• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Sebastian Stanbury

Leder: FCM's forståelige svingdør sætter spørgsmålstegn før foråret

Leder: FCM's forståelige svingdør sætter spørgsmålstegn før foråret
Foto: Getty Images

Hvilken tilgang vil vise sig mest succesfuld i foråret? FC Midtjyllands svingdør eller Brøndbys minimalisme? Det er temaet i dagens leder fra Tipsbladet.

Af Sebastian Stanbury

FC Midtjylland-direktør Claus Steinlein var en glad mand, da han den 4. december besøgte TV3 Sports studie for at blive interviewet af værten Camilla Martin. Han havde netop set sit hold slå OB med 3-1, og klubben havde tidligere på efteråret hentet Bubacarr Sanneh og den amerikanske målmand Bill Hamid. Steinlein var så godt tilfreds med tingenes tilstand i det midtvestjyske, at han spåede et stille transfervindue.

”Som udgangspunkt har vi den trup, vi skal have. Vi er rigtigt glade for den. Som jeg har sagt til Svend [Sportschef Svend Graversen]: ”Svend, nyd dette transfervindue. Det bliver et af de rolige for dig. Så kan du lære en lille smule, og så er du klar til at blive kastet for løverne til sommer,”” sagde Claus Steinlein, som mente, at der skulle noget ekstraordinært til, hvis der skulle handles i FC Midtjylland.

FC Midtjylland endte med at sige farvel til seks spillere fra Superliga-truppen, heraf tre startere, og to nye kom ind i form af Erik Sviatchenko og angriberen Artem Dovbyk. Det er nemt at grine af Steinleins december-citat nu, også fordi man har indtryk af FCM-direktøren som en mand, der hellere handler en gang for meget end en gang for lidt, og som holder lige så meget af Deadline Day som de mest transferivrige fans og journalister. Men egentlig har Steinlein ret. Det var ekstraordinært, hvad der skete i Midtjylland.

At reserverne Jonas Borring, André Rømer og Simon Kroon fik lov til at rejse, var forståeligt, for det er alle spillere, der kan gøre mere gavn i andre klubber, selv om de kunne yde et kompetent stykke arbejde fra bænken. Dernæst kommer så stamspillerne.

Filip Novak har villet prøve sig af i en større klub i et år, så da muligheden bød sig for at få Erik Sviatchenko hjem, var det oplagt at lade tjekken rejse. Og når så Ajax og Crystal Palace henvender sig med utrolige millionbeløb for Rasmus Nissen og Alexander Sørloth, slår man selvfølgelig til.

Så det er nemt at forstå, hvorfor FC Midtjyllands vindue blev alt andet end roligt, og det kunne endda være blevet endnu mere hektisk, hvis Graversen og Steinlein havde villet erstatte Nissen med en ny back i stedet for at satse på den eksisterende trup.

Men selv om man godt kan forstå, at det gik, som det gik, kommer man ikke uden om, at det får store konsekvenser for FC Midtjyllands guldkandidatur.

Væk er Nissen, Novak og Sørloth, og hvis også Sanneh og måske Hamid kandiderer til startopstillingen, er halvdelen af efterårets hold skiftet ud. Det var en velbygget vindermaskine, der ikke tabte i de sidste tre måneder i efteråret, og nu er der blevet pillet og repareret på en motor, der fungerede strålende i forvejen.

Det står i skarp kontrast til den anden store mesterskabskandidat, Brøndby. Her er der hverken ankommet eller rejst spillere, der har nogen betydning for førsteholdet. Brøndby imponerede i efteråret med en sejrsstime på ni kampe i træk, og det hold, der stod bag den bedrift, får lov til at vise sit værd i foråret. Men i første halvdel af sæsonen talte vi også om, at FC Midtjylland havde en bredere trup, og det efterslæb har Brøndby ikke gjort noget ved.

Så hvilken tilgang vil vise sig mest succesfuld i foråret? FC Midtjyllands svingdør eller Brøndbys minimalisme?

Det ved vi ikke endnu, men vi glæder os til at finde ud af det. Superligaen begynder om én uge.

Superliga

Mere Superliga

Fokus