VM-bloggen: Jeg kan godt forstå, hvis de kaster op

VM-slutrunden er den største scene af dem alle. De største spillere er involveret i de største kampe, og de største følelser er på spil.

Derfor er aktørerne under et VM også under det største pres, man kan forestille sig.

Det har altid fascineret mig, hvordan store sportsatleter håndterer det pres, der medfølger, når man lever af sin idræt.

Jeg ved godt, at fodboldspillere lever et privilegeret liv, og der er meget vigtigere ting på spil for læger, sygeplejesker og soldater, men det betyder ikke, at det ikke kræver en enorm mental styrke at være fodboldspiller. Tværtimod. Som fodboldspiller omstiller man sig langsomt fra at forbinde sporten med leg til, at det er dyb alvor med mange penge og store følelser på spil. Og med det følger et enormt pres fra holdkammerater, trænere, tilskuere, medier, sponsorer og så videre.

I mange år har det været et tabu, men på det seneste har flere og flere spillere talt åbent om, at livet som fodboldspiller slider hårdt på hovedet.

Det vakte eksempelvis opsigt, da den tidligere tyske landsholdsspiller tidligere i år fortalte i et interview med Der Spiegel, at han kastede op før hver eneste kamp i karrieren på grund af stress og pres.

- På et tidspunkt finder man ud af, at det hele er en byrde, fysisk og mentalt, og man er nødt til at håndtere det og finde sig i det. Det er på ingen måde sjovt længere, og man er nødt til at levere uden nogen ”hvis, måske og men” – selv hvis man er skadet, fortalte Per Mertesacker i interviewet, hvor han også fortalte om sine oplevelser ved VM i 2006, hvor han var en del af det tyske landshold, der vandt mange hjerter som værtsnation på vej mod bronzemedaljerne.

Men selvom der var meget glæde og stolthed forbundet med sejrene, husker Mertesacker især hvor stressende det var at skulle præstere for øjnene af en hel verden.

- Selvfølgelig var jeg også skuffet, da vi tabte til italien og røg ud af turneringen i semifinalen, men mere end noget andet var jeg lettet. Jeg kan stadig huske det, som var det i går. Det eneste, jeg tænkte, var: ’Det er ovre, det er ovre. Det er endelig ovre.”

Per Mertesacker er ikke den eneste fodboldspiller, der for nylig har udtalt sig om den mentale slitage, som livet som fodboldspiller medfører.

Danmarks egen landsholdsspiller Andreas Christensen

- Jeg følte mig træt, når jeg stod op om morgenen, og på banen tog jeg flere pauser. Jeg følte, at det hele gerne måtte være overstået. Jeg tror, at det kom på grund af de mange kampe tæt efter hinanden, at bo på hotel og være væk hele tiden. I kampene var jeg samtidig fuldt fokuseret, sagde Andreas Christensen til Ritzau for nogle uger siden. Overraskende nok fyldte de udtalelser ikke ret meget, selvom

I fodbold handler det om at præstere. Man skal konstant være på toppen fysisk og mentalt, og man skal konstant stå til rådighed for sin klub eller sit land. Det kan godt være, at der er meget fritid, når man er fodboldspiller, men der er ikke meget frihed.

Tænk at skulle udføre sit arbejde for øjnene af millioner af seere og tusindvis af tilskuere, mens pulsen er høj. Det må selvfølgelig være motiverende med alle de fans, men det må også være voldsomt stressende, at skulle præstere og bære nationens håb på sine skuldre. Spørg bare Zinedine Zidane, der kastede op før et straffespark under EM i 2004.

Alle har en holdning til ens præstationer, og selvom man vinder, kan man ikke være sikker på at få ros. Spørg bare Åge Hareide og resten af det danske landshold.

Derfor forstår jeg udmærket, at spillere snakker om at tage en kamp ad gangen. Selvom det er kedeligt at høre på. For jeg tror vitterligt, at det nogle gange er det eneste, man reelt kan forholde sig til: Næste kamp, næste hotel, næste modstander. Det hjælper ikke altid på præstationen at tænke på hvor stort, hvor fantastisk og hvor afgørende næste kamp er. 

Tidligere i år talte jeg med cykelrytteren Søren Kragh-Andersen om det kommende Tour de France, og helt uopfordret kom han ind på det pres, som professionelle sportsfolk lever under. 

- Jeg træner solen sort hele året rundt, og jeg bor langt væk fra familie og venner. Det er sjældent, at jeg kan gå i byen og feste som en 23-årig, og jeg kan ikke altid gøre, hvad jeg har lyst til. Folk forventer noget af mig, og jeg skal fungere i samarbejde med holdet, diætister, trænere og så videre. Der er meget pres på én, når man er ung. Man skal lære at håndtere det ret tidligt som sportsmand. Normale mennesker ville dø, hvis de skulle håndtere sådan et pres på deres skuldre i sådan en alder. Unge cykelryttere arbejder hårdt for det, sagde han i interviewet til Tipsbladets Tour de France-magasin. 

Fodboldspillere arbejder også hårdt for det, og det kræver noget særligt at kunne håndtere det pres og leve den livsstil. Nogen gør det til perfektion, og spillere som Cristiano Ronaldo og Neymar ser jo ofte ud til at nyde den store opmærksomhed og det medfølgende pres.

Modsat har Nicklas Bendtner har også talt om, hvordan fodboldlivet på et tidspunkt hang ham ud af halsen, og eksemplerne på mentalt slidte fodboldspillere er efterhånden mange med Robert Enke som det mest tragiske eksempel. Alligevel er det ikke et tema, der fylder ret meget i fodbolddebatten. Det er som om, at det er mere interessant at høre om en knæskade end mental slitage og stress.

Som det tidligere Barcelona-talent Bojan Krkic, har udtalt:

- Jeg havde angstanfald, men ingen gider at tale om det. Fodboldverdenen er ikke interesseret.

Det er som om, at man ikke anerkender, at det kan være hårdt at være fodboldspiller, fordi verdensstjernerne tjener mange penge og lever af deres hobby. Men som Mertesacker har sagt, holder fodbold op med at være en hobby, når det bliver et arbejde.

Tyskeren har sagt, at han ikke fortryder sin fodboldkarriere et sekund, og at han vil gøre det hele igen, men alligevel var det tankevækkende at læse, hvordan han tidligere i år så frem til sæsonens sidste kamp med Arsenal, der samtidig markerede hans karrierestop.

- I en alder af 30 år vil jeg endelig føle mig fri for første gang i mit liv.

Jeg har den største respekt for de såkaldt forkælede fodboldmillionærer, og jeg kan godt forstå, hvis de kaster op engang imellem.