Blog: Standpunktskarakter for Pep’s City: To skridt frem og halvandet tilbage

Af Aidin Sarfaraz

Det var til store fanfare, at Pep Guardiola langt om længe trådte til som styrmand for ambitiøse Manchester City sidste sommer. Noget utraditionelt blev ansættelsen annonceret allerede i februar, mens hans chilenske forgænger, Manuel Pellegrini, stadig puklede med at holde City i Champions League (blev til semifinalenederlag til Real Madrid) og PL’s top-4.

Dengang spekuleredes det, at den tidlige annoncering af ny træner ville ryste den i forvejen ustabile City-tømmerflåde unødvendigt. ”Spillerne ville holde op med at spille for Pellegrini”, lød det. Og på visse måder kan man vel også sige, at det endte sådan.

På den anden side af samme tanke var dog det aspekt, at 1) spillerne fik et halvt år til at spille sig PÅ Peps hold, og 2) klubben havde et halvt år til at forberede sig på den ny manager, som kort efter sikrede sig det tyske mesterskab med lukkede øjne og en arm bundet bag ryggen.

Med særligt sidstnævnte – men også Peps hidtidige CV – in mente, er det så den store overraskelse, at folket er ude med rynkede næser, skæve mundvige og spidse fjerpenne?

GOD START

Op til sæsonstart var Hierarkiet© rendt i byen og havde sikret deres nye træner Ilkay Gündoǧan (til Xavi-rollen), John Stones (til Pique-rollen), Lery Sané (til Pedro-rollen) og Claudio Bravo (mest til folkets underholdning). Som ekstra snoldepenge fik han så også lige Nolito smidt oveni. Med en samlet regning på over £130 mio. skulle det værste vel være dækket.

Og det startede da også med lyn og torden: Guardiola vandt sine første 10 kampe som manager for The Citizens, herunder bla. en affejning af ærkefjenden Mourinhos Manchester United på udebane. Undervejs havde han flyttet backs ind som centrale def-midt’ere, kørt yderst offensive fløje ned som backs og brugt Fernandinho alt efter, hvad terningen lige landede på den pågældende uge. ”Geni! Vidunder! Skaldet!” råbte folket med fråde i øjnene og julelys om munden.

Hele vejen igennem har Pep skiftet flittigt ud i sin start-11’er. Det engelske kampprogram er jo som bekendt et notorisk tætpakket eet af slagsen, og med Hierarkiets© altoverskyggende ambition om et seriøst CL-kandidatur, havde den i forvejen tyndhårede catalaner nok bolde i luften.

Men det er vel helt fint, for det er jo sådan, han foretrækker det?

”ULTRAVIOLET FODBOLD”

Første håndfuld grus i maskineriet kom i form af oktober måned, der (+/- et par dage hver vej) bragte hele seks kampe uden sejr med sig. Ærgerlige hjemmebane-uafgjorte mod Everton og Southampton blev suppleret af smædende nederlag til især Barcelona i CL og Tottenham på hjemmefronten foruden tidligt Anders And Cup-exit efter 0-1 ude mod bysbørnene.

Særligt afklapsningen mod Barcelona bredte store bølger. Det var jo den altdominerende taktikers chance for at teste sin nyeste øse mod fordums dyt og dermed vise, at det var manageren og ikke nødvendigvis spillerne, der var afgørende for Barcas storthed. At idéerne var managerens – og de er transportable.

4-0 senere var det direkte tilbage til tegnebrættet. Responsen var tydelig: Endnu flere ændringer, justeringer, nye dissenter og kryptiske startopstillinger.

For nogle måneder siden undrede vi os højlydt i vores ugentlige podcast om de voldsomme udsving i præstation og udbytte skyldes et lag af taktik, som ikke er synligt for det ikke-indviede fodboldøje. Om manden praktiserer ”ultraviolet fodboldtaktik”. Særligt det pinligt amatøragtige nederlag til ellers uduelige Leicester City satte grublerierne i gang. Kunne det tænkes, at Pep, som en anden Einstein, opererer på så højt niveau, at vi først udvikler de nødvendige begreber og måleapparater til at forstå det om en generation eller tre?

NÆRMER SIG KARRIERENS AFSLUTNING

Siden da har de himmelblå fra Manchester ikke ligefrem taget kritikerne med storm. Holdet ligger og kæmper med næb og klør om de sidste halvanden CL-givende pladser og måtte i sidste weekend lide den lidet flatterende skæbne at smide en føring over ellers sårede Arsenal i FA-Cuppens semifinaler. Dermed er det lige straks matematisk sikret, at Guardiola for første gang i karrieren slutter en sæson uden medalje(r).

Med en trup, der efter sigende siger farvel til op mod 17 spillere til sommer, og et spilkoncept, som ikke lader til at været sivet HELT ind hos andre end David Silva og måske Claudio Bravo (!), kunne Manchester City let tænkes at blive sommerens helt store overskriftemne. Der skal i hvert fald mærkbart andre boller på suppen, hvis den kronhædrede fodboldgeni skal overbevise andre end sig selv og et par førsteholdsspillere om, at hans koncepter ikke er kejserens nye klæder.

Selv kigger Pep da også til fremtiden, dog ikke alt for langt: ”Jeg tager en føler til den tid – det gør jeg allerede. Jeg kommer ikke til at stå for træning, når jeg bliver 60 eller 65, så nej-nej-nej.”

”Manchester City bliver tre år eller måske lidt længere, men jeg nærmer mig stadig afslutningen på min trænerkarriere. Det er jeg ret sikker på”

------------------

De Falske 9'ere er Danmarks ældste dedikerede Premier League-podcast. Lyt med, når Martin, Andreas og Aidin gennemgår ugens runde med knivskarpe analyser og højt humør. Du kan høre seneste afsnit HER.