VM-bloggen: Til Rusland med min fodboldmentor

Det er en stor dag i dag.

Ikke så meget på grund af dagens fine VM-program med kampe fra Gruppe A og B, for dem får jeg næppe set. Denne artikel er således blevet publiceret, mens jeg sidder i et fly på vej mod Rusland, hvor jeg skal tilbringe den næste uges tid med at følge VM-slutrunden fra nærmeste hold.

Det vil jeg skrive mere om i løbet af de kommende dage, for dagens blogindlæg skal i højere grad handle om min medpassager på turen, der bærer en stor del af ansvaret for, at jeg overhovedet skriver disse linjer i øjeblikket.

I sagens natur er der nogle rent biologiske årsager til det, men det er også på grund af ham, at jeg i sin tid forelskede mig i fodbold – og særligt i VM-fodbold.

Alle mine vigtigste første fodboldminder har jeg fået i selskab med min far. Det var ham, der tog mig med til min første fodboldtræning i 1992. Det var ham, der tog mig med til min første Superliga-kamp. Det var ham, der lærte mig at læse Tipsbladet og fodboldbøger. Det var ham, der introducerede mig til den ugentlige tipskupon og de medfølgende lørdage foran fjernsynet, der viste engelsk fodbold på Danmarks Radio og tysk fodbold på Sat 1.

Det var ham, der tog mig med til min første landskamp i 1993. Jeg var blevet otte år den sommer, og det er et af mine største og klareste minder fra min barndom: Togturen fra Nyborg til København sammen med en af mine fars kammerater og hans to sønner. Gåturen fra Hovedbanegården gennem København med indlagte spisepauser og køb af fodboldhalstørklæder til os begge. Timerne i Fælledparken inden kampstart. De fire danske mål mod Albanien. Og den efterfølgende tur ud i København, hvor lysreklamerne gjorde stort indtryk på en lille dreng, der lyttede til de voksnes snak om storbyens værtshuse.

Sådan var min barndom fyldt med store fodboldminder sammen med min far, og VM kom naturligvis også til at fylde meget i vores indbyrdes forhold. Jeg husker, at jeg fik lov at blive længe oppe under VM i USA og se de sene nattekampe sammen med ham, og jeg mindes især åbningskampen, som jeg husker som en lille event hjemme i vores stue med lækker mad og snacks, som blev indtaget i sofaen foran fjernsynet. Det var ellers kun ved særlige lejligheder, at man måtte det. Og altså også ved vigtige fodboldkampe.

Da der skulle spilles VM i Tyskland i 2006 satte min far, min lillebror og jeg os ind i en bil og kørte til både Hannover og Hamborg for at opleve slutrunden på tætteste hold. Vi havde ikke billetter til nogen kampe, og det lykkedes heller ikke at købe nogen i virvaret af mennesker nær stadionerne, men alene oplevelsen af at være midt i en fodboldfestival i det store land var fantastisk, og vi taler stadig om den hyggelige tur, når vi ser VM-fodbold sammen i dag.

Og nu skal vi altså af sted igen sammen, når vi skal se Danmarks gruppekampe mod Australien og Frankrig de næste dage i Rusland. Jeg skal skrive om kampene for flere forskellige medier i ind- og udland, men jeg har inviteret min far med på turen for at skabe et nyt fælles fodboldminde.

Jeg har en kammerat på 40 år, der for et par måneder siden var på Anfield i Liverpool sammen med sin far, og skrev det meget rigtigt på Twitter:

”Det er altid noget specielt at se fodbold med ens far. Husk at gøre det, mens tid er.”

Min fars helbred er glimrende, så jeg er ikke bekymret for noget, men jeg kan mærke, at det betyder meget for mig, at vi får denne oplevelse sammen. Vi har ofte været på ferie med vores store familie, men denne gang er det kun os to og vores fælles passion: Fodbold-VM.

Efter jeg selv er blevet far, er mit forhold til min egen far blevet endnu stærkere, og jeg har gjort mig mange tanker om det særlige bånd mellem sønner og fædre. Fodbold har i mange tilfælde fungeret som lim mellem generationer, og jeg håber også, at jeg får et lignende forhold til min egen søn, der i dag er tre år og endnu ikke helt forstår VM’s storhed.

Da jeg forklarede ham, at VM handler om at finde de bedste til at spille fodbold, svarede min søn promte: ”Det er mig!”

Den svenske forfatter Fredrik Backman har på fornem vis fortalt, hvordan han håber at kunne give fodboldglæden videre til sin søn.

”Det handler også om andre ting. Som at alle de mest vidunderlige historier, jeg kan fortælle dig om, hvordan den mindste kan blive den største, også bare for en enkelt dag, har jeg lært af fodbold. Alt, hvad jeg ved om at få en ny chance. At der altid kommer en ny kamp. At hver uge slutter med en søndag. At vi altid får endnu en chance for at blive perfekte. At uanset hvilke forudsætninger du har, så står det altid 0-0 fra begyndelsen,” skriver han i bogen ”Ting min søn skal vide om verden,” hvor han gennem en række kapitler øser ud af sin livserfaring direkte til sin søn.

Det hele er leveret med et glimt i øjet, men det rummer også alvor.

”Når du bliver voksen, vil folk tit spørge dig om din første kærlighed. Og for mig var det altså dét,” skriver Backman i kapitlet om fodbold.

Det var min far, der introducerede mig til min første kærlighed, for han introducerede mig til alle mine store førstegangsoplevelser med fodbold.

Jeg glæder mig til at se mine første VM-kampe live i selskab med min fodboldmæssige mentor.