Carlsen: Fuld fart frem

Nogle gange kan det forekomme lidt trægt at komme i gang med et nyt år, men jeg skal da lige love for, at 2018 er startet med bulder og brag og masser af situationer at tage stilling til. Nogle af tingene er selvfølgelig gamle kendinge, mens andre afgjort hører til i den mere syrede afdeling. FA Cup’en er altid god for nogle interessante ting og et par overraskelser - og overraskelser fik man da også i rigt mål i denne omgang.

Men lad os starte med Video Assistant Referee, igen igen. VAR prøvekøres i en række FA Cup-kampe, og systemet kom fik i den grad indflydelse på resultatet i mandagens kamp mellem Brighton og Crystal Palace. Her faldt Brightons sejrsmål til 2-1 uhyre sent, og det var ikke muligt - i hvert fald ikke ud fra de TV-billeder, som jeg så - at afgøre, hvilken legemsdel det var, som Glenn Murray brugte til at få bugseret bolden det sidste stykke over stregen.

Vi var under alle omstændigheder et eller andet sted i omegnen af arm og bryst. Dommer Marriner valgte efter konsultation med VAR-folkene at godkende målet, og det må trods alt også stadig være sådan, at en handling er lovlig, medmindre det klart fremgår, at den ikke er det. Her så vi i øvrigt den anden variant af VAR-afgørelsen, nemlig at Marriner ikke følte behov for selv at se billederne. VAR eller ej, er det jo altid dommeren, der har den endelige afgørelse.

Typisk har han i de situationer, som vi hidtil har set, valgt at trykke på pauseknappen og tage sig tid til selv at vurdere TV-billederne, men den anden mulighed kan altså også lade sig gøre: at følge VAR-folkene. Så enten har meldingen derfra været helt utvetydig - eller også har de heller ikke kunnet afgøre, at der forelå noget ulovligt. For som allerede mange gange skrevet her: VAR er  ikke nødvendigvis et orakel, der altid kan spytte en krystalklar kendelse ud.

Bliver vi i FA Cup’en, var én af de gedigne overraskelser, at de forsvarende pokalmestre fra Arsenal lod livet allerede i tredje runde - og til Nottingham Forest, der er midterhold i The Championship. Her mødte vi et kontroversielt straffespark, der sendte Forest på 4-2 kort før tid. Det var ikke så meget straffesparkskendelsen i sig selv, der var kontroversiel - det synes i hvert fald ikke jeg, selv om jeg godt har bemærket, at langtfra alle var overbevist om, at tacklingen var ulovlig. Igen skal vi huske, at det at bolden bliver spillet, ikke i sig selv er garanti for, at så er alt andet i situationen lovligt.

Men Kieran Dowells udførelse af straffesparket gav anledning til endnu mere diskussion. Han glider i selve sparkeøjeblkket, og spørgsmålet er, om der er tale om dobbeltberøring, ved at hans sparkefod sender bolden ind på støttebenet og i mål. Lovteknisk ville vi tale om gentagelsesspil - og så skal straffesparket  konverteres til et indirekte frispark.

Gentagelselsesspil kan forekomme ved alle igangsættelser - mere sandsynligt ved nogle end ved andre - og definitionen er, at den, som udfører igangsættelsen, rører bolden for anden gang, efter at den er i spil, men før en anden spiller har rørt den. Bolden er i spil ved et straffespark, så snart den er sparket fremefter og klart bevæger sig, så den side af sagen er god nok - og så er spørgsmålet, om Dowell rører bolden igen. Igen føler jeg mig ikke hundrede procent overbevist ud fra de TV-billeder, der har været til rådighed, men det kunne bestemt godt se ud til, at der er en dobbeltberøring - og i så fald burde målet have været annulleret og straffesparket tabt. Arsenal-forsvarerne var i hvert fald ikke i tvivl, og der var vilde protester mod dommer Jon Moss og bagefter også hans linjedommer, da de to havde konfereret og fastholdt scoringen.

Det er ikke helt usædvanligt at se gentagelsesspil ved straffespark, men det plejer at være den variant, hvor sparkeren sender bolden på træværket, og hvor naturen så går over optugtelsen, så han forsøger sig igen, da bolden kommer retur. Men af en eller anden grund synes denne variant med den lynhurtige dobbelte berøring at have kronede dage, enten fordi sparkeren glider, eller fordi tilløbet ikke er ordentligt afpasset. Jeg mindes i hvert fald tre eksempler inden for det seneste halvandet års tid - og det synes jeg virkelig er et besynderligt tilfælde.

Men det gik også muntert for sig i Premier League-kampen få dage forinden mellem Arsenal og Chelsea, og ved den lejlighed var det nok Arsenal, der havde heldet med sig. Jack Wilshere bragte Arsenal på 1-0, men spørgsmålet er, om han overhovedet burde have været på banen på det tidspunkt. Han havde tidligt reddet sig en advarsel, og i starten af 2. halvleg er der en duel mellem Andreas Christensen og Wilshere, hvor Wilshere går omkuld med piber og trommer. Nu har jeg set både TV-billeder og nogle still-billeder, og jeg eynes ikke, at Arsenal havde kunnet sige ret meget til det, hvis Wilshere havde fået advarsel nr. 2 for film her. Film behøver ikke dække over det, at en spiller lader sig falde, uden at der har været kontakt med en modspiller, men kan f.eks. også være, fordi spilleren selv opsøger kontakten eller udnytter en beskeden kontakt til at overspille situationen.

Der er kontakt - men det ser grangivelig ud til, at Wilshere selv kaster sig ind i Christensens ben og søger den. Og så er der selve faldteknikken - Wilshere falder med to nærmest symmetrisk fremstrakte arme, og det gør man uhyre sjældent, hvis faldet opstår spontant og overraskende. Faktisk er det et af de små fif, som dommeren kan benytte sig af, når han skal skille fårene fra bukkene, for netop disse situationer med kontakt kan være uhyggelig svære at vurdere. Jeg tror, at Arsenal skal prise sig lykkelig for, at dommer Taylors udsyn lige i gerningsøjeblikket er delvis blokeret af to spillere - for igen gælder det, at en handling principielt må betragtes som lovlig, indtil dommeren er overbevist om det modsatte. Rent psykologisk vil ingen dommer bryde sig om at give advarsel nr. 2 på sin fornemmelse, hvis hans vinkel ikke har været optimal, og der ikke kommer hjælp fra resten af teamet - og slet ikke på noget så potentielt kontroversielt som film.     

Til gengæld sørgede Diego Costa i kampen mellem Atletico Madrid og Getafe for, at ingen kunne være i tvivl om hans advarsel nr. 2 - selv om det også var et af de mere syrede tilfælde. Man må sige, at Costa gjorde comeback i Madrid med manér og med nøjagtig så sammensat en præstation, som vi ofte har set: han fik en advarsel for en albue, som befandt sig et sted, hvor den ikke burde være. Seks minutter senere scorede han et typisk Costa-mål af den flotte slags, og så valgte han at juble så effektivt over scoringen, at det indbragte ham advarsel nr. 2 og dermed en tidlig fyraften. Hold da helt op - men det giver anledning til lige at tage en rundtur mere i reglerne for scoringsjubel. Der er situationer, hvor der direkte er lovgivet for, at der skal falde en advarsel - og så er der de situationer, hvor dommeren kan skønne, at advarslen skal falde.

De obligatoriske advarsler falder, hvis spilleren tager trøjen af eller dækker sit ansigt med den - hvis han klatrer op ad rækværket mod tilskuerne eller nærmer sig tilskuerne på en måde, der kan bringe sikkerheden i fare. Også hvis han gestikulerer eller handler på en provokerende, ophidsende eller hånende måde, eller hvis han dækker ansigtet med en maske eller tilsvarende. I den afdeling, der beror på dommerens skøn, er, at spillerne godt må forlade banen for at juble, men vi skal have dem hurtigt tilbage igen, så tiden ikke bliver forhalet overdrevet.  Og så det helt overordnede: at jubelscenen ikke må overskride de almindelige grænser for opførsel på en fodboldbane.

Så man kan se, at der i virkeligheden er ganske vide rammer for at juble - bare for at komme standardbemærkningen i møde, at der skal være plads til følelser i fodbold. Det er der også ved scoringsjubel - endda rigelig plads, hvis man lige husker at kaste fornuften fuldstændig over bord. Men når man som Costa her scorer, fortsætter videre ud med et spring over en reklamebande, tager turen op ad et par tribunetrin og videre ud i fanskaren for at lade sig tiljuble, er der ikke nogen tvivl om, at vi er ovre i en af de obligatoriske overtrædelser: ’nærme sig tilskuerne på en måde, der kan bringe sikkerheden i fare’. Bestemt ikke den type advarsel,  man som dommer drømmer om at skulle op med, men overtrædelsen kan være så eklatant, at der bare ikke kan lukkes øjne - selv om der skal være plads til følelser.

Spændende at se, om situationerne vil blive ved med at komme trillende i en lind strøm - foreløbig virker det nærmest, som om spillerne er ekstra opsat på at give den gas efter overstået jul og nytår.