Ferie på vej i Superligaen: 10 vigtige historier fra efteråret
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Generelle

Ferie på vej i Superligaen: 10 vigtige historier fra efteråret

Der har været sagt og skrevet meget om Superliga-efteråret. Nu vil jeg også sige noget.

Superliga-efteråret er tæt på at være forbi og det med en ny struktur, der allerede bliver kritiseret, inden vi overhovedet er noget til skæredatoen, hvor seks hold spiller om mesterskabet, og hvor otte hold spiller om nedrykning.

Men hvad skal og vil vi egentlig huske Superliga-efteråret for? Vi har valgt 10 ting, der er værd at tale om.

1. Sandi Putros er Superligaens bedste dommer

Det er imponerende at være i gang med sin første Superliga-sæson og så allerede være den måske bedste dommer i Danmark. Sandi Putros kan DBU godt begynde at satse noget mere på, for han har et internationalt snit over sig i tanke og handling.

Det, jeg især godt kan lide, er, at han lader spillerne spille og gå til den. Han fløjter ikke spillet i stykker, og vigtigst er, at han holder sin linje, når han dømmer. Indtil videre giver han tre gule i snit i de kampe, han dømmer, og så har han blot uddelt et enkelt rødt kort via to gule kort til Martin Ørnskov fra Lyngby. Siden har Putros erkendt, at det andet af de to gule kort til Ørnskov var forkert, og det viser overskud, at han erkender en fejl.

Stort set alle de afgørende kendelser har været 'spot on', og tidligt i karrieren er der kun at sige: Respekt for en flot start på Superliga-karrieren.

2. Oprykkerne er bedre end forventet

Tre nye hold i Superligaen kan få advarselslamperne til at lyse, men lad os nu være ærlige: De tre hold har ikke trukket niveauet i Superligaen ned, som man ellers kunne frygte. Lyngby ligger til top seks, AC Horsens er nummer ni, og som 'det dårligste' af oprykkerholdene er Silkeborg placeret som nummer 11 - seks point foran OB, der ligger nummer 12.

Det skal vi også huske at rose i hele snakken om, hvor 'stor krise' Superligaen øjensynligt er i.

3. Brøndby-stilen er forfriskende og anderledes

Mange hold i Superligaen spiller afventende og med holdet dybt begravet på egen banehalvdel for at overlade spillet til modstanderen og derved slå kapital af de fejl, modstanderen begår.

Derfor er det forfriskende og sjovt at se et hold, der gør det anderledes. I Brøndby har trænerskiftet i denne sæson ført til en helt anderledes stil med et højt pres, fokus på at genvinde bolden og med en direkte spillestil, hvor det er okay at losse kuglen op i hovedet på Kamil Wilczek. Samtidig har flere spillere løftet niveauet under Zorniger.

Det har så altså ført til et efterår, hvor klubben blandt andet smadrede AGF med 7-0 på udebane, og også i andre kampe har klubben leveret underholdning og god fodbold med en stil, der er Superligaen uvant. Aktuelt har Brøndby med 41 scoringer i 20 kampe lavet næstflest i Superligaen.

Det er faktisk værd at vippe på hatten over.

4. FC Midtjylland har været en stor skuffelse ...

Jess Thorups mandskab er uden Erik Sviatchenko, Pione Sisto, Morten 'Duncan' Rasmussen, Kristian Bak og Petter Andersson, der er stoppet eller har forladt FC Midtjylland inden for det seneste år. Det er en knust rygrad.

Alligevel havde jeg ikke forventet, at klubben ville være så dårlig i denne sæson, som det har været tilfældet. Lige nu kan FCM ikke konkurrere med Brøndby om andenpladsen, og taber FC Midtjylland i Brøndby søndag, vil der være 10 point mellem de to klubber. FC Midtjylland har været ustabile som bare pokker, og på det seneste er det blevet til katastrofale nederlag til både Silkeborg og AGF - kampe, hvor FCM har skullet bekræfte sin medaljekandidatur.

Jeg er oprigtigt skuffet over FCM, for truppen er til mere. Og selv om han spiller fra start i de fleste kampe, er Rafael van der Vaart stadig ikke en spiller, der på banen gør en forskel for FCM.

5. ... Men OB har været den største skuffelse

Jeg troede på OB i top seks i denne sæson - det gør jeg så ikke mere! Hold op, hvor har OB været skuffende.

Det fynske mandskab er med al sandsynlighed med i nedrykningsspillet i foråret, og indtil videre ser jeg ikke et hold, som har været meget uheldig med at ligge i bunden. Det har bare ikke været godt nok - på de fleste leder og kanter. OB skal prise sig lykkelig for en vinterpause, der kan være med til at bringe ny energi i foråret.

De nye folk som Kenneth Emil Petersen, Mathias Thrane og Rasmus Jönsson har ikke ramt det niveau, som jeg synes, man kan forvente. Og værst har det været i front, hvor ellers så dygtige spillere som Rasmus Festersen og Anders K. Jacobsen har skudt med løs krudt.

6. Marcus Ingvarsen er Superligaens største salgsemne

Jo jo, der er nok spillere fra FC København, der kommer til at koste mere og bliver solgt for større penge end Marcus Ingvartsen, men FC Nordsjælland-angriberen har været uhyggelig farlig foran mål. Med tanke på hans alder og hans mange mål - også for Danmarks U21-landshold - bør der være mange klubber, der er interesserede i at få en rigtig målscorer til. Også fordi målscorere er mest efterspurgte.

Jeg mener, han i januar er det største salgsemne i Superligaen, men det er nok tvivlsomt, om FC Nordsjælland vil sælge før til sommer. Også med tanke på, at klubben lige har forlænget Ingvartsens aftale.

FC Nordsjælland-angriberen er stadig kun 20 år.

7. Ted van Leeuwen får travlt i januar

Ny træner - igen - i Esbjerg, og Lars Lungi Sørensen får sammen med sportsdirektør Ted van Leeuwen en travl vinter. Primært van Leeuwen bliver interessant at følge, for hvad skal der ske med spillere som Casper Nielsen og anfører Jeppe Andersen, der begge har udløb til sommer, og som begge er interessante for andre klubber? Og hvad med Bjørn Paulsen?

Samtidig er spørgsmålet, hvad Esbjerg kan hente, og hvad Ted van Leeuwen tænker? Ikke mange ved det, virker det til, og det i sig selv bør give anledning til bekymring hos Esbjerg-fans.

Jeg føler stadig ikke, vi har fået et ærligt indblik i, hvem han er, og hvad han vil, ham Ted van Leeuwen med det lidet flatterende kælenavn 'Terror Ted'.

8. Ibrahim Moro har været efterårets bedste indkøb

Ernest Asante, Rasmus Falk, Benjamin Röcker, Hany Mukhtar og Jesper Hansen har alle været glimrende tilføjelser til deres respektive klubber, men den største tilføjelse og den, der har betydet mest, er Ibrahim Moro i Silkeborg.

Silkeborgs midtbanespiller arbejder for to, er pasningssikker og bindet spillet sammen i Silkeborg.

Tænk på det: I de første syv kampe i Superligaen fik oprykkeren Silkeborg IF blot to point. I de syv kampe spillede Moro ikke. I de efterfølgende 13 kampe har Moro været i startopstillingen, og SIF har hentet 21 point. Det er bemærkelsesværdigt.

Med Moro på holdet er det svært at se Silkeborg rykke ud.

9. Spillerforeningen har ramt rigtigt

Ifølge Spillerforeningen er Thomas Delaney 2016's bedste spiller i Superligaen, og det er jeg enig i. Det er fortjent, at Delaney nu får chancen i en større liga, omend man godt kan være i tvivl, om ikke han kunne have fundet lidt bedre arbejdsgiver end Werder Bremen.

Han var rigtig god i foråret, og han har været ekstremt god i efteråret og er i min bog Superligaens bedste spiller - også efterårets bedste spiller.

Thomas Delaney bliver en svær mand at erstatte for FC København.

10. Lad os vente med at gøre status på strukturen

Allerede nu blever der råbt og skreget om en Superliga-struktur, der ikke fungerer. Jeg kan til dels godt forstå, der bliver talt om det, og at det bliver diskuteret, men lad os nu lige tage det roligt. Lad os nu se strukturen rulle sig ud, og så må vi gøre status, når vi er klogere, og ikke når vi tror, vi ved det.

I en almindelig sæson havde FC København alligevel været suveræn, mens der omvendt i denne sæson er meget spænding i bunden. Det er da også ret sjovt.