Carlsen: Man skal ikke lade sig forbløffe

Godt nok siger man i mange sammenhænge, at man ikke skal lade sig forbløffe, men generelt være forberedt på alt, men jeg må indrømme, at hængslerne til underkæben blev strakt til det alleryderste tidligere på ugen, da jeg kom forbi et interview med den tidligere topdommer Mark Clattenburg. Clattenburg har utallige engelske og internationale  topkampe på CV’et og dømte inden for ganske få uger i 2016 FA Cup-finale, Champions League-finale og EM-finale. Men han dømte også en anden kamp i maj 2016, nemlig Premier League-kampen mellem Chelsea og Tottenham - en kamp, der endte 2-2 og sendte mesterskabet i armene på Leicester. Og det er den, som det handler om.

I den pågældende podcast fortæller Clattenburg, som nu har trukket sig tilbage fra den aktive karriere og i stedet er Referee Manager i Saudi Arabien, om sine overvejelser inden og navnlig under kampen. Han fortæller, hvorledes han kunne have udvist tre Tottenham-spillere, men valgte ikke at gøre det, fordi overskrifterne så bare ville have heddet ’Clattenburg kostede Tottenham titlen’. I stedet valgte han at lade Tottenham ødelægge det hele for sig selv - det hele kulminerede med en sen Chelsea-udligning til 2-2 på et i øvrigt rigtig flot og ukontroversielt mål -  så det i stedet var det, der blev overskriften.  Journalisten borer lidt ekstra i materien ved at spørge, om han i virkeligheden koreograferede kampen - og svaret er (i min oversættelse):

’Jeg hjalp kampen. Min måde at dømme på var uden tvivl til kampens fordel. Nogle dommere ville have afviklet kampen  efter reglerne. Tottenham ville have været reduceret til syv eller otte spillere og formentlig tabt, og de ville have ledt efter en undskyldning. Men jeg gav dem ikke den undskyldning, for min gameplan var ’Lad dem selv tabe titlen’.

Jeg husker udmærket den kamp, hvor jeg havde sat mig tilrette i husets dybe stol en sen aften og bare skulle se fodbold (men som altid med en bid papir og en kuglepen ved siden af, hvis der skulle komme noget spændende forbi). Jeg løb relativt hurtigt tør for papir og undrede mig i mit stille sind over, hvad i alverden der gik af Clattenburg den aften, for han virkede helt til at have tabt kasketten. Han kunne efter min smag godt svinge rigtig meget i præstationerne, men var generelt en fremragende dommer, og det skete dog aldrig, at begivenhederne helt gled ham af hænde, som det skete her. Om fredagen skrev jeg under overskriften ’Bestemt ikke for små børn’  blandt andet:

’Der var stort set ikke det, der ikke skete i den kamp, som ikke var nogen stor propaganda for det polerede spil, men til gengæld havde alt i drama og nogle forrygende mål. Det vil være håbløst at gennemgå den kamp i detaljer - jeg har nu alligevel sat en optagelse på af genudsendelsen, for som undervisning i konflikthåndtering kan den nok være interessant. Både hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre.

Lad mig bare nøjes med at slå fast, at den kamp vist blev afviklet efter sit helt eget regelsæt, som på nogle punkter havde ligheder med fodboldloven - og at der var fælles accept af, at dette den aften var linjen i en åben slagudveksling.  12 advarsler - det kunne have været det dobbelte, og et par direkte røde kort kunne såmænd også have sneget sig ind for nogle af tacklingerne i slutfasen.  … Efter de første fem massekonfrontationer, hvor spillerne løb til fra alle sider, holdt jeg op med at tælle. Den slags skal som minimum koste en advarsel til hvert hold (selvfølgelig ud over den hændelse, som i første omgang gjorde folk sure). Men så havde der nok slet ikke været nogen spillere tilbage til sidst.’

DVD’en ligger stadig på mit skrivebord, som jeg skriver dette, og venter på et par stille aftener til nærmere analyse, for den kunne sagtens bære en dommeraften om ledelse - eller nok snarere mangel på samme - hjem. Men udtalelserne her sætter selvfølgelig det hele i et lidt andet lys, hvis det ligefrem var planlagt.

Konsekvenserne var i hvert fald betydelige (bortset fra at Leicester blev mester, hvilket de nok var blevet alligevel). Da krudtrøgen havde lagt sig, stod vi tilbage med 12 gule kort. Ni til Tottenham (ny Premier League-rekord) og tre til Chelsea. Der havde været adskillige massekonfrontationer undervejs. I den ene af dem stak Dembele fingeren i øjet på Costa - og fik senere seks dages karantæne på den konto. Manager Pochettino havde fysisk været på banen adskillige gange - der var skærmydsler og slagsmål også på vej fra banen og i tunnelen (hvorunder blandt andet Chelseas midlertidige manager Guus Hiddink blev puffet omkuld). Efter kampen var der rekordbøder til både Chelsea (£ 375.000) og Tottenham (£225.000) for ikke at have styr på deres tropper. Svært at se, hvordan beslutningen om ikke at uddele udvisninger og den deraf manglende kontrol ligefrem gavnede fodboldspillet - eller for den sags skyld de to klubber.   

Der er rigtig mange ting, jeg kan undre mig over ved hele denne historie. Først og fremmest timingen. Hvorfor i alverden kommer de udtalelser lige nu (medmindre der skulle være en eller anden bog, som lige skal have lidt ekstra hype her op til julesalget) ?  Hvad i alverden har overhovedet kunnet få Clattenburg til at tænke den tanke, at han skal lave sine egne regler for at gavne kampen og fodboldspillet ?  Og hvis han har tænkt et skridt videre - hvordan kan han forestille sig, at han på nogen måde skal kunne få sympati for de synspunkter, som han bringer til torvs her ? Og her tænker jeg ikke bare hos Chelsea- eller Tottenham-fans, i det officielle engelske fodboldmiljø som sådan, eller hos dem, der i det hele taget interesserer sig for fodbold - men også hos såkaldt almindeligt tænkende mennesker ?

Der er selvfølgelig nogle helt principielle overvejelser i det, hvor jeg også for relativt nyligt har været forbi i hvert fald et par stykker af dem på denne plads. Clattenburg siger i interviewet blandt andetogså, at han dømte på en anden måde ude i Europa, end når han dømte hjemme i Premier League. Det har han til fælles med rigtig mange andre nationaliteter, for her kommer der også nogle kulturelle traditioner indover og et spørgsmål om, hvordan spillet opfattes i de enkelte lande. Men reglerne er altså de samme, så det er snarere et spørgsmål om, hvordan man lægger niveauet på kropskontakter, hands, de rent tekniske ting osv. - hvad man synes er bagatelagtigt og for småt til at ville samle op, og hvad man tager med.

For et par uger siden luftede jeg også min snigende fornemmelse af, at nogle af dommerne i playoff-kampene til VM sparede på de gule kort, medmindre de var klare og åbenlyse, således at en tvivlsom advarsel ikke skulle udløse karantæne i returkampen. Men de helt oplagte kendelser kan man selvfølgelig ikke give køb på, og man kan i hvert fald ikke lægge en gameplan, som siger, at i dag skal der ikke gives udvisninger til det ene hold. Ingen ville formentlig tilsvarende finde på at vedtage med sig selv, at i dag spiller vi uden offside…

Et helt andet aspekt er alt det, der foregår uden om kampen. I disse matchfixing-tider forekommer det utrolig modigt - eller dumt ? - som dommer overhovedet at turde gøre sig de overvejelser, som Clattenburg har gjort. Man har uden tvivl nogle steder på jordkloden kunnet spille ikke bare på resultatet, men også på antallet af røde kort, og det gør man selvfølgelig i den overbevisning, at kampen afvikles efter reglerne og ikke efter nogle tillægsbestemmelser, som kun findes i dommerens hoved. Holdene fik som skrevet ovenfor nogle rekordhøje bøder på grund af spillernes opførsel - som ikke just blev hjulpet på vej af den konsekvensløse ledelsesstil. Kunne man i yderste konsekvens tænke sig erstatningskrav dukke op i det fjerne ?                  

Hvis fodboldspillet overhovedet skal bevare sin integritet, er man nødt til at have tillid til, at dommerne dømmer efter reglerne. Så kan de som alle andre mennesker have gode eller dårlige dage, foretage korrekte, forkerte, tvivlsomme eller uheldige skøn, men det må altid være funderet på lovsættet. Eller sagt på den helt korte måde: ingen dommer står over loven og kan lave sine egne forudsætninger.

Pyha. Beklager - men dette var ugen, hvor jeg følte behovet for at finde den store trekantede moral-hat frem. Der har da også været andre sjove ting i løbet af ugen - blandt andet en af de sjældne ’offside eller ej’-situationer i kampen mellem Manchester United og CSKA Moskva, men det vender jeg tilbage til snarest.