Podcast: Chanceorgie ikke lig god fodboldskamp
Generelle

Podcast: Chanceorgie ikke lig god fodboldskamp

Der var for en kort bemærkning fuldt program i Premier League, inden det går løs med ny landskampsrunde. De Falske 9’ere samler op på endnu en livlig runde.

At dække op i zoner eller ikke at dække op i zoner; det er spørgsmålet. Men hvad er svaret? I hvert fald ikke udebanesejr til tiltagende usikre Arsenal under ledelse af Arséne Wenger – eller i hvert fald i skrivende stund. 9’erne drøfter, hvor problemerne for det ellers stabile hold kan spores hen.

Pligtsejre til Chelsea, Tottenham og Manchester United (ahøm) blev det ligeledes til, mens d’herrer Guardiola og Klopp bød hinanden op til hidsig polka i en kamp, der får væmmelsen frem i en enkelt forsvarsromantisk 9’er. Det hele var da også bare bedre i gamle dage, hvor et forsvar var et forsvar, og det samlede antal skudforsøg kunne tælles på en skovhuggerhånd.

Derudover blev der for tredje gang i sæsonen åbnet en Burnley-udebanechampagne, mens West Hams vokseværk tilsyneladende ikke går over lige foreløbigt. Leicester fortsatte nemlig deres kontroversielle genopståelse. Vi diskuterer hvem, der i grunden har den værste trup i bunden, og om der skal nye boller på suppen (spillere) eller monstro ny suppe på bollerne (træner) for at redde alt fra overlevelse, hen over forjættet 4. plads og til mesterskab.

Alt dette og meget mere serveret med højt humør og lunken humor i denne uges afsnit af De Falske 9’ere, som du finder LIGE HER.

-------

De Falske 9'ere er Danmarks ældste podcast dedikeret udelukkende til Premier League - perfekt for dig, der har fra mini til massiv interesse for engelsk fodbold. Find den via din foretrukne podcastudbyder eller her på Tipsbladet.dk