• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Jacob Pedersen

Ove-mania: Topper 1. division

Ove-mania: Topper 1. division

Af Jacob Pedersen

Hvad fatter gør .... Superliga-erfarne Ove Pedersen (61) og Ove Christensen (65) topper efter sæsonens første syv spillerunder 1. division med Fredericia og Vendsyssel. Hvad er det egentlig, som de to trænere kan? Og hvordan adskiller de sig fra hinanden? Dobbeltinterview

Der er topkamp i den næstbedste række, når Vendsyssel og Fredericia fredag aften mødes i Hjørring på førstnævntes hjemmebane. Et point adskiller nord- og sydjyderne, der er sæsonens første indbyrdes møde mellem de to, der ikke umiddelbart er oprykningsfavoritter. Vinderen ligger sig i spidsen. Får ekstra omtale. Sikkert en ramme øl i omklædningsrummet. Det er topkampes natur.

Anderledes er det dog, at det er Fredericia og Vendsyssel, der er en del af det. For Vendsyssel var sidste sæson, hvor man endte på fjerdepladsen og også undervejs toppede rækken, den første i klubbens levetid, hvor man var iblandt de bedste seks hold, mens Fredericia kæmpede for overlevelse frem til sidste spillerunde. I 2009/2010-sæsonen endte Fredericia ganske vist på tredjepladsen, ligesom man gjorde i 2002/2003-sæsonen, men det forstørrer kun billedet af en klub, der længe har været uden for de sjove pladser, hvor man dog holder til nu.

Og hvordan er de så nået dertil? 65-årige Ove Christensen og 61-årige Ove Pedersen har sat ansigt på fremgangen. Og står formentlig med det meste af ansvaret. Tipsbladet.dk har snakket med Superliga-nestorerne. For hvad er det lige, de to kan? Og kan de nødvendigvis også sættes i samme bås?

”Vi kommer fra en generation med god ballast. (...) At lukke en virksomhed er f.eks. en ubehagelig ting, der er hårdere end fodbold.”

OP: »Vi kommer fra en generation med god ballast. Ove (Christensen, red.) har været lærer og bordtennistræner. Jeg har været filialdirektør i en bank. Det har givet mig en fantastisk lederuddannelse og mange oplevelser. At være med til at lukke en virksomhed er f.eks. en ubehagelig ting, der er hårdere end fodbold. De ting, som jeg har prøvet, gør, at jeg er meget direkte og ikke pakker tingene ind.«

OC: »Jeg er påvirket af min uddannelse som lærer. Engang var det et skældsord. Det håber jeg ikke, at det er længere, for det er en kæmpe fordel. Fodbold er for trænere faglighed og mentalitet, men det handler mindst lige så meget om, at vi kan lære fra os og inspirere spillerne, så de ved præcist, hvad vi forventer.«

OP: »Jeg ved godt, at mange unge trænere ikke har samme mulighed, men jeg er rigtig glad for den vej, jeg har taget, og det bagland, som jeg har. Når jeg sætter mig ned med ledelsen og skal fremlægge planer eller spillere, som jeg gerne vil have, kan jeg argumentere, dokumentere og sige, hvad det koster og ikke koster. Fodbold er også træningsøvelser, men det er også meget mere end det.«

”Jeg betragter ham som en god kammerat og en vinder, der stiller store krav til sig selv. Der er rigtig meget grundighed og flittighed.”

OP: »Han er hårdtarbejdende. Han springer aldrig over, hvor gærdet er lavest. Der er kvalitet bag de hold, som han er træner for. Man går ikke bare ud og slår hans hold. Vi er kommet noget tættere på hinanden, som årene er gået. Vi trænere har altid fandens travlt med hver vores job, så vi har ikke noget privat kørende, hvilket jeg ikke tror, nogen trænere har, men vi har stor gensidig respekt for hinanden.«

OC: »Ove er en god kollega, som jeg har mødt mange gange og spillet svære kampe imod. Jeg betragter ham som en god kammerat og en vinder, der stiller store krav til sig selv. Der er rigtig meget grundighed og flittighed.

”Jeg har flere gange sagt, at jeg overtog en god trup fra Søren (Kusk, red.), men vi har også – bl.a. igennem mit kendskab til spillere – fået mulighed for at udvikle truppen. Det har gavnet klubben og holdet, at vi har haft Jesper og Chris (Sørensen, red.) til at løfte overliggeren.”

I Vendsyssel er Ove Christensen i gang med anden sæson efter sidste sæsons fjerdeplads. Under sig har han et spillerkuld, der har undergået en del forandring siden hans tiltrædelse. Kun seks spillere er tilbage i forhold fra den trup, som han overtog sidste sommer, hvor klubben kun lige undgik nedrykning.

- Der var en periode, hvor klubben tog mange udenlandske spillere ind, men jeg tror ikke, at man rigtig formåede at integrere dem. Jeg har flere gange sagt, at jeg overtog en god trup fra (Søren, red.) Kusk, men vi har også – bl.a. igennem mit kendskab til spillere – fået mulighed for at udvikle truppen. Det har gavnet klubben og holdet, at vi har haft Jesper (Christiansen, red.) og Chris (Sørensen, red.) til at løfte overliggeren, lyder en del af analysen.

- Vi har fået mange nye ind, men det er mit indtryk, at de alle har haft let ved at tage udfordringen op. Og vi lægger hele tiden på. Jeg har aldrig haft en idé om, at jeg ville hertil og reformere det hele. Vi har været meget opmærksomme på, at det ikke går for stærkt. Vi vil gerne have nyt blod ind, men det skal også være spillere, der lynhurtigt bliver betragtet som Vendsyssel-spillere og vendelboer, fortæller han, inden han fortsætter og fortæller om de udfordringer, som han mener, at man har i konkurrencen med rækkens mere etablerede hold.

- Vi er stadigvæk en klub, der ikke har grundlaget til at være fuldtidsprofessionelle. Vi står i en anden situation end Silkeborg, HB Køge, Oves hold og andre klubber i rækken, hvor spillerne er på fuld tid. Vi træner stadigvæk kl. halv fire og har spillere, der kommer direkte fra arbejde. Det er en anden og noget sværere opgave end i Vejle (2007-2009, red.) og Viborg (2003-2006, 2011-2014, red.), hvor vi rykkede op en og to gange, fordi udgangspunktet er et andet.

”Var der kommet en Superliga-klub, havde jeg valgt den foran Fredericia.”

For Ove Pedersen er skiftet til Fredericia forud for sæsonen kommet efter 24 succesfulde spillerunder i OB, som han i sidste sæson førte fra en ellevte- og nedrykningsplads til en niendeplads og sikker overlevelse. Han forklarer det selv med tilfældigheder. Og med sin vanlige sydjyske og til småfynske accent. Tefældiheer. Entli. Faglihee. Yada, yada. Det er bekendt.  

Det har været meget tilfældigt. Jeg var i slutningen af april og i maj i spil til et par jobs i udlandet, og på det tidspunkt var jeg egentlig ikke interesseret i danske aftaler. Der skete ikke noget i udlandet, og så ville skæbnen, at Fredericia ledte efter en træner. Havde klubben reddet sig tre uger før og ikke på sidste spilledag, havde de formentlig fundet en træner, og så havde jeg ikke været her.

- Og var der kommet en Superliga-klub, havde jeg valgt den foran Fredericia, men når det er sagt, er jeg ikke ked af at være her. Det er en god klub, og når det handler om det udgangspunkt, som jeg er startet med, har Fredericia et bedre setup, end Vestsjælland havde, da jeg startede der. Selvom jeg mener, at Vestsjælland er kommet foran, fortsætter han om den nye rolle.

Og stolen har udformet sig efter ham, siden han har sat sig i den. Efter de første syv runder er man det eneste ubesejrede hold i 1. division, hvor man med to kampe i hånden har to point op til Vejle på førstepladsen.

Forud for det er der gået en del udskiftning i spillertruppen. Hele 10 spillere – alle start- eller indskiftningsspillere – er kommet til i sommerpausen.

- Hvis Fredericia sidste sæson havde sikret sig overlevelse noget før, var der garanteret også blevet forlænget aftaler med mange af de spillere, der forsvandt i sommer – spillere, som vi var glade for, og som havde gjort det godt længe. Vi har skullet opbygge noget nyt og har lavet en totaludskiftning

- I transfervinduet var et af mine kriterier, at dem, som vi skulle hente, skal være unge og ikke være over the hill. Mange af dem, som vi har hentet ind, har tidligere gjort sig i Superligaen og vist højt niveau. De skal være ærgerrige og føle, at de ved at komme til Fredericia kan komme tilbage til det niveau.

Det er anderledes end den transferpolitik, som Ove har stået for i Vendsyssel. Jesper Christiansen og Chris Sørensen er lidt ældre end Brent McGrath, Nicholas Gotfredsen, Oliver Feldballe, og hvad de yngre folk ellers hedder. 

- Det skal man passe på med at sammenligne. Ove har også haft et år ekstra at arbejde med. Og jeg vil egentlig rose ham for det hold, som han har sammensat. F.eks. Jesper Christiansen og Chris Sørensen. Han har sgu gjort det godt. Og det er ikke kun ældre spillere, der er kommet ind. Han har bl.a. hentet Bjarke Jacobsen og Simon Okosun. Det er rigtig godt set. De er begge to spillere, som jeg har holdt øje med, og som har været interessante for mig, fortæller han.

- Og det er da dejligt at erfare, at vi begge møder spillere, der stadigvæk er interesserede i at spille for os. Jesper Christiansen fik sit gennembrud under Ove i Viborg. Nu er han i Vendsyssel. Michael Lumb (AGF, red.), Jan Kristiansen (Esbjerg, red.) og Peter Nymann (Esbjerg, red.) har alle spillet for mig i Vestsjælland. Nu spiller Dennis Høegh (AGF, red.) i Fredericia. Jeg synes, at det er en slags kvalitetsstempel, at spillerne ved, at de får en god uddannelse under os. 

- Jeg tror, at vi er karakteriseret ved, at vi begge to er meget nysgerrige og går meget op i vores arbejde, forberedelse og organisationen – klubben og holdets. Jeg tror, at vi begge to gerne vil være omhyggelige og give vores spillere de værktøjer, som de har og kan få brug for.”

Men hvad er så det, som de kan, de to? Hvad er det ’noget’, der så tit bliver nævnt i forlængelse af deres navne og historie. Et fællestræk er den ulige vej til sidelinjen, som de har talt om. Historien om skolelæren og bankdirektøren, der fik andre tavler at skrive på. Et andet er erfaringen, der ikke fornægter sig.

Passionen, grundigheden og nysgerrigheden, som Ove Christensen nævner, er et tredje, kan det se ud til. Vandrørene fortæller bl.a. om tidlige morgener, hvor Ove Christensen – et smådårligt knæ til trods – selv har tromlet en blød træningsbane. Ove Pedersens kilometertæller i bilen og fire-fem-seks ugentlige livekampe, som ikke er ulig kollegaens statistik, er et andet, fornuftigt eksempel. 

OP: »Det er da rigtigt, at vi kan et eller andet, men jeg ved ikke, om det er noget specielt. Jeg har efterhånden prøvet mange ting. Jeg har ført tre hold (FC Midtjylland, AGF, Viborg, red.) op i Superligaen og vundet to bronzemedaljer (FC Midtjylland, Esbjerg, red.). Jeg har været brændslukker i OB. ”Det har du aldrig prøvet. Det må du hellere prøve.” Jeg har trænet tophold i ni år. Det er mange ting. Og jeg har nok aldrig været en bedre træner, end jeg er i dag. Jeg lærer hele tiden, og selvom jeg er erfaren og kan mere, end jeg kunne som 45-årig, kan jeg ikke sige, at jeg kan det hele. Men det gør tingene nemmere, at jeg har prøvet mange ting. I OB kom jeg ind ad bagdøren og havde to-tre træninger til at lave et hold, der kunne få point. Så stresser man i hvert fald ikke over tre ugers opstart.

OC: »Jeg tror, at vi er to moderne trænere. Og det er ikke sagt for at provokere. Jeg tror, at vi hele tiden prøver at forny os og følge med tiden. Og så tror jeg, at vi er karakteriseret ved, at vi begge to er meget nysgerrige og går meget op i vores arbejde, forberedelse og organisation – klubben og holdets. Jeg tror, at vi begge to gerne vil være omhyggelige og give vores spillere de værktøjer, som de har og kan få brug for. Det er selvfølgelig altid en balance mellem, hvor meget der skal informeres, og hvor meget der skal overlades til spillerne, men jeg vil gerne være grundig, og grundighed tager tid,« siger han og fortsætter.

Jeg stiller enormt store krav til mig selv og til mine omgivelser. (…) Jeg arbejder meget og hårdt, og det kan være svært for mig at acceptere, hvis andre ikke kører på samme klinge og vil det lige så meget.”

OC: »Jeg er meget bevidst om, at det kan give respekt og motivation fra og hos spillerne, hvis de kan se, at man er ordentlig forbedret og virkelig er villig til at gå i brechen for dem. Det betyder, at jeg involverer mig meget, når jeg er i en klub, og jeg forventer samtidig, at ledere og spillere gør det samme.«

OP: »Jeg stiller enormt store krav til mig selv og til mine omgivelser. Det er der også nogen, der bliver skræmt af. Og selvom det er på højt niveau, at jeg har været træner, er der også nogle, der ikke kan følge med. Jeg arbejder meget og hårdt, og det kan være svært for mig at acceptere, hvis andre ikke kører på samme klinge og vil det lige så meget. Der er udfordringer, og jeg har oplevet, at nogen kigger på klokken og mener, at det kan gøres dagen efter i stedet for med det samme. Jeg mener, at det skal gøres med samme.«

OC: »Jeg synes, at man som træner er forpligtet til at kere sig om spillerne og det, der sker uden for banen. Man skal også være advokat for sine spillere. Værne om dem. Konfrontere dem fagligt. Og presse dem til det maksimale. Jeg tror på, at vi kommer langt med en fælles- og ejerskabsfølelse, og at det forplanter sig på banen. Det handler ikke om, at de skal ville mere for mig. Det handler om, at de skal spille for holdet, klubben, kammeraterne og fansene.«

”De holder begge rigtig, rigtig lange taktikmøder, hvor indholdet bliver udlagt fra bunden og forklaret, som var vi spillere børnehaveben. Det er helt lavpraktisk. Du skal løbe derover. Du skal holde øje med ham. Du skal gøre sådan her. Det er meget detaljeret, og de gør alt for at sikre, at man kan huske oplægget, når man går fra taktikrummet.”

Lighedstrækkene er der. Ifølge dem selv og dem, der kigger på. Den brogede baggrund. Erfaringen. Passionen og selvopofrelsen, der er afgørende for forståelsen af dem. Noget, der kan forklare den succesen lige nu

Men er de nu også så ens, som de har det med at blive gjort til?

Thomas Dalgaard har spillet under begge to. For Ove Christensen i Viborg fra 2012-2014, hvor han scorede, når andre skifede underbukser. I foråret for Ove Pedersen i OB, hvor målene var færre. Den 31-årige angriber fortæller om to trænere, der minder om hinanden på træningsbanen, men som også adskiller sig.

- Det er et par rare fyre. Af de to har jeg det bedste forhold til Ove Christensen, der var den træner, som jeg spillede længst tid under. Og gjorde det bedst for, for det betyder også lidt, fortæller den erfarne målscorer og fortsætter.

- Han har betydet rigtig, rigtig meget for min karriere, og jeg spiser stadigvæk frokost med ham en gang imellem. Han er en rigtig hyggeonkel og en meget lun person, der tænker meget på, hvordan hans spillere har det.

- Det kan man f.eks. mærke efter en kamp, hvor han bruger tid på at tale med spillernes koner, kærester og familier. Min kæreste var f.eks. rigtig glad for ham og den omsorg og interesse, som Ove viste hende og vores familie.

- Jeg spillede mindre under Ove Pedersen i OB, og jeg var da af den grund også lidt træt af ham, men jeg kan ikke andet end at tage af for ham og det arbejde, som han har lavet, og som han laver lige nu. Det er svært at være uenig med en mand, der leverer, uanset hvor han er. Han er ikke helt på samme måde som Ove (Christensen, red.), der er mere åben og måske varmere. Der er han (Ove Pedersen, red.) måske en smule mere diskret, fortsætter han om trænerne.

- Jeg synes, at de er ens på træningsbanen. De holder begge rigtig, rigtig lange taktikmøder, hvor indholdet bliver udlagt fra bunden og forklaret, som var vi spillere børnehavebørn. Det er helt lavpraktisk. Du skal løbe derover. Du skal holde øje med ham. Du skal gøre sådan her. Det er meget detaljeret, og de gør alt for at sikre, at man kan huske oplægget, når man går fra taktikrummet.

”Det kan godt være, at jeg er lidt mere nordjysk og diplomatisk, uden at det skal være en kritik af ham. Han er måske lidt mere håndfast og offensiv, når han udtaler sig, mens jeg ikke nødvendigvis siger, at vi skal vinde den næste kamp og rykke op til sommer. Som eksempel.”

OP: »Jeg ved ikke alt om, hvordan Ove arbejder på banen og med sine spillere, men der en faglig forskel på vores hold. Det er f.eks. vores forsvarsspil, der adskiller sig. Det er detaljeret, men der er i forskelle i måden, hvorpå vi arbejder, selvom vi begge har ry for at organisere vores hold godt. Det er der mange trænere, der siger til mig, men det forstår jeg ikke altid. Jeg tager det som en ros, men jeg kan ikke lade være med at tænke, hvorfor du ikke er selv er det. Det skal man vel kunne som træner,« siger han med vanlig skarp tunge.

OC: »Det er den konkrete forskel, at Ove indtil videre har spillet med en 3-5-2-formation, mens at vi er gået fra at spille 3-5-2 i sidste sæson til nu at spille 4-4-2 eller varianter af det, men jeg tror, at mit forsvar er mere kollektivt orienteret, end hans er. Vi er også tit blevet kaldt defensive, men vi har også lige tit snakket med hinanden om, hvordan nogen forbinder en god organisation med en defensiv indstilling. Man skal selvfølgelig altid tage pulsen på sit hold. Og udgangspunktet er situationsbestemt. Jeg har trænet mange undertippede hold, men jeg vil som udgangspunkt gerne spille et hurtigt og direkte angrebsspil. Vi vil gerne sætte bolden på spil, men det bliver ofte udlagt som om, at man kun spiller på kontra. Det er svært at fjerne en etikette, når først den sidder på en.«

Og hvad med personligheden? Hvad siger I, hvis jeg mener, at den ene af jer har lidt mindre beskedenhed og lidt færre fingre for munden, når han snakker?

OP: »Jeg er måske lidt mere udfarende med mine udmeldinger, end Ove tidligere har været, men jeg synes egentlig også, at han også har ændret sig, og at han ikke er bleg for at komme med skarpe udmeldinger. Vi er begge fra en tid, hvor kommunikationen måske har været ydmyg og underspillet, men jeg tror også, at vi begge har lært, hvor vigtigt det er at få sine budskaber ud.«

OC: »Det kan godt være, at jeg er lidt mere nordjysk og diplomatisk, uden at det skal være en kritik af ham. Han er måske lidt mere håndfast og offensiv, når han udtaler sig, mens jeg ikke nødvendigvis siger, at vi skal vinde den næste kamp og rykke op til sommer. Som eksempel. Ikke at Ove har sagt det.«

"Det fylder ikke, at det måske kan være mit sidste job. (...) Det er kun den næste kamp, der tæller. Kampene er et kick for mig. Det er ren opium.

Og hvad så med fremtiden for Superligaens næst- og tredjemest erfarne trænere med hhv. 398 og 375 kampe. For 61-årige Pedersen? For 65-årige Christensen? Begge har de svært ved at se stopknappen. Kun Superliga-strukturen skræmmer.

OP: »Kurt Andersen spurgte mig nogle gange, om jeg aldrig blev træt. Og det gør jeg ikke. Jeg er så passioneret omkring det her, og man skal ikke kunne mærke forskel på mig, uanset om jeg træner et Superliga- eller 1. divisionshold. Det er passionen og glæden, der driver mig. Jeg har verdens næstbedste job. Når man ikke selv kan spille, er det at træne,« siger han ikke for første gang.

OC: »Det fylder ikke. Og man kan heller ikke være skarp, hvis man lader sådan noget fylde. Det er kun den næste kamp, der tæller. Kampene er et kick for mig. Det er ren opium. Og træningsugen er endnu bedre. Tiden mellem kampene. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Træningen og samværet med spillerne. Det elsker jeg. Og det har jeg ikke nogen udløbsdato på.«

OP: »Jeg har da overvejet de kedelige poster som landstræner, direktør og sportschef, men jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle stoppe med at træne«, siger han, inden han med den skarpe tunge, der efterhånden synes at kendetegne ham, tillader sig at sende en bredside mod Superligaens kommende struktur og nævner særligt den som en ting, der kan få ham til at overveje at stoppe.

OP: »Der er en ting, der kan fremskynde det, og det er den nye turneringsstruktur. Tænk at være Superliga-træner og fra alle sider blive bombarderet med spørgsmål om, hvad man nu spiller om. Jeg har langt fra truffet en beslutning, men den tanke popper op en gang imellem og får mig til at overveje at stoppe. I Danmark.«

Se, det er lidt kontroversielt. Og hvad så hvis Fredericia rykker op til sommer? Bliver det så uden dig, at klubben for første gang skal spille i Superligaen?

OP: »Det er en mulighed, at vi kan rykke op, og det vil være en motivation til at fortsætte. Men hvis du kommer til at træne et etableret Superliga-hold og får svært ved at spille i top seks, ville jeg fandeme være ked af det. Der er mange store klubber, der ikke kommer med der, og de kommer til at spille kedelige kampe uden betydning. Så vil jeg hellere træne et u19-hold.«

Så langt er vi ikke endnu. Heldigvis. Først mødes de fredag aften. Og det for 117. gang. Med deres brogede baggrund. Med erfaringen. Med den passion, der får dem til at tale om en fodboldkamp, som var den deres første. Og sine forskelle, for dem er de ikke uden, selvom det kan være svært at se dem på 90 minutter.  

Og med hårene fjernet fra suppen, for det er topkamp, fredag aften. Med oprykningsfavoritstemplet som vedhæng. Og det er de ikke uden aktier i.

Uanset om eller hvordan de selv siger det.

Superliga

Mere Superliga

Fokus