Kampen om Kongerigets fodboldkrone kan tabes i pressen
Foto: Polfoto
Generelle

Kampen om Kongerigets fodboldkrone kan tabes i pressen

Det lugter allerede nu af et hektisk forår i Superligaen. Meninger, magtkampe og mesterskabet er på menuen.

27. april 1996 står på mange måder klart i mit sind, selv om jeg først senere blev klar over, hvad der var foregået. Dengang var det ikke lige så nemt for en 11-årig knægt at gå på internettet - der i øvrigt blev stavet med stort 'I' på det tidspunkt - for at finde ud af, hvad der var foregået. Det er længe siden, men historien er noget af det samme som det, der foregår i øjeblikket i Superligaen.

Hvad der efterhånden også er blevet et skoleeksempel i "mind games", er et af mine idoler Kevin Keegans tv-interviews fra foråret 1996. Vi var nogle drenge, som var blevet ret vilde med den engelske klub Newcastle United, og uden at vide det, skulle den 27. april ødelægge det, vi havde håbet på, og som Newcastle United ikke har formået at gøre siden 1927: Nemlig at vinde det engelske mesterskab.

På det tidspunkt var Newcastle og Manchester United stort set side om side i kampen for at vinde det engelske mesterskab, efter Manchester United ved juletid var 12(!) point efter Newcastle United. Kevin Keegan var presset, og Alex Ferguson - den snu skotte - lugtede blod og et engelsk mesterskab, efter "The Entertainers", som Newcastle dengang blev kaldt, havde formøblet den store føring.

Alex Ferguson havde sagt til pressen, at andre hold ikke ville slå Newcastle så meget, som de ville slå Manchester United. Og han indikerede, at Manchester United fik hårdere modstand, når de mødte de hold, som også havde mødt Newcastle. Og det fik altså Kevin Keegan til at se rødt. Med en finger pegende ind i skærmen sagde Kevin Keegan de berømte ord:

- Du kan sige til ham, hvis han ser det her, at vi stadig kæmper for den her titel, og han skal til Middlesbrough og have point. Og jeg siger til dig, helt ærligt, jeg vil elske det, hvis vi slår dem. Elske det, sagde Kevin Keegan den 27. april 1996 i et tv-interview, som du kan se her.

Kevin Keegans interview står som et skoleeksempel på, hvordan man kan vinde og tabe i pressen. Kevin Keegan tabte alt, og Alex Ferguson vandt. Manchester United vandt det år det engelske mesterskab med to point ned til Newcastle United. Kevin Keegan sagde op i efteråret.

I den danske Superliga resterer der 16 kampe, og FC Midtjylland har et solidt forspring på otte point ned til nærmeste forfølger fra FC København. Det vi ser i øjeblikket er derfor en benhård kamp på ord om point og mesterskabet. Og der tages alle midler i brug for at hyle hinanden ud af den.

I sommer var FCM's bestyrelsesformand Rasmus Ankersen ude med en kritik af Brøndbys Masterclass, og selv om noget af kritikken måske var berittiget, så var den også meget, meget hård og skarpt trukket op. Det var et forsøg på at sætte pres på Brøndby. Et forsøg på at fortælle talenterne, at de ikke får chancen i Brøndby. Og det var et forsøg på at markere, at FCM står som en bedre udviklingsklub.

Netop det bragte FCK-træner Såle Solbakken i spil, da han for fem dage siden åbnede forårets ordkrig i et interview med tv3sport.dk, hvor han fortalte, at FCM ikke kan prale af at være en talentklub længere. Siden fortalte FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein, at Ståle Solbakken måtte være en presset mand, siden han sagde, som han gjorde. Og nu er det så altså FC Københavns tekniske direktør, Johan Langes, der er ude med riven.

I et interview med tipsbladet.dk fortæller Johan Lange, at FC Midtjylland snubler, når klubben er tæt på at vinde noget. Og uden at nævne klubnavne fortæller han, at der er nogle klubber, der med kirurgisk præcision køber rutinerede spillere ind med det mål, at de skal tage over for unge spillere. Det står ligesom mellem linjerne, at FCM's indkøb af målmand Jonas Dahlin og angriber Martin Pusic er det, Lange referer til.

Og mens vi så går og venter på, at FC Midtjylland kommer med svar på Johan Langes udtalelser, er det værd at huske på, at man ikke kan vinde point i pressen, men man kan tabe mange. Ordkrigen er i gang, og den slutter formentlig ikke, før vi har en dansk mester på plads.

Forvent derfor "mind games", som de kalder det i England, hele foråret. FC København vil i hvert fald gøre alt for at hyle FCM ud af den. Gøre dem nervøse og minde dem om de gange, et trofæ er forsvundet ud af hænderne på dem. Som i sidste sæson, hvor FCM havde et forspring til AaB på fire point, da foråret gik i gang. FCM blev kun nummer tre Superligaen sidste år.