Hvad er meningen med Rafael van der Vaart?
Foto: Anita Graversen/Polfoto
Generelle

Hvad er meningen med Rafael van der Vaart?

Rafael van der Vaart er angiveligt tæt på at skifte til FC Midtjylland, hvor der dog stadig er nogle knaster her og der. Men hvis han kommer, hvad er så idéen med ham?

Det er nok ikke gået en eneste fodboldnæse forbi, at FC Midtjylland er tæt på at skrive under med den hollandske stjernespiller Rafael van der Vaart. Det er så spørgsmålet om, hvor meget stjerne, der er tilbage i ham, hvis eller når han kommer i den sort-røde spilledragt. Normalt indikerer et spørgsmål i overskriften, at man ikke svarer på sit spørgsmål, men jeg vil nu gøre et forsøg.

For hvad kan han egentlig? I Real Betis har en række fans gjort det klart, at de bestemt ikke var glade for hollænderen, som tilsyneladende ikke bidrog med nok i kampene. Det kan godt få mig til at tænke, at der måske kunne være en smartere måde at bruge pengene på, da han givetvis nok ikke bare spiller for peanuts.

Det hele virker lidt som dengang, man første gang hentede en spiller, som havde masser af landskampe under bæltet i Football Manager, og det er lidt det, jeg frygter er ved at ske. For hvad kan han mon på banen? Det, jeg har set med ham fra sidste sæson er naturligvis sparsomt. Sidste kamp er dateret til 9. januar, hvor han fik de sidste ni minutter mod Getafe, og så gik det hele i stå.

Når jeg ser på Rafael van der Vaarts mulige skifte, så kan jeg desuden ikke lade være med at tænke på dengang VM-legenden Bobby Moore kom til Herning Fremad 12 år efter, han vandt VM med England i '66 som anfører for holdet. 

Dengang var det heller ikke fordi, der var så meget seriøsitet omkring selve spillet, hvor den aldrende englænder endda stadig boede i England, da han spillede for Fremad. Samme tendens ser man, når Rafael van der Vaart får taget billeder med indehaveren af den ellers fine Papa's Pizza i Herning gågade. Jeg kan sagtens forstå, at en tilfældig person går derind, for de laver nogle djævelsk gode pizzaer, men for en person som van der Vaart giver det ingen mening for mig, at han skal derind. Særligt når han ikke har spillet i et halvt år, og gerne skulle signalere, at han hurtigt kan blive fit.

Så hvorfor skulle det overhovedet være en god idé at hente Rafa til Heden? PR er svaret. Han har flere likes end alle Superliga-klubber til sammen på Facebook, som fortæller noget om, hvor stort et navn, han er - og han må næsten være det største udenlandske navn, der bliver hevet til Danmark, hvis altså Steinlein-Rafa-krammeriet i skyboxen i kampen mellem FCM og Brøndby betød, at han kommer. Af danske navne er Allan Simonsen, Preben Elkjær, Daniel Agger (i hvert fald for danskere) og Brian Laudrup større navne. Pudsigt nok klarede disse tre sidstnævnte sig generelt under, hvad man kunne forvente - og det kan sagtens blive det samme for Rafael van der Vaart. Ja, han kan vel næsten kun floppe med de forventninger, som vil være til ham? Det er desuden nok ikke en løsning, som smartodds-computerne har opfundet.

Men det giver bare en masse opmærksomhed med sådan en spiller. TV-stationerne kæmper om at vise de mest afslørende billeder fra skyboxen på MCH Arena, og resten af medierne kan heller ikke se sig fri for at rapportere om alt, hvad han laver. Tag bare eksemplet med Papa's. Det blev lige Hernings mest kendte pizzeria. Skiftet kan gøre noget lignende for FCM, hvor kendskabet til klubben sagtens kan sprede sig til resten af Europa og primært Holland, at en tidligere Real Madrid og Tottenham-spiller med 109 landskampe kommer til Midtjylland. Hvad er sådan et kendskab mon værd? Det er godt set af marketingsfolkene, og hatten af for dem - så må man bare håbe, at han kan være med på banen også, hvor man ikke bare mangler en spiller på midtbanen, men også i forsvaret - og givetvis også en erstatning af en vis kvalitet efter salget af Pione Sisto. Det kan være, at det kommer?

Og mon ikke Rafa sparker et frispark eller to ind i hovedet på Paul Onuacho, som den lange nigerianer kan score på i løbet af sæsonen, og så er alle glade. Det ser i hvert fald ikke ud til, at der er lagt i kakkelovnen til en hård duel om guld - nærmere om at få en god sæson i Europa igen, og dernæst få et fint slutspil i ligaen, så man igen kan komme ud i et gruppespil og dermed på tre år have opfyldt målsætningen om europæisk gruppespil tre gange inden 2020, og så kan man jo godt prøve sig lidt af på reklamefronten for klubben. Hvis det går godt, så er alle glade, og hvis det mislykkes, så bliver det nok glemt ligesom dengang FCM pludselig skulle køre racerløb.