Leder: Det udvandede EM

Week of Football er en rigtig god ide. Konceptet, som man kan læse mere om andetsteds i dette blad, handler om ikke kun om sprede EM-kvalifikationskampene ud over flere dage, men også om at fjerne lemfældigheden fra landsholdsfodbolden. Der indføres blandt andet faste spilletidspunkter, så tv-seere i hele Europa ved, hvornår man får serveret landskampe på skærmen.

Hele konceptet minder i høj grad om det sikre format, UEFA indførte i 1992, da Champions League blev dannet, og den turnering voksede sig som bekendt til en gigantisk succes.

Det er bare ærgerligt, at UEFA’s gode initiativ hæmmes voldsomt af formatet på den EM-turnering, som Europas landshold i øjeblikket spiller om at komme med til. UEFA har med præsident Michel Platini i spidsen udvidet EM, så der nu deltager 24 landshold i stedet for de 16, vi har været vant til siden 1996. Det handler om, at så mange lande som muligt skal opleve slutrundefodbold, mener Platini.

”Det er meget vigtigt. Prøv at tænke, hvad der ville ske med interessen for fodbold, hvis for eksempel Bulgarien aldrig kom med til en stor fodboldturnering. Det ville ikke være interessant for jer fans og tilskuere,” har Platini fortalt om UEFA’s overvejelser.

Bortset fra at det er svært at se den store katastrofe i at undvære Bulgarien til EM, har Michel Platini i en pointe. Det er charmerende, når små lande blander sig i kvalifikationskapløbet, hvilket altid afføder spændende og nye historier. Men det er knap så charmerende, når nogle lande nærmest får foræret EM-pladserne, og konceptet bliver udvandet, når næsten halvdelen af UEFA’s medlemslande kommer med til Frankrig i 2016.

Platini har selv indrømmet, at kvalifikationskampene er knap så interessante i denne omgang på grund af de mange billetter, der er til rådighed. Det har han ret i, for i flere puljer er der reelt ingen spænding om udfaldet. Tag for eksempel et landshold som England, der på grund af den globale fascination af engelsk fodbold har mange følgere verden over. Men i første kamp slog Roy Hodgsons hold på udebane den absolut sværeste modstander fra Schweiz – og hvor mange gider nu følge englænderne mod Litauen, Estland, Slovenien og San Marino i en pulje, hvor to, måske tre, hold går direkte til EM?

Problemerne stopper ikke der. Normalt er playoff-kampene i slutningen af en kvalifikationsturneringen fantastisk reklame for landsholdsfodbolden. Sidste år var en hel fodboldverden tryllebundet af duellen mellem Cristiano Ronaldo og Zlatan Ibrahimovic, der kæmpede intenst om at sende deres respektive land til VM i Brasilien, men når de fleste af de store lande går direkte til EM, får vi færre af de intense megakampe, hvor det er vind eller forsvind. Slovenien-Finland eller lignende opgør er vanvittigt spændende for de lande, der deltager, men Europa over vil interessen være til at overse.

Og endelig bliver selve slutrunden kedeligere. Turneringen afvikles med ottendedelsfinaler, hvilket betyder at hele 16 hold – alle puljevindere, alle toere og de fire bedste treere i de seks puljer – går videre. Det strider mod selve sportens væsen at spille hele 36 kampe for at barbere sølle otte hold væk. Det er ganske enkelt spild af tid.

Der er en fremtid for landsholdsfodbolden, der har andre kvaliteter end spillet på klubplan. Der er anderledes, nationale følelser på spil, og det er hamrende interessant at opleve fodboldens mægtigste navne i alternative trøjer og under andre forhold, end vi ser dem hver weekend. Men det er under forudsætning af, at vi interesserer os for de kampe, de spiller, og det gør vi ikke, hvis vi ikke føler, der er noget på spil. I det nye format, skal vi langt ind i selve EM-slutrunden, før det begynder at stramme til for de store hold, og så bevæger vi os længere og længere væk fra det, som sport egentlig handler om.