Podcast: Så fik Wenger endelig ram på Mourinho
Generelle

Podcast: Så fik Wenger endelig ram på Mourinho

Premier League 2016/17 nærmer sig sin afslutning - De Falske 9'ere guider dig kyndigt gennem de dramatiske sidste runder af verdens hårdeste liga.

Om det var det gode søndagsvejr skal vi lade usagt, men i hvert fald blev der både på Anfield og Emirates spillet fodboldkampe, der både i tempo og intensitet mere mindede om julikampe end om Premier League-opgør med afgørende top 4-point på spil.

I sidstnævnte kamp mellem Arsenal og Manchester United fik Arsene Wenger sin første ligasejr over José Mourinho, og dermed er portugiserens stime uden nederlag ovre efter 25 kampe i streg som ubesejret.

Men hvad siger mest om hans første sæson som manager for De Røde Djævle: Den stime eller at det ikke lykkedes for Manchester United at score et eneste mål på udebane mod top 6-konkurrenterne? Og hvad kan Arsenal egentlig bruge sejren til?

I bunden lykkedes det på en eller anden måde for Hull at gå målløse og besejrede fra banen mod Sunderland, og dermed er Swansea - efter sejr over Everton - tilbage i førerposition i ræset om den vitale 17. plads i Premier League.

Hvordan har Paul Clement formået at vride syv point ud af Swanseas seneste tre kampe? Må Marco Silva erkende, at det er lettere at vinde fodboldhjerter end at overleve i verdens hårdeste liga?

Med sit niende mål i 14 London-opgør sikrede West Hams argentiner Slaven Bilic tre point i den første af de to kampe, ledelsen efter sigende har givet ham til at redde sit job. Det gik ud over Tottenham, som dermed endegyldigt må vinke farvel til mesterskabet.

Kan det blive det hårdt tiltrængte vendepunkt for The Hammers på den nye hjemmebane London Stadium? Og kan situationen i Spurs overhovedet sammenlignes med nedsmeltningen mod slutningen af sidste sæson?

Vi svarer som sædvanligt på bedste evne på ovenstående og mange, mange flere langt bedre spørgsmål i denne uges udgave af De Falske 9'ere, som du finder LIGE HER.