• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
VM Martin Davidsen

VM-bloggen: Sejre er det bedste hold-kæft-bolsje

VM-bloggen: Sejre er det bedste hold-kæft-bolsje
Foto: Alex Grimm/Getty Images

Under hele VM skriver journalist Martin Davidsen om slutrundens små og store temaer. I dag er der fokus på danske brokkehoveder og en presset landstræner.

Af Martin Davidsen

”Hver gang, vi kvalificerer os til en slutrunde, skal vi have hænderne op af lommerne og armene helt op. Det skal vi, og det er vi slet, slet ikke gode nok til.”

Ordene er Morten Olsens, og de stammer fra bogen ”VM-bosserne”, der er skrevet i 2010 af Dan Sørensen og Hans Krabbe ud fra interview med de tre trænere, der dengang var de eneste, der havde prøvet at stå i spidsen for et dansk landshold ved VM.

I dag får klubben med Morten Olsen, Bo Johansson og Sepp Piontek et nyt medlem, når Åge Hareide bliver den fjerde træner, der oplever den store ære og det tunge ansvar, der følger med, når man er landstræner for Danmark under en slutrunde.

Det har været en mærkværdig oplevelse at følge optakten til det danske VM-comeback gennem den sidste måneds tid. Euforien fra efteråret 2017 er blevet erstattet af en anspændt stemning, hvor de mange diskussioner om trupudtagelse, valg og fravalg har skabt irritation hos landstræner Åge Hareide.

”Det er mærkeligt, at aviserne skriver, hvorfor jeg ikke bruger Andreas Christensen, som spiller i Chelsea, i stedet for Andreas Bjelland fra Brentford. Nu er det modsat. Hvorfor er Bjelland ikke med, han var så god der og der?”

”Det vender i vinden. Det, som passer ind, bliver skrevet. Alle vil have sin mening frem. Hvis jeg havde været på sociale medier, så havde jeg sikkert været helt rundtosset. Der er mest klik på negative ting i medierne og ikke positive, og det undrer mig altså,” sagde Hareide til Ritzau forleden.

Man kan i den sammenhæng undre sig over, at Hareide også i denne sammenhæng kun fokuserer på de negative skriverier om landsholdet. Der har jo været mange seriøse, positive og begejstrede fortællinger om det danske landsholds genopståen.

I går skrev jeg om den store hype, der følger med et VM med dansk deltagelse, og Hareide er da netop blevet rost til skyerne for at få landsholdet til at vinde fodboldkampe og Christian Eriksen til at funkle i rødt og hvidt. Så nuancerne skal med fra begge sider. Og det er værd at bemærke, at kritikken af Hareide jo ikke er kommet fra journalisterne; de har egentlig bare viderebragt udsagn fra fravalgte og skuffede landsholdsspillere.

Men jeg kan godt følge Åge Hareide i, at tiltroen til hans valg ikke forekommer stor til trods for, at han har skabt et landshold, der ikke har tabt i 15 kampe og som i dag spiller sin første slutrunde-kamp i seks år.

Vinderen har altid ret, og derfor må vi også give Hareide den fortjente kredit. Vi må ikke glemme, at landstræneren og hans team ser langt flere fodboldkampe end os andre. De følger den daglige træning minutiøst, de har adgang til alle statistikker, de kender spillerne på og uden for banen. De har alle forudsætninger for at vide bedre end os andre. Det må vi respektere, ligesom landstræneren også må respektere omverdenens nysgerrighed omkring hans valg.

Hvis Hareides ord om, at han har en oplevelse af, at han gør alt forkert, lyder bekendt, er det fordi, hans forgængere har været inde på noget af det samme. Det er ikke et nyt fænomen, at landstræneres valg bliver diskuteret. Det er en del af jobbet, men alligevel har Hareides forgængere ikke lagt skjul på deres irritation over den debat, som landsholdsudtagelser kan medføre.

Morten Olsen omtaler i førnævnte bog ”VM-bosserne” også kritikken af eksempelvis Dennis Rommedahl og Thomas Helveg, og den ellers så folkekære Sepp Piontek har også retrospektivt fortalt om sine trupovervejelser før og under EM i 1988.

”Jeg vidste, at jeg kunne få problemer lige meget hvilken beslutning, jeg traf. Startede jeg med de gamle, og det gik skidt, ville pressen sige: ’Hvorfor valgte han ikke de unge?’ Startede jeg med de unge, og det skidt ville pressen sige: ’Hvorfor valgte han ikke erfaringen?’ Går det godt, er alle glade. Går det dårligt, peger alle på problemerne. Sådan er det. Det var et svært valg,” konstaterer Sepp Piontek i biografien SEPP fra 2016.

Så Hareide er ikke den eneste landstræner, der gennem årene har sukket over pressen. Salig Richard Møller Nielsens slagsmål med nationens skriverkarle er både velkendt og velfortalt, og også i Morten Olsens tid var der skærmydsler mellem landsholdet og reporterne. Hvem husker ikke det Jon Dahl-arrrangerede presseboykot i 2008 og Olsens egne kampe medierne? I 2007 udvandrede Morten Olsen fra et live-interview på grund af kritiske spørgsmål om hans egen fremtid og et generationsskifte på landsholdet.

Sepp Piontek fortæller i biografien fra 2016, at hans forhold til pressen til tider var anstrengt, og netop dette var årsagen til, at han i minutterne efter Danmarks 5-1-sejr over Norge i kvalifikationen til VM i 1986 var forknyt, mut og ude af stand til at give sig hen til jubelen. Han gik alene i omklædningsrummet allerede inden kampen var fløjtet af for at sunde sig og finde de rette ord til både spillere og journalister.

”Havde vi tabt, ville jeg have fået kniven af den kritiske presse, og det var denne tanke, der i nogle minutter gjorde mig sur. Aldrig har forskellen på succes og fiasko været mindre i min tid som chef for landsholdet,” siger Piontek i bogen.

I samme bog uddyber han sine følelser den aften i Oslo.

”Jeg er jo ikke typen, der løber rundt og jubler. Jeg havde taget meget pres og ansvar på mig inden kampen mod Norge. Folk var så vilde efter at komme til Mexico, og jeg kunne mærke, hvor vigtigt det var for aviserne og bladene med noget at skrive om. Jeg vidste, at hvis det ikke var endt så godt, så havde jeg fået slag fra pressen.”

Pionteks pointe om presset rammer hovedet på sømmet. For Hareides frustration er et udtryk for det pres, der er på fodboldtrænere i disse år. Som landstræner bærer du en hel nations fodboldhåb på dine skuldre, for du står med det endelige ansvar for sejre og nederlag. Det er i sidste ende dine valg, der er med til at afgøre forskellen på fiasko og succes. Træneren er med tiden blevet en større og større skikkelse i fodboldens mytologi, og han har fået større og større ansvar for flere og flere personer. 

Troels Bech har på fornem vis sat ord på denne udvikling i forordet til bogen ”Feltherrer” om verdenshistoriens 20 bedste trænere.

”Træneren er nu omgivet af allehånde eksperter, og hans fornemmeste opgave er at uddelegere, motivere og være den samlende kraft. Og i en medieverden, hvor behovet for helte og skurke gør dækningen stadig mere personcentreret, vokser popkulturen (…) Variationen af trænere i fodboldhistorien spænder fra sportsmanden i træningsdragt til lederen i jakkesæt, og kravene har udviklet sig dramatisk. Men én ting har været fælles for alle trænere til alle tider: Kravet om sejr.”

Og så er vi fremme ved det væsentlige. For alle diskussionerne og ”det negative fokus” handler jo om ét grundlæggende spørgsmål: ”Øger landstrænerens valg de danske chancer for at vinde fodboldkampe?” Det burde i hvert fald være det primære fokus, for i bund og grund er det jo fuldstændig ligegyldigt, om Durmisi, Bendtner, Wass, Bjelland eller Christian Nørgaard (ja, jeg havde nær glemt, at fravalget af ham til 35-mands-truppen også var et stort tema i maj) er med, hvis bare Danmark klarer sig godt ved slutrunden.

Hareide har formået at skabe resultater og skaffe Danmark til VM, og derfor stoler jeg også på, at han træffer de rette valg under VM. Han har netop vist, at han er klar til at træffe svære beslutninger og lave om på tingene, så mon ikke han overvejer alle muligheder, inden han træffer et valg?

Men kritikken og spørgsmålene følger med, og som landstræner må det både være et privilegium og en forbandelse at arbejde med noget, som alle danskere har en holdning til. Min hustru sagde det meget godt, da jeg diskuterede stemningen omkring landsholdet med hende:

”Det er ligesom med folkeskolen. Alle har en mening om den, og alle tror, at de ved alt om det.”

Her kunne man også nævne Folketinget, politikerne og trafikken. Danmark er en nation af diskussionslystne borgere, og vi kan også godt lide at kritisere. Steffen Brandt har fortalt det så fint i sangen ”Kom Lad Os Brokke Os,” hvor sangens fortæller brokker sig over alt fra vejret til licensen, og hvor der meget rammende også er en passage om fodboldlandsholdet.

”Ku' vi måske slå dem der Spanien i bold; bare fordi ham Ricardo ikke kunne mønstre en hold?”

Det er meget sigende, at kritikken også her bliver rettet mod træneren.

Den bedste måde for Hareide at få alle brokkehovederne og kritikerne til at tie stille, er at vinde aftenens kamp mod Peru, hvor han træder ind i historien som den fjerde træner i spidsen for et dansk VM-landshold.

Sejre er det bedste hold-kæft-bolsje.

Superliga

Mere Superliga

Fokus