VM-bloggen: Hurra for Panama som udvider min fodboldhorisont

Jeg ved ingenting om Panama.

Jeg måtte Google landet for at finde ud af basale oplysninger som at det officielle sprog er spansk, at den geografiske placering er i den allerdybeste bund af det nordamerikanske kontinent, og at der bor cirka fire millioner mennesker i det lille land.

Men på grund af VM er jeg i dag blevet klogere på nationen, og det er et af de bedste elementer ved en VM-slutrunde i min bog: Man stifter bekendtskab med nye lande og kulturer.

Jeg ved godt, at Danmark spillede en testkamp mod de hårde mænd fra Mellemamerika i marts, men hvis det ikke var for VM, ville jeg ikke have noget som helst forhold til Panama. Men slutrunden betyder, at jeg fremover vil huske nationen for deres debut ved VM i 2018.

På samme måde forbinder jeg lande som Sydkorea, Nigeria og Marokko med fodbold, og jeg vil helt oprigtigt mene, at min ganske hæderlige paratviden inden for geografi og hovedstæder alene skyldes, at jeg i årtier har interesseret mig for fodbold og derigennem lært verdenskortet at kende.

Da jeg som barn fulgte med i VM i 1994, pløjede jeg mig igennem det informative Panini-hæfte, der dengang indeholdt oplysninger om landedes hovedstæder, arealer og befolkningstal – og ikke mindst deres flag. Hvem andre end fodboldfans (og enkelte geografinørder) ved eksempelvis, at Camerouns flag er gult, rødt og grønt med en stjerne i midten?

Derfor glæder jeg mig altid til at følge de debuterende nationer ved en VM-slutrunde. I 2006 købte jeg sågar et Trinidad-Tobago-halstørklæde for at støtte Dwight Yorke og kompagni under slutrunden; jeg var nemlig fascineret over deres deltagelse, fordi det dengang var den mindste nation nogensinde ved et VM.

Den rekord er blevet slået af årets debutanter ved Island, som vi jo allerede blev begejstrede over ved EM i 2016, men jeg skal absolut også se dagens kamp mellem Belgien og Panama, så jeg kan få et indblik i en ny fodboldnation.

Panama bliver land nummer 78, der optræder ved et VM, og som tiden går, ser det ud til, at der bliver færre og færre nationer, der er med ved et VM for første gang. I 2006 var der ganske vist et boom af nye lande med hele seks debutanter (inklusiv den tidligere Sovjet-stat Ukraine), men ved de to foregående slutrunde har der blot været én enkelt debutant i form af Slovakiet og Bosnien – to lande der endda også har været repræsenteret ved VM tidligere som en del af Tjekkoslovakiet og Jugoslavien.

Så det er nyt og spændende med Island og særligt Panama, som udvider min fodboldhorisont ved denne slutrunde, og jeg kan kun forestille mig, at begejstringen er stor på den anden side af Atlanterhavet i strædet mellem Nord- og Sydamerika.

I hvert fald var der eufori i Panama, da kvalifikationen endelig kom i hus, hvilket man kan læse om i en herlig Guardian-artikel fra den fremragende journalist Sid Lowe, der blev publiceret i weekenden.

Panamas vej til VM har været hård og bumlet, for kvalifikationen til VM i 2014 kiksede på et sent mål i sidste spillerunde i 2013, men revanchen kom altså i hus sidste efterår, da mellemamerikanerne scorede to minutter før slutfløjt i den sidste, afgørende og kaotiske kamp mod Costa Rica, mens mægtige USA tabte fatalt mod Trinidad & Tobago.

Fortællingen om de sidste minutter i den afgørende kamp, hvor 2-1-føringen mod Costa Rica er vidunderlig og vanvittig på samme tid:

”Grædende bolddrenge sparkede bolde ud på tribunerne, og de blev aldrig returneret. En indskifter forlod bænken, løb hen og sparkede endnu en bold så langt væk som muligt. Der gik yderligere nogle få sekunder. Så var der nogen, der slukkede stadionlyset. Fra kontoret under tribunen, hvor hun arbejder, dukkede Elida de Mitchel op på banen, gik lige forbi dommeren og foregav, at hun besvimede,” som der står i Guardian-artiklen

Alt sammen for at trække tiden i slutfasen og komme tættere på et befriende fløjt fra dommeren, der kunne sende den lille nation til Rusland på bekostning af kæmpelandet mod nord.

Nu er de her, Panama, og selvom de næppe kommer til at tryllebinde verden som Danmark gjorde ved debuten i 1986, byde på nye internationale verdensstjerner som Nigeria i 1995 eller komme langt som Senegal i 2002, bliver det sjovt at følge det nye medlem af klubben bestående af VM-deltagere.

Første kamp mod Belgien bliver en mundfuld, og træner Hernan Dario Gomez har da også skruet ned for forventningerne i sin optakt, hvor han har sammenlignet Panamas VM-debut med Islands ditto mod Argentina.

”Jeg mener ikke, at niveauforskellen mellem Island og Argentina er lige så stor som mellem Belgien og Panama. Det er meget tydeligt, at de er favoritter, men hver kamp er forskellig, og hvis vi har en god dag, kan vi måske opnå noget,” sagde Gomez på gårsdagens pressemøde, hvor han også blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis Panama på sensationel vis skulle formå at gå videre fra sin pulje, der også består af England og Tunesien.

”Så drikker jeg to flasker vodka!”

Jeg skåler gerne med, hvis det bliver tilfældet, for det vil betyde, at jeg har fået et nyt stort VM-minde om en ukendt debutant.