For mig er VM en højtid ligesom så mange andre af livets faste højde- og holdepunkter.
Det er forbundet med forventningens glæde. Det er forbundet med fest og farver i store rammer. Det er forbundet med traditioner. Og det er forbundet med minder.
Forskellen er bare, at VM er større end alle andre planlagte begivenheder, som man bliver inviteret til og deltager i i løbet af et liv.
VM er den særlige symbiose mellem publikum og spillerne på banen. VM er mangfoldigheden og fællesskabsfølelsen. VM er de store øjeblikke, der giver minder for livet.
----
Hvor julen er en årligt tilbagevendende begivenhed for den kristne del af verden, foregår VM i fodbold kun hvert fjerde år – og alle verdensdele og flere religioner er repræsenteret.
Hvor fødselsdage og konfirmationer er en-dags-begivenheder med én enkelt person i centrum, handler VM om 736 spillere på 32 hold, der skal spille 64 kampe i løbet af 31 dage.
Hvor bryllupper er forudsigelige (de siger altid ”ja”) og fulde af kærlighed, kan ingen forudse udfaldet af kampene ved et VM, der undervejs vil bringe hele følelsesregistret af sorg, glæde, tristhed, vrede og begejstring i spil hos både aktører og tilskuere.
Hvor præsidentvalg og folketingsvalg ofte er kendetegnet af uenigheder, der splitter nationer, er VM-festen en samlende begivenhed, som knytter bånd mellem folk – og får voksne mænd til at kramme folk, de aldrig har mødt før.
VM er den særlige symbiose mellem publikum og spillerne på banen. VM er mangfoldigheden og fællesskabsfølelsen. VM er de store øjeblikke, der giver minder for livet.
Derfor er forventningens glæde så stor hos mig. Siden jeg begyndte at forstå fodbold og så mit første VM i 1994, har slutrunderne hvert fjerde år været et højdepunkt, som jeg i dag kan se tilbage på med minder om store spillere, fede mål, skønne jubelscener, grimme tacklinger, farverige trøjer, drabelige kampe, helte, skurke, stjerner og vandbærere.
Samtidig fungerer VM-slutrunderne som nedslag i mit eget liv. Som den norske forfatter Karl-Ove Knausgaard har formuleret det i bogen ”Hjemme Ude”, der er skrevet sammen med Fredrik Ekelund med VM i Brasilien som ramme:
”Jeg husker alle verdensmesterskaberne fra og med det i 1978; hvad jeg lavede, hvordan jeg levede, hvem jeg var, og i hvilken verden det foregik.”
Sådan har jeg det også, og hvert eneste VM-slutrunde har haft en unik betydning for mig, fordi jeg har været et nyt sted i mit liv.
I 1994 var jeg et uskyldigt barn, i 1998 var jeg teenager, i 2002 var jeg næsten myndig, i 2006 skulle jeg til at flytte hjemmefra, i 2010 var jeg i et fast parforhold, i 2014 havde jeg fast job og ejerlejlighed og nu i 2018 er jeg far til to børn. Og ligesom mit eget liv rummer alle årene med VM-slutrunder rummer deres egne fortællinger fra fodboldbanen.
Som Nick Hornby skriver i sit selvbiografiske værk ”Fever Pitch” er det typisk os fodboldfans at kunne huske livsbegivenheder i forbindelse med fodboldbegivenheder, og den slags kommer særligt til udtryk ved slutrunder.
For eksempel ved jeg, at min fætter Michael blev gift i 2012, fordi brylluppet foregik samme dag som Danmarks 1-0-sejr over Holland ved EM (jeg hørte kampen i radioen under middagen, hvilket min hustru endnu ikke har tilgivet mig). Selvom jeg ikke så kampen, er det et særligt slutrundeminde fra et stort øjeblik i den danske fodboldhistorie.
Og det er det, slutrunder kan: VM er de store øjeblikkes fest. Maradonas hånd. Bebetos vugge. Laudrups vip. Zidanes skalle. Og sådan kunne jeg blive ved. Hver slutrunde har sit definerende øjeblik, der skaber fodboldminder for livet.
Der er så meget at glæde sig til ved et VM. Hvem leverer det store øjeblik i 2018? Hvem bliver den dominerende spiller, der trækker store overskrifter som Romarió i 1994? Hvem bliver den store skuffelse som Frankrig i 2002? Og hvilken nation overrasker og bjertager en hel verden med berusende fodbold som Danmark i 1986?
”Det er den identifikation, fodboldelskeren gør med det hold, han elsker, ikke med maven, men ved første øjekast (…) Denne absolutte kærlighed vælter dig i møde fra stadion, begraver dig, rejser dig og gør dig måske senere ulykkelig, fordi genstanden for din kærlighed overgår alt, hvad du har set før,” skrev den franske avis Liberation om det danske landshold under VM 1986.
Citatet er gengivet i Joakim Jakobsens vidunderlige bog Tynd Luft om den danske VM-debut i 1986, som jeg formentlig kommer til at referere til flere gange i løbet af mine skriverier under VM. Så er I advaret.
For Danmark kommer naturligvis også til at fylde noget, og selvom nationen allerede er gået i selvsving med ævl og kævl over trupudtagelser, slagsange og alt det midt i mellem, glæder jeg mig også over den hype, der har ramt Danmark her i 2018. Det er bare noget særligt, når ens fædreland er med i en stor slutrunde; det kommer jeg til at skrive mere om senere på slutrunden.
Der er så mange historier, der venter på at blive fortalt.
Der er så mange fodboldelskere, der venter på at blive begejstret.
Der er så mange kampe, der venter på at blive spillet.
Lad de store øjeblikkes fest begynde.
PS: Jeg tror, at Brasilien vinder.