Frygtens skygge påvirker EM-feberen i kærlighedens by

TIPSBLADET.DK I PARIS

Rejs jer fædrelandets børn
Den pragtfulde dag er kommet
Mod os er tyranniets blodige standard hævet

Ovennævnte oversatte strofer stammer fra den smukke, franske nationalsang La Marseillaise, som franskmændene håber at kunne skråle hele syv gange denne sommer – en for hver kamp frem til og med finalen.

Franskmændene er et folkefærd med stor fædrelandskærlighed, og den er ikke blevet mindre i løbet af det seneste år, hvor grumme, historiske begivenheder har føjet sår på sjælen og skabt utryghed i landet, hvor man underskrev fredstraktaten efter 1. verdenskrig på Versailles-slottet uden for Paris.

Men Paris har ikke været den samme siden den november-dag i 2015. Det var den dag, hvor byernes by blev udsat for flere terrorangreb, der slog i alt 130 mennesker ihjel og satte Frankrig i undtagelsestilstand.

En af scenerne for terroren var Stade de France, hvor en bombe sprang i nærheden af stadion. Det var meningen, at selve stadionet skulle være mål for et terrorangreb, for Frankrig spillede den aften en træningskamp mod Tyskland for øjnene af 80.000 tilskuere på hjemmebanen i Paris-forstaden St. Denis.

På grund af handlingerne den aften i november, hænger der en skygge over EM-slutrunden.

Sikkerhedsforanstaltningerne har været et stort tema omkring dette EM, og det er noget, man mærker i Paris. Jeg har aldrig før oplevet at skulle gå gennem en metaldetektor, når jeg skulle besøge et fodboldstadion, ligesom min taske også skulle igennem sådan et apparat, som de har i lufthavnene. Men det sådan er det på Stade de France, der danner ramme for åbningskampen fredag aften.

Der var længe tvivl om, hvorvidt de såkaldte fanzoner, der skal agere samlingspunkt for alle fans i værtsbyerne i løbet af slutrunden, overhovedet skulle opføres ved dette EM, men sådan er det nu engang blevet. Til gengæld er det nu kun på disse fanmiles, at man må vise EM-kampe live på storskærm, har myndighederne dikteret. Man har vurderet, at det simpelt hen er for farligt at lade folk samles på åbne pladser og foran restauranter for at se fodbold. Hvis man som restauratør skal vise en EM-kamp i løbet af juni, skal det foregå indendørs, hvilket særligt er et problem i de sydfranske byer, hvor den trykkende varme tvinger folk udendørs. De må altså samles i UEFA’s fanzoner, hvilket også giver et billede af en kontrolleret fest uden plads til de store spontane tiltag.

Så terrorfrygten fylder noget, og man oplever også camouflageklædte soldater og mange politifolk i gaderne i Paris, hvor de store turistattraktioner er omgærdet af hegn og ekstra sikkerhed.

Måske vil en fransk fodboldtriumf kunne gøre noget. Man har før set, hvordan den tyske VM-triumf i 1954 kunne gøre op med traumerne efter 2. verdenskrig, og i mindre målestok gjorde ’Sommeren ’92’ også noget ved den danske folkesjæl. Måske kan franskmændene forenes i fælles glæde ved en EM-sejr i 2016?

Flere aktører ved slutrunden har imidlertid også udtalt sig om den skygge, der hænger over EM-slutrunden. Eksempelvis har Tysklands forsvarsspiller Jerome Boateng fortalt, at hans familie ikke kommer til at overvære de tyske EM-kampe live på stadion.

- På den ene side er det naturligvis trist, at man er nødt til at beskæftige sig med den slags spørgsmål. På den anden side skete der bare en masse tankevækkende ting sidst (hvor Tyskland spillede mod Frankrig på Stade de France, red.). For mit eget vedkommende ønsker jeg at koncentrere mig udelukkende om fodbold ved EM, og jeg føler mig ganske enkelt mere tryg, hvis min familie ikke sidder på stadion. I sidste ende er det op til den enkelte at beslutte, har Boateng udtalt til Bild.

Som udsendt journalist er det også noget, der ligger i baghovedet, men det fylder ikke meget. Det gav et sug i maven at sige farvel til familien derhjemme, men det gælder vel netop om at lægge frygten til side i sådanne situationer. Som Zlatan Ibrahimovic sagde det på et pressemøde i Sverige i sidste uge:

- Efter de tragiske hændelser i Paris har sikkerheden været i højsædet. Man ser militær på gaden, og det er blevet optrappet op til EM. Man ønsker jo ikke, at der skal ske noget. Jeg håber, at ingenting sker, og at det bliver en ren nydelse. Jeg tager det bare, som det kommer. Carpe diem. Jeg må leve mit liv, inden det er slut. Jeg er absolut ikke bange.

Carpe diem. Og husk kærligheden. Det minder om en sang, hvor den introen til den franske nationalmelodi også indgår. I Beatles’ evergreen ’All you need is love’ spilles der et stykke af Marsellaisen i de første sekunder, inden Lennon, McCartney og kompagni spreder budskabet om, at kærligheden overvinder alt

Det må vi holde fast i – både under EM-slutrunden her i Kærlighedens By og i livet i al almindelighed.

Og lad os så få noget fodbold!