Den brølende Buffon bliver den store oplevelse

 

Når Italien i aften møder Belgien i den måske mest interessante kamp i slutrunden hidtil, vil jeg glæde mig til at se tv-kameraet panorere henover Italiens startopstilling inden kamp, når den traditionelle nationalsang ”Il Canto degli Italiani” bliver afsunget med stroferne ”Italiens brødre, Italien er vågnet”. 

 

For nationalsangene før en landskamp er altid noget særligt for mig, og når Italien spiller er det noget nær et højdepunkt (blandt andet fordi jeg ikke nærer de store følelser for italiensk fodbold generelt). For det første, er det en god tradition, der er med til at gøre landskampe noget anderledes end klubkampe, og for det andet er Gianluigi Buffon en fornøjelse at opleve i dette moment før en kamp. Den erfarne målmand er i det hele taget en fornøjelse at have med ved denne slutrunde, hvilket jeg vil argumentere for i dette lille blogindlæg.

 

For mig handler EM i høj grad om de personligheder, der er med ved en slutrunde, men også om det nationale tilhørsforhold, der betyder så meget i forbindelse med landskampe. Gianluigi Buffon repræsenterer begge dele, og han er måske den største legende ved det aktuelle EM. Tager vi tallene først, er det den 38-årige målmands fjerde EM-slutrunde og niende store slutrunde i det hele taget. Han har spillet 157 A-landskampe for Italien. Han har lige leveret en rekordsæson i Juventus med et uhørt få antal mål imod. Og som anfører på et relativt profilfattigt landshold ER han Italien ved dette EM, der tilmed bliver hans sidste. Vi skal altså nyde ham, mens vi har ham, selvom hovedpersonen selv tager det faktum roligt. 

 

- Det er mit sidste EM, men jeg føler hverken nostalgi eller at jeg hæmmes. Jeg føler snarere en masse entusiasme. I denne alder ved jeg, hvad det vil sige at deltage og have æren af at bære mit lands trøje. Uanset hvordan vores rejse bliver i denne turnering, ønsker jeg ikke at vi kommer til at fortryde noget. Nogle gange er vi røget hjem uden at vide hvorfor eller fordi vi ikke havde givet alt, men i dette tilfælde tror jeg, at vi i sandhed vil give vores hjerte og sjæl for vores nation og vores træner, har han sagt op til aftenens kamp. 

 

Det er et smukt og stærkt citat, der rummer en masse ambition, coolness og passion. Den slags emotionelle udsagn er vi ikke så vant til på vores breddegradder – faktisk er fodboldverdenen ved at være fattig på folk, der tør give los og sige andet end at ”det er en kamp som alle andre”. Men Buffon er en af spillets fine repræsentanter – også fordi hans karriere både har budt på op- og nedture. 

 

Her tænker jeg ikke kun på calciopoli-skandalen i 2006, hvor han valgte at blive i Juventus og hjælpe klubben på fode igen. Jeg tænker heller ikke nødvendigvis på Parma-sagen, hvor han blev udskældt for at ville spille med nummer 88 – et nummer der i visse kredse associeres med ”Heil Hitler”-reference, mens Buffon havde valgt rygnummeret ”fordi det ligner fire kugler, og alle i Italien ved, hvad det vil sige, at have kugler: Styrke og determination”. 

 

Jeg tænker på naturligvis på den depression, som Buffon kæmpede med og overvandt i 2003/04-sæsonen. Han har fortalt åbent om det, og det er befriende, at en sportsmand har stået åbent frem og fortalt om det, som Buffon gjorde nogle år efter. I en periode på seks måneder var han bange for at gå på banen; bange for at begå fejl, men efter hjælp fra nære venner, familie og en psykolog kom han på fode igen. Men han er opmærksom på, at jobbet som målmand er en udsat position.

 

- Man skal være masochist for at have dette job. Og en smule pervers. Tænk over det: Du spiller en kamp, hvor alle andre bruger deres fødder, men du vil helst bruge dine hænder, har han sagt til FourFourTwo. 

 

Han nærmer sig så småt 1.000 kampe som professionel, og han har dermed videreført den store sportstradition i familien, hvor hans mor var diskuskaster, mens faderen var vægtløfter. Gianluigi Buffon har for længst skrevet sig ind i Italiens sportshistorie som en af de største. 

 

Og i aften står han der igen. For 158. gang vil Buffon skulle synge med på nationalhymnen i forbindelse med en A-landskamp, og vil formentlig se ham i den klassiske positur med lukkede øjne og munden på vid gab, så fædrelandssangen fra 1847 bliver brølt ud af lungernes fulde kraft. For nationalhymnen betyder meget for ham, har han fortalt. 

 

- Jeg synger meget emotionelt, fordi det italienske landshold betyder utrolig meget for mig. Det er det land, jeg lever i, og jeg mistede to oldeforældre under krigen, så dette er min anerkendelse af dem – en anerkendelse af, hvor meget de betyder for mig, sagde Buffon før EM-finalen i 2012. 

 

Nu venter en ny EM-slutrunde. Den sidste af slagsen med Buffon.