• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Jan Carlsen

Carlsen: Noget af en påske

Jan Carlsen er dommerobservatør og er en af Europas mest velansete fortolkere af fodboldloven.

Af Jan Carlsen

Hvis nogen på forhånd havde refereret bare et udsnit af de episoder, der dukkede op i Superligaopgøret mellem Vejle og AGF, ville man nok være blevet erklæret for moden til indlæggelse et mørkt sted. Jeg troede ellers, at jeg havde oplevet det meste, men sådan en ophobning af mere eller mindre usandsynlige situationer – endda i relativt fredelige Jylland – ville jeg have forsvoret.

I perioder virkede det som ren overlevelse, og selv om det var ganske underholdende at følge fra den bløde TV-stol, kan jeg levende forestille mig, hvordan det har været midt i orkanen. Selvfølgelig kommer vi ikke uden om den kamp, selv om der er sagt og skrevet rigeligt siden søndag.

Men jeg holder mig langt væk fra alt det disciplinære. Dette bliver kun om det rent lovmæssige ved de to nøglesituationer, der satte tingene i kog for alvor. Og heller ikke noget om eventuelle alternative løsningsmuligheder med kampens karakter in mente – kun hvad fodboldloven egentlig siger.

For det lod til at være svært nok at få styr på for både spillere og medier. I løbet af et par dage har de fleste medier fået slået op de rigtige steder. Men da vi næppe alle læser de samme kilder, tager jeg for en sikkerheds skyld lige en tur mere i manegen i erkendelse af, at denne klummes oprindelige formål var at gøre den almindelige læser lidt klogere på fodboldreglerne.

Over årene har fokus i nogle tilfælde flyttet sig lidt, så det ikke i alle tilfælde har handlet snævert om lovstof – men det kommer det så til igen i denne uge. Det er primært to situationer, der antænder bålet (en farlig ting i disse tørketider): Vejles første mål, efter at dommeren har ladet bolden falde – og den hurtige igangsættelse, der giver AGF en 3-2 føring.

Vi rykker langsomt frem.     

Efter at en Vejle-spiller har været i græsset og spillet afbrudt, lader dommeren bolden falde, som det sker så ofte. Jeg har flere gange været efter det ulyksalige i, at spillere med tiden har fået indført deres eget fair play-kodeks, der siger, at bolden så afleveres tilbage til det hold, der ikke havde en skadet spiller.

Det er uden tvivl startet som en ægte gestus, men nu om stunder er det mere blevet til et tomt ritual, som ikke er bogført nogen steder, men som alle forventer overholdes. Og det er jo også godt nok, når tingene går som forventet – men det skaber godt nok problemer, når forventningerne så skuffes.

Da bolden af Vejle-spilleren sparkes i en bue 40 meter ned mod AGF-målet, og AGFs målmand ulykkeligvis står ude af sit mål, strækker målmanden sig efter den, men bolden ender i mål. Det udløser en massekonfrontation, der med lovbogen i hånden snildt kunne have reduceret aktørernes antal væsentligt. Problemet er, at spillernes egne uskrevne regler er overtrådt – men fodboldlovens er det ikke nødvendigvis.

Når dommeren lader bolden falde, er der ikke noget krav til antal spillere, der må kæmpe om den bold. Der kan være alt fra nul til 22 – der behøver ikke engang være lige mange fra hvert hold. Bolden er i spil, så snart den rammer jorden, og det gør den, før Yurchenko sparker til den. Så langt, så godt. Næste trin er, at bolden skal have rørt mindst to spillere, efter at den er i spil, og før den går i mål, for at målet kan anerkendes.

Den regel blev faktisk indført, efter at Shakhtar Donetsk havde scoret et alt andet end Fair Play-mål (der var den igen !) mod FC Nordsjælland det år, hvor de spillede Champions League. 

Så det springende punkt bliver nu, om AGFs målmand lige akkurat strejfer den bold, før den går i mål. I så fald er der mål. Hvis ikke han gør det, har bolden kun rørt én spiller, og så skal der dømmes målspark. 

Jeg har ikke set TV-billeder, der éntydigt viser, om han gør det ene eller andet. Han strækker sig, er uhyggelig tæt på bolden, men man kan ikke rigtig se, at den ændrer retning. Men dommer og linjedommer er sikre på, at bolden er rørt, og så er der med fodboldloven i hånd ikke andet at gøre end at dømme mål.

Og så har vi balladen – uanset at det efter TV-billederne at dømme ikke er Yurchenkos hensigt at sparke den bold i mål. Men det er jo sådan set lige meget – spillernes forventning om en ufarlig tilbagelevering af bolden er ikke blevet opfyldt, og der er absolut intet, som dommeren kan gøre ved det, for alle de formelle ting omkring igangsættelsen er overholdt, og det er ikke dommerens opgave at koreografere igangsættelsen og instruere i, hvem der skal sparke bolden til hvem.

Faktisk er det direkte beskrevet, at det må han ikke.    

Kuriøst nok bliver det nok sidste gang, at vi oplever denne situation. Med lovændringerne pr. 1. juli vil dommeren, hvis han har standset spillet f.eks. på grund af en skade, lade bolden falde til det hold, som havde den i forvejen (og hvis det er i straffesparksfeltet til den målmand, som hører hjemme dér). Alle andre spillere skal være mindst fire meter væk.

Så er man i hvert fald sluppet af med én af de ting, der kan gå galt.   

Den anden situation til overskrifterne er AGF-scoringen efter den hurtige igangsættelse. AGF har fået tildelt et frispark lige uden for straffesparksfeltet, og i samme ombæring skal en Vejle-spiller tildeles et gult kort. Det gule kort vises, og AGF sætter spillet igang igen, uden at Vejle-spillerne er kommet ordentligt i position, hvorefter bolden efter ganske få berøringer ligger i nettet.

Er det tilladt med den hurtige igangsættelse ?

En af hovedidéerne i fodboldloven er, at et frispark skal være en fordel for det hold, som har fået tildelt det (på samme måde, som dommeren benytter fordelsreglen og lader spillet køre i stedet for at dømme frisparket, hvis han mener, at det er en større fordel for holdet).

Grundlæggende er der tre krav, der skal være opfyldt, for at en hurtig igangsættelse er tilladt. Bolden skal ligge stille, den skal ligge på det rigtige sted, og dommeren skal have kontrol over igangsættelsen. Omvendt kan man heller ikke bare tage frisparket hurtigt, hvis dommeren er ved at måle de 9,15 meter ud til muren, er ved at tildele en advarsel eller udvisning eller på anden måde ikke har kontrol over, hvad der foregår.

Hvis de tre betingelser er opfyldt, er der ikke noget krav om, at der skal fløjtes, før vi kan komme videre – hvis dommeren har kontrol over situationen, er signalet implicit givet, hvis holdet med frisparket ønsker den hurtige igangsættelse.

Så spørgsmålet er, om dommeren er i færd med at tildele advarslen, da frisparket tages. Igen efter TV-billederne at dømme vises kortet hurtigt og på afstand, uden at der er ønske om at snakke yderligere med spilleren.

Spilleren vil til gengæld gerne tale med dommeren og søger derhen, mens dommeren har sat sig i bevægelse, drejet hovedet og følger det spil, som AGF lige har sat igang. Det kommer til at se tåbeligt ud, men dybest set er det svært at bebrejde dommeren, at Vejle-spilleren foretrækker at protestere i stedet for at finde i position. Dommeren mener, at han har kontrol over igangsættelsen, og det er sådan set det.

To situationer fra lovbogens yderste kanter, og så alligevel ganske klart beskrevet, hvis man alene ser på lovteksten. Ikke noget at sige til, at det kan bringe sindene i en eller anden form for kog, fordi det sker så sjældent – men der er alligevel et stykke vej til de uværdige scener, som ikke lige er noget, som man forbinder med fodbold på disse breddegrader.

På den baggrund blegner det helt, at VAR igen var i fokus i et par omgange i Champions League-kvartfinalernes returopgør. Tottenham fik anerkendt et reduceringsmål mod Manchester City, hvor TV-billederne ikke klart viser, om Llorente har hånd på bolden eller ej før scoringen – og dermed får scoringen lov at stå. Uanset hvad en engelsk avis har ment at vide, har VAR-dommeren haft alle vinkeler til sin rådighed, men han vælger selvfølgelig kun at vise dem til dommeren, der kan hjælpe.

I den anden ende får City annulleret et mål for en hårfin offside, som VAR viser er korrekt. Så bliver det en filosofisk diskussion, om man kan lide så snævre afgørelser, som næppe ville være blevet truffet uden VAR – men faktuelt er der intet at komme efter. Og endelig har mange undret sig over, at det skulle tage så lang tid at anerkende et Ajax-mål mod Juventus, når angriberen nu tydeligt var et par meter onside.

Forklaringen kan være, at man ved en scoring undersøger hele opspilsfasen for at se, om der kan have været en forseelse af det angribende hold, som – hvis den var blevet fanget – ville have gjort, at spillet var stoppet, før vi nået frem til scoringen.

Fagre nye verden og en anden måde at se og tænke fodbold på – men vi kommer til at vænne os til det.   
   
  

Superliga

Mere Superliga

Fokus