Carlsen: Racismens modbydelige ansigt

Når disse linjer læses, har alle forhåbentlig fået en fornuftig start på 2019 efter alle julens og nytårets prøvelser og udskejelser. Det har været godt, fed og forædt, at kunne falde ned i stolen til lidt fodbold fra tid til anden, mens man har kunnet pønse på nytårsforsætterne. 

Her har navnlig engelsk fodbold traditionen tro været leveringsdygtig i den sædvanlige portion drama – overraskelser, kampe med mere spænding, end man skulle forvente, og så også et par hjerneblødninger af den mere spektakulære slags i form af udvisninger for tacklinger, som uden for kridtstregerne ville kvalificere til et antal dage i skyggen.

Udvisningerne har der ikke været noget at sige til – sprungne tacklinger med begge ben med fuld hammer og ingen mulighed for at spille bolden kan dårlig undgå at give udvisning, hvis man rammer manden. Det er sådanne situationer, der får mig til at prise mig lykkelig for, at jeg ikke er træner, for det må være ualmindelig frustrerende at se f.eks. en Pierre-Emile Højbjerg lave sådan en tackling i en helt ufarlig situation oppe midt på banen på et tidspunkt, hvor kampen reelt er afgjort.

Jeg er langt fra sikker på, at mine pædagogiske evner (eller min tålmodighed) ville række her.   

Men det var noget helt andet og væsentlig mere sørgeligt (omend ikke så hårdt i rent fysisk forstand), der kom til at stjæle mit julebillede – nemlig hele diskussionen om racisme i forbindelse med kampen mellem Inter og Napoli, som blev spillet  2. juledag. Kampen havde været hypet ganske voldsomt i dagene op til – og den kom desværre også til at leve op til det på godt og navnlig ondt. Nu rummer opgøret i forvejen en masse over- og undertoner.

Det er de to modpoler af Italien, der mødes, det rige nord mod det knap så rige syd med alle de fordomme, som det fører med sig på begge sider, så alene ud fra et sociologisk aspekt er der lagt i kakkelovnen. Når kampen så også er et ret så afgørende topopgør og basalt i kampen for at prøve at hænge på Juventus, er der på forhånd lagt i kakkelovnen.

Det altoverskyggende i kampen er de tilråb og abelyde, som kampen igennem bliver rettet mod Napolis Koulibaly, som kommer fra Senegal og dermed er mørkere i huden end så mange andre på banen.

Det er så meget, at Napolis træner Ancelotti angiveligt adskillige gange appellerer til dommeren om at få afbrudt kampen. Det bliver den ikke, men til gengæld får Koulibaly undervejs oparbejdet så meget frustration, at han mod slutningen inden for kort tid dels får reddet sig en advarsel for et groft frispark – og derefter også får advarsel nr. 2 for at stille sig op og ironisk klappe ad dommeren.

Det efterlader ikke dommeren med mange andre muligheder end at trække gult kort nr. 2. Man kan nok ikke rigtig give den for ’ved ord eller handling at protestere’, for på overfladen giver Koulibaly jo bare dommeren ret – men da bifaldet nærmest drypper af sarkasme, kan man i hvert fald give den for usportslig opførsel. 

Det er lige før, man kunne trække direkte rødt for ’fornærmende, hånende eller upassende sprog eller tegn’ – og lad os holde fast i den passus, for den skal vi bruge igen om lidt. Det er en  offentlig hemmelighed, at man i Italien kan slippe godt fra at sige en god del til dommeren mand til mand, så længe armene holdes i ro og uenigheden ikke signaleres til alle andre implicerede, men når først armene kommer i brug, således at alt bliver udstillet for de tilstedeværende, falder hammeren.

Det lyder meget italiensk, men det er såmænd ikke meget anderledes andre steder – også herhjemme foregår der verbale ting og sager mellem dommere og spillere, som næppe ville høste en hæderspris fra Dansk Sprognævn, men dér er barren rimelig høj – alt afhængig af sprogbrug, selvfølgelig, for der kan være ytringer, som bare er på et sådant niveau, at de skal sanktioneres.

Nå, men udgangspunktet er jo de abelyde, som har fulgt Koulibaly kampen igennem.

Racistiske tilråb – som dette uden for al mulig tvivl er – hører heldigvis ikke til standardrepertoiret herhjemme, men udenlands er det desværre ofte forekommende. I disse krænkelsestider skal man jo passe på, hvad man siger – især om sådan et emne – men det er nok ikke helt skævt at påstå, at jo længere østpå og sydpå man kommer, jo større er risikoen for, at problemet er der.

Er man i tvivl, kan man bare prøve at grave lidt i den geografiske fordeling af de bøder, som UEFA har stanget ud de senere år for netop denne type forseelse. For en håndfuld år siden var jeg ude i embeds medfør til en kamp i Rumænien mellem et rumænsk og et ungarsk hold – og her var tilråbene ikke bare rettet mod spillerne, men gik også fangrupperne imellem.

Kogt helt ned drejede det sig om, hvem der havde det største antal romaer. På ingen måde sympatisk – og det handlede ikke bare om abelyde, men også om bannere og andet godt.

Hvad kan dommeren så gøre ved alt det. Ja, så længe tilråbene forekommer mellem spillerne, er sagen for så vidt klar nok – for så skal vi have fat i fornærmende, hånende eller upassende sprog eller tegn, som nævnt ovenfor, Med andre ord en direkte udvisning. Det er straks meget mere problematisk, hvis man bevæger sig væk fra spillerne og bænkene, som dommeren har kontrol over – og kommer ud til tilskuerne. For dem kan dommeren jo ikke bare stange kort ud til.

Her kører FIFA og UEFA med den såkaldte tre trins-procedure. Den blev indskærpet så sent som op til sidste års VM i Rusland (hvor man havde frygtet det værste, men hvor tingene egentlig gled forbløffende smertefrit på det område). Trin ét, når dommeren har registreret racistiske tilråb eller sange, er at standse spillet og bede den sikkerhedsansvarlige om at få en højttalermeddelelse ud om, at kampen vil blive afbrudt, hvis sange og tilråb fortsætter.

Trin to vil være at afbryde kampen og sende spillerne i omklædningsrummet, indtil der er ro over feltet. Og fortsætter det derefter, er trin tre at afbryde kampen endegyldigt, opgive at spille videre og foretage en indberetning, hvorefter det er op til de turneringsansvarlige at træffe en  afgørelse. 

Principielt er det jo hjemmeholdet, der har det overordnede ansvar for, at kampen afvikles sikkerhedsmæssigt forsvarligt – men det forhindrer ikke udeholdet i at have et objektivt ansvar for egne fans. Så hvis det er muligt éntydigt at fastlægge, hvor tilråbene kommer fra – og lige akkurat i dette tilfælde er det sjældent så svært – kan begge parter meget vel lande i fedtefadet.

Så reglerne er egentlig klare nok. Det store spørgsmål er så, hvorfor dommeren i Milano ikke kører linen ud og afbryder kampen, trods appeller fra Napoli-spillerne og ikke mindst træner Ancelotti. Det kan kun blive rent gætværk fra min side, men jeg kunne forestille mig, at overordnede sikkerhedsmæssige hensyn har spillet ind.

I sidste ende, når det kommer til sikkerhed, har politiet jo det sidste ord – og man kunne sagtens forestille sig, at de har ment, at det ville være endnu værre at få kampen afbrudt og sende 64.000 frustrerede tilskuere ud i gaderne. Optakten til kampen havde været frygtelig i sig selv med et enkelt dødsfald og adskillige sårede, så hvis det er forklaringen, kan jeg egentlig godt forstå det.

Tilbage står et par ting. Ancelotti er citeret for, at hvis det sker igen, vil han bede sit hold forlade banen og nægte at spille videre.

Det er jeg ikke sikker på vil være en god idé – eller rettere: det er jeg helt sikker på, at det ikke vil, uanset følelser – for så er det jo éntydigt hans hold, der er skyld i, at kampen ikke gennemføres, og det giver ikke en turneringsmyndighed ret meget spillerum.

Men kunne man så i det mindste ikke give Koulibaly lidt ekstra snor i vurderingen af de to handlinger, der indbringer advarsler ? Han er trods alt blevet provokeret gennem hele kampen, og frustrationstærskelen er uden tvivl ualmindelig lav. Her må jeg bedrøve med, at fodboldloven er aldeles ufølsom, umenneskelig og immun over for ydre påvirkning.

Alle handlinger bedømmes isoleret for, hvad de nu engang er (på samme måde, som det ikke frelser en spiller fra et rødt kort, hvis han sparker en spiller ned, som lige har savet ham midtover).

Så alt i alt en trist affære, hvor man godt kan mene, at det i kampens hede gik ud over den forkerte – til gengæld kom gengældelsen så som en høg til Inter efterfølgende med bødestraf og kampe uden tilskuere, da det var deres tilskuere, der ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt. Nogle gange er man bare nødt til at hænge følelserne over på knagen og være klinisk i sin vurdering. Det var ikke lige sådan noget, som jeg havde drømt om at starte et nyt år med – men tiden for opfyldelse af ønsker er jo desværre forbi i denne omgang.