Carlsen: En uge med VAR ved VM

For to uger siden havde jeg den teoretiske del af VAR under behandling på denne plads.

Nu er den første uges VM-kampe i hus, og det er nok på sin plads at tage en tur mere i manegen, nu hvor der har været nogle situationer, der kan sætte noget kød og blod på   skelettet. 

Har VAR så levet op til forventningerne ? 

Grundlæggende synes jeg, at det har, selv om det kunstneriske indtryk i nogle tilfælde har ladet en del tilbage at ønske. Samtidig har jeg også kunnet spore nogle generelle tendenser i dommerpræstationern, som meget vel kan være forårsaget af VAR – og hvis det er rigtigt, var det i hvert fald ikke det, der var hensigten.

VAR kan jo bruges til at fange fire tilfælde af klare dommerfejl – i forbindelse med straffespark eller ej, scoring eller ej, direkte rødt kort eller ej, og endelig forveksling af spillere, så kortet tilfalder den forkerte.

De to første har vi haft fine eksempler på, den tredje har vi måske mødt en enkelt gang, og den fjerde, forvekslingen – som afgjort også er den mindst hyppige – har vi endnu til gode.

Der er på nuværende tidspunkt blevet dømt procentvis pænt flere straffespark end ved nogen tidligere slutrunde, og det er givet i hvert fald delvis på grund af VAR. De falder ikke alle i den kategori, som jeg selv ville kalde for ’klare og åbenlyse dommerfejl’, men lige akkurat det begreb er også svært at definere, og nok endnu sværere at bibringe dommere fra mange lande en fælles forståelse af.

For eksempel synes jeg, at det VAR-straffespark, som Frankrig fik i kampen mod Australien hørte til i den halvtynde ende, selv om der lovmæssigt ikke er noget at komme efter. Omvendt var det straffespark, som Argentina fik mod Island heller ikke det allermest indlysende, og det faldt prompte uden noget VAR-indgreb. Og så er der naturligvis de to straffespark i Peru - Danmark og Sverige - Sydkorea, som begge var resultatet af en VAR-vurdering.

Nu ville skæbnen, at jeg selv sad på stadion i Saransk nærmest direkte over situationen, og allerede da det skete, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at der var straffespark – og ventede egentlig bare på VAR-kaldet.

Det kom så en 30-40 sekunder senere. Interessant nok var der ingen protester, for spillerne var også godt klar over, hvor det bar henad. Det mærkelige er, at dommeren ikke selv dømmer straffesparket i første omgang – eller som minimum får hjælp af sin linjedommer, som står ideelt for situationen. Nu var den noget specielle dommertype i Peru-kampen generelt ude med meget sene kendelser og havde, hvad jeg vil tillade mig at kalde for en noget tilbagelænet attitude til, hvad der foregik omkring ham (uden at der indtraf nogen katastrofer af den grund), så vi skal lige have Sveriges straffespark med også.

Det er et kæmpemæssigt straffespark, og dommeren har om muligt et endnu bedre udsyn end i Danmarks kamp. Ikke desto mindre dømmer han det heller ikke i første omgang og svinger sig endda op til noget, der kunne ligne en afvisende markering. Så kommer VAR-kaldet, der beder ham gense situationen.

Og så er det, at jeg ikke kan sige mig fri for en snigende mistanke om, at nogle dommere bruger VAR som et sikkerhedsnet, så de undlader at tage kendelsen selv, vel vidende, at det nok skal blive fanget efterfølgende, hvis der er en forseelse.

Begge dommere var fra lande, der ikke har VAR i deres nationale turneringer, så de har ’kun’ træningen før turneringen at læne sig op af. Fra præsentationen på den FIFA/IFAB-workshop, som jeg deltog i tidligere på året, ved jeg, at instruktionen specifikt siger, at dette ikke er meningen.

Dommeren skal tage stilling, VAR kan eventuelt komme med et forslag efterfølgende, og så er det banedommeren selv, der tager den endelige beslutning efter et gensyn. Meningen har aldrig været, at dommeren skal kunne lurepasse (hvis det var det, som han gjorde).

Til gengæld har selve afviklingen af dommerens fornyede kig på situationen været forbløffende hurtig i forhold til, hvad man har set i andre lande og i forhold til, hvad jeg havde forventet. Så den del af træningen sidder åbenbart lige i skabet.

Omkring scoringer er der i hvert fald to situationer, der springer i øjnene.

Den ene det udlignende mål for Schweiz mod Brasilien, hvor den angriber, som scorer, umiddelbart forinden har to hænder i ryggen på den nærmeste forsvarer, så der bliver plads.

Man havde sagtens kunnet dømme frispark til Brasilien, men spørgsmålet er, om det er en ’klar og åbenlys dommerfejl’ ikke at gøre det. I sidste ende bliver det springende punkt, om den kropskontakt er åbenlyst urimelig i forhold til den linje for kropskontakter, som dommeren i øvrigt har anlagt i resten af kampen. Man kunne argumentere begge veje, og jeg kan godt forstå, hvis Brasilien står med en lidt besynderlig smag i munden efter den scoring.

Den anden situation kom i onsdagens kamp, hvor Iran troede, at de havde udlignet mod Spanien, men offside-flaget var oppe. Nu lå bolden i mål, da fløjten lød, så hvis VAR havde vist, at der ikke var offside, havde målet kunnet anerkendes. Hvis der var fløjtet, før bolden lå i målet, og offsiden var forkert, havde der til gengæld været et problem, for angrebet havde jo ikke kunnet genskabes, og igangsættelsen ville have været at lade bolden falde.

Af samme grund er linjedommerne blevet instrueret om at trække deres markering lidt – med andre ord lade de meget snævre vurderinger falde ud til angriberens fordel, for det er bedre, at et mål efterfølgende underkendes via VAR, end at man uretmæssigt får standset et angreb. Men det virker, som om nogle linjedommere har fået den instruktion så galt i halsen (eller er så ivrige efter at leve op til den), at selv relativt klare offsider ikke vinkes før end med meget stor forsinkelse.

Det var en hel serie af dem i Peru – Danmark og også nogle stykker i Belgien – Panama. Men selvfølgelig skal alting lige kalibreres og finde sit niveau. Bemærk i øvrigt, at i Iran –Spanien fik offsiden lov til at stå, uden at dommeren genså situationen. Helt efter bogen – en objektiv vurdering, om en spiller er i offside-position eller ej, er der ingen grund til at gense, for den kan VAR-teamet godt klare selv og bare rapportere til dommeren.  

Så der er lidt skønhedsfejl, men foreløbig ingen bevisligt blodige uretfærdigheder. Et par andre situationer, hvor der – så vidt jeg kan skønne hjemmefra uden at være med på headsettet – ikke helt blev levet op til instruktionerne, gav en del forvirring hos TV-holdet (og spillerne) i slutfasen af kampen mellem Serbien og Costa Rica, hvor der kom et par lange pauser, hvor alle ventede på, at dommeren skulle gøre et eller andet.

Den ene situation var efter en kamp om bolden mellem en serbisk spiller og Costa Ricas træner og en efterfølgende større konfrontation. Den anden var i en situation, hvor en serber havde en noget vildtflyvende arm, der ramte en modspiller med pænt stor kraft. I begge tilfælde er jeg så godt som sikker på, at ventetiden skyldtes kommunikation med VAR-teamet, som checkede for eventuelle røde kort – men dommeren fik desværre aldrig vist det tegn med hånden ved øret, der signalerer, at der foregår noget.

Hvorefter alle var dybt mystificerede. Den første situation ved bænken kastede ikke noget af sig, hvorimod situationen med arm/albue gav en tur ud til skærmen og i sidste ende en advarsel.

Så selv om VAR ikke kan bruges i forbindelse med advarsler, kan det jo alligevel godt blive resultatet, hvis VAR-teamet har kaldt en mulig udvisning, men dommeren beslutter sig for en advarsel. Det er selvfølgelig ikke rimeligt, at det for synderen er et valg mellem rødt kort eller ingenting. Og så er det i øvrigt værd at bemærke, at onsdag aften er turneringens hidtil eneste røde kort blevet givet for en soleklar hands i straffesparksfeltet mellem Colombia og Japan.

Helt uden VAR.

Så grundlæggende synes jeg, at vi er kommet fornuftigt igang. Ingen fejlkendelser på VAR-kontoen, hvorimod nogle ting er samlet op – og så har udførelsen ikke været lige elegant hver gang. Spillernes reaktion og appeller om at bruge VAR er et kapitel for sig, og det bliver der ikke plads til i denne omgang – men det kommer.

Der har set fra lænestolen været nogle rigtig gode dommerpræstationer, der har været et par skal vi sige ’utraditionelle’ efter europæisk målestok, men ingen større ulykker.

Jeg vil dog ikke tilråde nogen dansk dommer at gøre som dommeren i kampen mellem Tyskland og Mexico, da en tysk spiller provokerende stillede sig alt for tæt på ham ved en påtale – spilleren fik simpelthen to hænder i brystet, og så kom han væk.