Blog: Syden rejser sig

Af Martin Svarre Christensen

I mandags blev 43. runde af Englands næstbedste liga, the Championship, spillet, og med en 2-1 sejr over Wigan sikrede Brighton & Hove Albion sig oprykning til Premier League 2017/2018.

Det er første gang siden 1983, at Brighton er at finde i den bedste engelske række, og de har i den senere tid været uhyggeligt tæt på oprykning, men af den ene eller anden årsag har de set det glippe til slut.

Brighton er lokaliseret på den engelske sydøstkyst og er kendt som en ferieby for englænderne, hvor der er noget så uengelsk som strand, promenader og palmetræer. Nogen vil endda gå så langt som at sige, at der efter engelske standarder er godt vejr.

Netop det faktum, at Premier League nu bliver beriget med endnu en klub fra den engelske sydkyst, som slutter sig til Southampton og Bournemouth, der selv er relativt nye klubber i Premier League-regi, er for mig at se en interessant kendsgerning. For kigger man på de hold, som modsat de sydvendte klubber har mødt modgang den seneste tid, så er mange af dem fra det nordlige England.

Klubber som Newcastle, Sunderland, Middlesbrough og Hull City er alle klubber, som længe har kæmpet med at få det til at fungere, og det er ofte både på og uden for banen. Vi kan endda risikere, at denne sæsons tre nedrykkere fra Premier League alle er fra nord og blandt de førnævnte.

Så det ser ud til fra min høje hest, hvor jeg kan kaste om mig med påstande, at der er ved at ske et mindre geografisk magtskifte i engelsk fodbold, der har retning syd på. Det kan selvfølgelig godt være helt tilfældigt, at det lige er klubber derfra, som har tur i den, men jeg synes nu, at der tegner sig tendenser, der viser, at der ligger nogle substantielle grunde bag dette skift.

Festen er der, hvor solen skinner

Tager man udgangspunkt i de klubber, som er relevante at snakke om i forhold til Premier League, så snakker vi Newcastle, Sunderland, Middlesbrough og Hull City fra nord, og Southampton, Bournemouth og nytilkomne Brighton fra syd. Det virker til, at der er en fundamental forskel i, hvordan de driver klubberne i syd og i nord.

Vi har i mange år hørt om Newcastles ejer Mike Ashleys måde at drive klubben på. Det handler om at investere nok penge til, at Newcastle kan være med, og så ikke mere end det, og ellers er klubben en platform, hvor han kan brande sine andre virksomheder. Ligeledes i Hull City bestrider ejer Assem Allam en rolle som altoverskyggende skurk, som gentagende gange har taget klubben som gidsel for egen vindings skyld.

Dette resulterede bl.a. i en yderst amputeret og trænerløs trup, som ikke forstærkede sig ved hjælp af transfers i starten af igangværende sæson. Det har helt tydeligt haft sin effekt på det sportslige. Både i Newcastle og i Hull City.

Ydermere har Sunderland i mange år kæmpet med larmende uro på de indre linjer, for ikke at tale om den konstante kamp for overlevelse i ligaen og de utallige pis-i-bukserne-løsninger der har efterladt klubben i et værre rod. Status er pt. en noget desillusioneret David Moyes, som stort set ingen midler har at rykke med. Kort sagt en masse kortsigtede løsninger, som ofte ikke er i klubbens bedste interesse.

Anderledes ser det ud, når vi vender blikket imod syd. Man har i mange år kendt til Southamptons dygtige arbejde med deres ungdomsafdeling, som har produceret mange store spillere i Premier League, og denne investering i klubbens fundament er også grunden til, at klubben har etableret sig stabilt i Premier League, til trods for at klubben sprænges til atomer efter hver sæson grundet træner- og spillersalg.

Bournemouth er en lille klub, men virker til at have en langsigtet løsning, og ligner en klub, der fornuftigt nok sætter tæring efter næring og ikke overdriver med store transfers, som kan destabilisere klubben. Og nu har vi Brighton, som minder om sine to naboer, hvor man økonomisk tænker mere langsigtet, og ejer Tony Bloom har også udtalt, at de ikke vil spendere uhyggeligt mange penge efter oprykningen til Premier League, men fokusere på at styrke kernen i deres nuværende trup.

Han har brugt sine mange millioner i topmoderne faciliteter, nyt stadium og sagt nej til at sælge sine spillerprofiler som Lewis Dunk, Dale Stephens og Anthony Knockaert, selvom der har været lukrative bud på dem. Det lader til, at de har et sundere forhold til at drive en fodboldklub sydpå. Men hvorfor mon det?

Location, location, location

Premier League er og bliver et mere og mere globalt fortagende, som med deres lukrative produkt tiltrækker spillere og investorer fra hele verden. Og så er det lidt sjovere at slå sig ned et sted med chance for lidt mere sol, hvis man skal investere en kuffert med millioner og kommer fra klodens varmere himmelstrøg.. Derudover ligger London, som i den grad har en tiltrækningskraft for både spillere og investorer, heller ikke så langt fra sydkysten.

Dermed kan de fleste bosætte sig i eller tæt ved London uden at have så langt til arbejdet nede sydpå, og på den måde leve det eftertragtede storbyliv imens. I den seneste udgave af Monday Night Footbal diskuterer Sky Sports-eksperterne Gary Neville og Jamie Carragher dette magtskifte og fremhæver et tiltagende rygte om, at klubberne i nord overvejer at flytte eller åbne deres træningsanlæg i London, så de nemmere kan tiltrække spillere og investorer.

De ville så rejse til f.eks. Sunderland i weekenderne, når der skulle spilles kamp. Men praktisk talt ville klubbens dagligdag foregå i og omkring London udelukkende for at gøre den nordengelske klub mere attraktiv.

Man kan så stille sig selv spørgsmålet, hvorvidt dette vil flytte de nordlige klubber endnu længere væk fra lokalområdet og fansene, og om det i sidste ende kan betyde dødsstødet for en nordengelsk klub i London? Eller er de mange investeringsmillioner og muligheden for at tilbyde potentielle spillere det glamourøse storbyliv det hele værd?