner, men nu gør klogest i at ignorere dem. Videohjælp? Det kan han glemme alt om. Det er jo ikke i spillets ånd.

Samtidig har jeg lidt svært ved at forstå argumentet om, at det nu engang er sådan, spillet er blevet. Det må man acceptere. Spillet udvikler sig hele tiden, og det gør det ikke uafhængigt af resten af verden. For hver gang fans og medier accepterer det som sandhed, at det nu engang er sådan, spillet er blevet, bliver det lidt mere sandt.

Hvad nu, hvis vi sagde noget andet? Hvad nu, hvis man stadig blev buhet ud på samtlige stadions i England, hvis man havde formastet sig til at filme? Hvad nu, hvis man som i Skotland langede to dages karantæne ud til spillere, der på video bliver vurderet til at have filmet?

Det går begge veje

Når Luis Suarez i sin Liverpool-tid fra tid til anden blev snydt for et straffespark, var min umiddelbare reaktion som regel, at det kunne jeg sådan set godt forstå, selv om min sympati ligger hos de røde fra Beatlesbyen. Hvis man går på banen for at snyde dommeren, så må man også forvente, at han har den forventning.

Kort sagt: Er det fair game at snyde dommeren, så må det også være fair game, at han fra tid til anden snyder den anden vej.
På samme måde har jeg svært ved at se, hvordan man uden bragende kognitiv dissonans oven i hovedet kan mene, at et forkert dømt straffespark i den ene ende er en del af spillet, mens det i den anden ende er en dommerfejl.

Gør det mig til moralist? Det kan godt være. Men jeg har egentlig ikke et problem med, hvis man accepterer, at snyd går begge veje. Hvis man helt seriøst mener, at snyd hører til spillet og accepterer, når det også rammer det hold, man selv sympatiserer med - jamen så fair nok.

Men jeg bliver som regel fjern i blikket, når snyd bliver gradbøjet. Hvis det handler om, hvilken trøje filmeren har på, eller at det er okay at snyde for det ene hold, fordi de andre snyder mere - hvilket naturligvis ikke er okay.

Så vil man vinde så meget, at man ikke har et problem med at være dobbeltmoralsk i processen.

Tillykke. Forventer du en præmie?

-----

De Falske 9'ere er Danmarks ældste dedikerede Premier League-podcast. Du kan høre seneste afsnit HER.