
De sjove solskinsdage er forbi, og efteråret står for døren. I mere end én forstand. For man kan roligt sige, at Sønderjyske er kommet i modvind efter en historisk dårlig start med kun et enkelt point efter sæsonens første syv kampe.
Jeg skal holde tungen lige i munden, når jeg skal evaluere det netop overståede transfervindue, da der er mange nuancer, der skal bringes i spil for at vurdere, hvor vi står. Vi er klart sidst i tabellen, men er det virkelig så sort-hvidt?
Vi har i den seneste tid været offer for vores egen succes. Forventningerne blandt fans er blevet urealistisk høje efter sidste sæsons overpræstation, og nogle har måske glemt, hvor vi som klub er placeret i hierarkiet. Derudover har man siden januar sagt farvel til sine fire – fem største profiler, hvor specielt Tobias Sommer og Magnus Jensen også havde et stort ledelsesmæssigt ansvar.
Kristall Ingason var den helt store offensive profil sidste efterår og blev solgt i januar. Olti Hyseni beviste, hvilket stort talent han besidder, og blev den næste profil i de offensive rækker, inden han fulgte Thomas Nørgaard til Brøndby. Dertil kommer salget af Daniel Gretarsson, som sammen med Magnus Jensen var en fundamental del af den defensive struktur.
Så bliver det svært
Hvor mange klubber kan reelt holde til, at deres fire – fem vigtigste spillere bliver solgt inden for så kort tid? Og var der reelt et alternativ til at sælge dem? Vi er en sælgende klub. Det vil vi altid være. Med sidste sæsons succes var det uundgåeligt, at der ville være interesse for de bærende profiler. Det netop overståede transfervindue har været en stor test i at smede, mens jernet er varmt, samtidig med at man fortsat kunne fastholde en konkurrencedygtig trup. Derudover har man længe efterlyst evnen til at kunne tjene penge på sine salg. Det har vi nu bevist. Både med rekordsalget af Olti Hyseni, men også med de største samlede transferindtægter nogensinde.
Tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt der var et alternativ til at sælge alle de store profiler. I min optik var der ikke noget realistisk alternativ. For hvad er værdien i at beholde spillere, der føler, de har givet alt, hvad der var at give for klubben? Man kunne måske have valgt at beholde Daniel Gretarsson, der dog havde ytret, at han gerne ville prøve noget nyt, men med kontraktudløb til næste sommer skal man som klub også agere økonomisk ansvarligt.
Og igen: Ligger den største værdi i at sælge eller beholde en spiller, der ønsker at komme videre? Den eneste reelle overraskelse var Magnus Jensen. Det var på intet tidspunkt forventet, at han skulle sælges. Der er sagt og skrevet meget om den sag, så det vil jeg ikke gå i dybden med. Men Magnus Jensen kommer jeg tilbage til.
Klubben har været forberedt på, at der var flere spillere, der skulle videre. Når man som klub ved, at flere profiler er på vej ud, stiller det store krav til forberedelserne i forhold til at have erstatninger klar. I den perfekte verden skulle disse erstatninger allerede være i klubben, men det er ganske enkelt ikke realistisk for en klub som Sønderjyske, hvor man er afhængig af salg, før der kan laves indkøb. Når man samtidig medregner den økonomiske risiko, der blev taget i sidste sæson ved ikke at sælge sine på daværende tidspunkt bedste spillere, bliver det en vigtig nuance at have med i en bedømmelse som denne.
Rettidig omhu
Jeg synes, at man langt hen ad vejen har ageret med rettidig omhu og har haft erstatninger klar kort efter et salg. Set i bagklogskabens klare lys burde man have købt en offensivspiller allerede i vinters, så der ikke var så mange nye spillere, der nu skal opbygge nye relationer.
Har de spillere, der er kommet ind, haft den tilstrækkelige kvalitet? Det synes jeg til en vis grad, at de har. Det vil ikke være realistisk at forvente, at man kan hente spillere på præcis samme niveau som dem, der er solgt. Man skal derimod hente spillere, der forholdsvis hurtigt kan udvikle sig til minimum samme niveau, så man over tid ser den progression, der skal udvikle klubben og rykke den fremad.
Når det så er sagt, synes jeg, at spillere som Mathias Olesen, Jacob Steen Christensen, Alexander Munksgaard og Ismail Seydi alle besidder evner, der har potentiale til at løfte niveauet i truppen markant. Det er spillere i en alder, hvor det allerede er forventet, at de kan gøre en forskel fra dag ét, men samtidig kan tage yderligere skridt i deres udvikling.
Der er generelt kommet mange nye spillere til, og sammen med de meget markante afgange, der har været, står både trup og trænerstab over for en kæmpe udfordring i forhold til at finde en ny fælles identitet og samhørighed. Det stiller store krav til de etablerede spillere i klubben, som skal være med til at tage ansvar og vise retningen.
Det er netop her, det var forventet, at Magnus Jensen skulle have haft en stor rolle med sit lederskab og engagement. Som jeg også nævnte i min sæsonoptakt, efterlader salget et stort hul. Selvom afslutningen på hans tid i Sønderjyske på ingen måde var ønskværdig, kommer man bare ikke uden om, hvor stor en rolle han havde i sidste sæson. Både i den defensive organisation og som leder. Hvis man er i tvivl, kan man blot tage et kig på sæsonens første syv kampe.
På papiret har man også forsøgt at erstatte Magnus Jensen med Brynjar Ingi Bjarnason og Stefan Velkov. Specielt Velkov minder på type mest om Magnus Jensen, uden at jeg synes, de er på helt samme niveau. Sat på spidsen bliver det altafgørende, hvor hurtigt man får styr på den defensive organisation. Det er her, jeg finder de største spørgsmålstegn ved transfervinduets tilføjelser, hvor hverken Velkov, Bjarnason eller målmand Nick Shinton er kommet godt fra start.
Omvendt kan man sige, at den nye angriber Osaze De Rosario har fået en flyvende start med et pragtmål i sin debut og flere gode aktioner. Der har også været lovende takter fra Bubacarr Tambedou, som også har vist, at han ved, hvor målet står. Norske Teodor Halvik har fået begrænset med spilletid, så derfor er det endnu ikke muligt at vurdere, hvor han står.
De unge nyindkøb i Berkant Bayrak, Omran Khatar og David Boison Frimpong forventes ikke at gøre en forskel endnu, og det virker til, at de alle skal udvikle sig betydeligt mere, før vi kan forvente, at de kan gøre en forskel. Personligt er jeg lidt overrasket over, at Berkant Bayrak tilsyneladende er klart nederst i målmandshierarkiet, specielt med tanke på de problemer, der generelt har været på målmandsposten. Talentet har han vist frem flere gange i 1. Division, men springet til Superligaen har åbenbart været for stort på nuværende tidspunkt.
Ingen gode arbejdsbetingelser
Det har på mange måder været et begivenhedsrigt transfervindue, og det har helt sikkert også haft stor påvirkning på de seneste præstationer. Når der sker så store omvæltninger både på og uden for banen, kræver det tid og tålmodighed at opbygge nye relationer. Tid er desværre en knap ressource i moderne fodbold, og de store ændringer har på ingen måde givet Fatah Abdirahman gode arbejdsbetingelser. Dette stiller store krav til Fatah, men det stiller i lige så høj grad store krav til den sportslige ledelse, som bærer en stor del af ansvaret for den situation, vi står i lige nu. Jeg mener derfor også, at det er den sportslige ledelses største opgave at sikre, at Fatah og resten af truppen får den nødvendige tid og ro til at lykkes.
Når alt kommer til alt, synes jeg, at transfervinduet er bestået. Det har været nogle svære forudsætninger med spillere og profiler, som ønskede at komme videre i deres karriere, samt mange nye indkøb. Når man laver så store ændringer på meget kort tid, har man som klub et ansvar for, at fundamentet er stærkt nok. Store dele af det fundament var bygget op omkring Magnus Jensen, hvilket måske har været for skrøbeligt i sidste ende. Det vil vi få tydelige svar på i den nærmeste fremtid.
På positivsiden har man endelig bevist, at man kan tjene mange penge på de spillere, man sælger. Det har været et kritikpunkt i mange år, og nu tyder det på, at man endelig har knækket koden til denne del også. Derudover synes jeg, at man trods alt har været godt forberedt på at hente nye spillere ind, når der gik spillere den anden vej ud ad svingdøren. På kort sigt står man kvalitetsmæssigt en smule svækket sammenlignet med sidste år, men flere af de spillere, der er hentet ind, er på et niveau, der ikke tidligere har været muligt at tiltrække. Det er også spillere, der har potentiale til at løfte det samlede niveau i truppen over tid. Men sejrene skal komme snart, for ellers kan det meget hurtigt ende med at blive grimt.

LIVE
LIVE: ‘Skrækkelig udvisning, den skal appelleres!’
EKSKLUSIVT
– Her er sandheden om Olti Hyseni, FCK og FCM
INTERVIEW
Sportschef færdig efter Frihedsbrevet-artikel
FC København bekræfter transfer
‘Jeg synes, det er en pinlig opførsel’
– Uretfærdigt, hvis han ikke vinder Ballon d’Or!
FANKLUBBEN
En stor skuffelse han skiftede til Brøndby
INTERVIEW Vild med Adamsen: ‘De troede, det var urealistisk’
INTERVIEW
– Er det Alt for damerne, det her!?
Skidt lodtrækning for Danmarks U21-landshold
Kommentator: Jeg hører, det bliver Man Citys straf
MEDIE
Froholdts præstationer sender millioner til FCK
HELT VILDT
FCK ville have ham – nu koster han 216 millioner
EKSKLUSIVT Afsløring: Kæmpe bombe – FCM henter Andreas Maxsø
FCN brænder straffe og smider point mod OB
Hvidovre stikker fra Vejle
Journalist åbner for chokskifte
Hård dom over Superliga-træner: Ikke overbevisende
Dortmund smider sejren i kæmpe drama
Medie spekulerer: Zorniger i legendarisk comeback?
EKSKLUSIVT
Superliga-chok: ‘Han får en længere kontrakt’
NYHEDER
Afslører: Jeg ville væk fra FCM i vinter
TRANSFER Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026
INTERVIEW
Frygtede det værste: ‘Så tænker man fuck’
EKSKLUSIVT
Venner genforenet i Danmark – nu er de rivaler
TOPNYHED
AGF vil have mangemillionær på toppost
NYHEDER
Ekstraordinært: Dansk supertalent kan ende i CL
NYHEDER
FC København-spiller vender hjem med nul minutter
Dolbergs transferværdi rammer nyt lavpunkt
Hylder dansk træner: Den vigtigste i min karriere
‘Man er nødt til at lære af den slags historier’
TIPSBLADETS DOM
Noah Nartey stråler – skæbnekampe venter Danmark
HELT VILDT
Kan lave vanvittig bedrift for første gang i 20 år
EKSKLUSIVT