Karantæner - hvem er ude?
2018-02-09 16:20
Foto: Getty Images

Jan Carlsen er dommerbedømmer og en af Europas mest anderkendte fortolkere af fodbold-loven - i denne uge handler det om de mange diskuterede kendelser i braget mellem Liverpool og Tottenham.

Selv om jeg får set en god del fodbold på TV, er det ikke alt, som jeg får samlet op live. Til gengæld er jeg sjældent i tvivl om, når der er sket et eller andet ud over det sædvanlige - og det var jeg heller ikke søndag, hvor jeg sad fredeligt i toget hjem efter en hel weekend i fodboldens tjeneste (heldigvis indendørs med instruktørprøver). 

Pludselig bimlede og bamlede både telefon og pc med sms’er og mails - dels fra dommerkolleger, dels fra helt almindelige mennesker, som alle havde ét til fælles: de havde fulgt med i Liverpool - Tottenham og afslutningen dér. Mandag kom der et par journalister og lidt flere til, så efter interessen at dømme giver ugens emne mere eller mindre sig selv. For det første er det sjældent, at man får en så koncentreret og omskiftelig afslutning på en kamp, og ikke mindst er det sjældent, at vi har to så komplekse situationer, som dækker en god del af fodboldloven.

For en ordens skyld skal jeg sige, at både Liverpool og Tottenham faktisk er to af de hold, som jeg rigtig godt kan lide at følge - der sker altid noget - så jeg har ikke nogen preferencer i den ene eller anden retning.

Og når jeg ikke vover mig ud med de helt krystalklare vurderinger, men det i det følgende meget bliver et spørgsmål om at opregne problemområderne med argumenter for og imod, er det ikke, fordi jeg er blevet specielt bange af mig, men i flere tilfælde mangler jeg lige den rigtige vinkel for at kunne være skråsikker. Jeg kan se, at situationerne i aviser og på sociale medier også har trukket forhenværende dommere af stalden i fin stil: herhjemme har jeg noteret mig  Kenn Hansen og Benjamin Leander, i England Mark Clattenburg og gode gamle Dermot Gallagher.

De er langtfra enige, men det er egentlig meget karakteristisk, at de argumenterer smukt for synspunkterne - den eneste, som falder igennem den tynde lov-is, synes at være Clattenburg, som i hvert fald ikke kan forklare, hvorfor han lander, hvor han gør. Det vender jeg tilbage til.

Lad os rykke langsomt frem - 87. minut og 1-1. En lang bold stikkes frem mod Harry Kane, som slipper fri på kanten af offside, fortsætter mod mål og går omkuld i en nærkamp med målmand Karius, der kommer glidende ud i ham. Straffespark - og så begynder festlighederne. Linjedommeren kalder dommeren ud, og nu følger over et minuts diskussion, som nærmest er en anskuelsesundervisning i, hvordan sådan noget ikke skal gøres. Diskussionen foregår lige oven i en mikrofon, og en spiller fra hvert hold er interesserede tilhørere på meget nært hold.

På et tidspunkt deltager de endda. Dem får man dog smidt væk til sidst, og så fortsætter diskussionen - at dømme efter kropssproget virker det ret klart, at ingen af dem er specielt overbevist om det, som må være sagens kerne: Kane er i offside-position, da afleveringen falder (viser den langsomme gengivelse), men Liverpools Lovren gør et udfald mod bolden, og rammer han den eller ej, før den fortsætter hen til Kane ?

Når bolden sidst er rørt af en modspiller, skal man spørge sig selv, om dette er en tilfældig berøring eller en redning. I så fald er der stadig offside, men ellers er vi kommet videre i livet, og angriberen skal have lov til at løbe. Redningen kan vi hurtigt eliminere, for den er reserveret situationer, hvor bolden er på vej i mål eller meget tæt på mål. For mig ser det ud til, at Lovren forsøger at sparke den bold væk, men kikser, så bolden kører videre til Kane.

Det ser ikke tilfældigt ud Men kikser han så meget, at han slet ikke rører bolden, så det reelt er en direkte aflevering og dermed offside ? 

Igen kunne det godt se ud til, at der er en minimal berøring - og så er offside-situationen død. Det er her, Clattenburg går galt i byen, for han kalder det tilfældigt - med det argument, at havde det været forsætligt, ville spilleren jo have sparket bolden op ad banen. Men det argument holder ikke, for en dårlig teknik i form af en elendig tæmning er stadig en forsætlig handling. Så vi glemmer offsiden.

Næste spørgsmål er, om der overhovedet er kontakt mellem Karius og Kane. Igen er vinklerne ikke ideelle (selv om der er nok af dem), men det kunne ligne, at der er en lille kontakt oppe omkring Karius’s skulder, og i så fald er straffesparket også godt nok. Vi er efter min bedste overbevisning ikke ude i, at Kane filmer.

Godt nok springer han højt, men det er for at komme forbi målmanden. Det, som så kan undre mig, er, at der ikke kommer en følgestraf på. Ingen tvivl om, at Karius går efter bolden, så en udvisning for at berøve en oplagt scoringsmulighed inde i feltet er ikke aktuel, men jeg kunne sagtens have brugt en advarsel for ligesom at få lukket situationen ned. 

Medmindre dommer Moss mener, at vi slet ikke snakker oplagt scoringsmulighed, men kun at bremse et lovende angreb. Så er det OK ikke at give advarsel inde i straffesparksfeltet, når bolden forsøges spillet. Så der er tonsvis af overvejelser her - vi lander nok det rigtige sted med kendelsen, som også var dommerens første indskydelse - og i øvrigt leverer Kane så et elendigt straffespark lige på Karius.

Vi springer en 6-7 minutter, og Liverpool er i mellemtiden kommet på 2-1. Tottenham presser på. Ud af det blå falder Lamela omkuld i feltet efter en duel med van Dijk. Dommeren lader spillet fortsætte, og det når faktisk at vende - da linjedommeren (samme som før) nu vinker for, hvad der viser sig at være et straffespark. Og så kan vi tage hele turen igen - denne gang dog en kortere konsultation, og de fire Liverpool-spillere, som gerne vil blande sig, bliver hurtigt verfet væk. Ellers er elementerne de samme. Vinklen er skæv, men Lameda er, da bolden sidst bliver spillet af en Tottenham-spiller, i betænkelig nærhed af offside-grænsen og meget tæt på en forsvarer.

Er han i offside-position, er der ingen tvivl om, at han generer en modspiller ved at forsøge at erobre bolden, da han søger op mod van Dijk. Det ville gøre ham strafbar offside. Gentagelsen viser, at van Dijk sparker ud efter bolden og derved rammer Lameda i knæhasen. Man kan godt argumentere for, at det er en forsætlig handling, for man skal ikke lade sine ben flyve omkring på den måde - så er risikoen i hvert fald overhængende for, at man får fat i manden og ikke bolden (eller både-og). Man kan omvendt også med en vis ret argumentere for, at Lameda selv søger kontakten med van Dijks ben i bevægelse - uden at det bliver til film af den grund.

Men er der en forseelse, er næste spørgsmål for mig , om den berøring er ’stor nok’ til at kunne berettige et straffespark ? 

Linjen skulle gerne være nogenlunde den samme inden for og uden for straffesparksfeltet, så hvis den samme kontakt ville blive dømt oppe i midtercirklen, skal den også dømmes i feltet, men det er godt nok et grænsetilfælde, og det er en modig mand, der på det grundlag afsiger en potentielt kampafgørende kendelse dybt inde i overtiden (efter at have haft en diskutabel én få minutter før).  Men det er jo ikke modige mænd, der mangler i Premier League. Denne gang scorer Kane - og så ender det hele 2-2 efter en af de mest hæsblæsende afslutninger, som jeg kan mindes på det seneste

Hvad kom der så ud af det ? 

Først og fremmest, at vi med de to situationer kom rundt om alle tre mulige offside-strafbarheder, spørgsmålet om forsætlig kontakt, tilfældig kontakt eller film - samt mulig følgestraf i forskellige varianter i straffesparksfeltet. Ledelsesmæssigt vil jeg håbe, at dommerne også sætter sig ned og kaster et par kritiske blikke på specielt konsultationen ved det første straffespark. Man taler nærmest direkte ned i en mikrofon, som tilfældigvis er der, spillerne står helt henne på tæerne meget længe i stedet for at komme væk - man forsøger ikke at skærme munden med hånden, så en ekspert i mundaflæsning ville med god hjælp fra producerens zoom kunne få meget ud af det her. Kort sagt alt det, som man plejer at advare dommerne mod.

Jeg har endda set refereret, uden dog at kunne høre det i klippet, at der på et tidspunkt i forløbet bliver kommunikeret via headsettet til 4. dommeren, om han har set noget på en monitor derude, og der er i hvert fald fuldstændig no go, lige så vel som dommeren selvfølgelig ikke kan referere til storskærmen, hvis nogen skulle formaste sig til at lade situationen komme forbi deroppe. 

Med andre ord fik vi med disse situationer ud over elementær underholdning på ganske få minutter dækket nogle af de vigtigste problemområder i fodboldloven af på forbløffende kort tid - og selv med manglende og ikke-ideelle vinkler ser det ikke ud til, at noget er himmelråbende og éntydigt forkert, selv om den kunstneriske udførelse afgjort kunne have været bedre.   

Karantæner - hvem er ude?
Jan Carlsen er dommerobservatør og en af Europas mest velansete fortolkere af fodboldloven. Hver uge behandler Jan Carlsen et aktuelt emne i Tipsbladet og deler ud af sin store ekspertise i fortolkning af fodboldreglerne.
SENESTE NYT...