Mit VM: Argentina og Nigeria finder fodslag om kryds
Foto: Fernando Llano/Polfoto
Generelle

Mit VM: Argentina og Nigeria finder fodslag om kryds

Nigeria er tæt på 1/8-finalen, og mon ikke de og Argentina i aften kan finde fælles fodslag om at spille uafgjort?

Har i fulgt min blog under VM-slutrunden, ved i, at jeg holder med Nigeria. I ved også, at jeg stadig troede på dem efter den pinlige indsats i nullerten mod Iran. Efter 1-0 sejren over Bosnien-Hercegovina er jeg endnu mere sikker på, at afrikanerne nok skal gå videre.

For det første vil de og Argentina være godt tilfredse med at spille uafgjort i deres indbyrdes opgør i aften. Det giver Argentina førstepladsen, og Nigeria får andenpladsen og 1/8-finalebilletten. Jeg tror, det bliver en taktisk affære, der ebber ud på et tidspunkt i anden halvleg, hvor begge hold indser, at der ikke er grund til at jagte sejren. Jeg tror, de to hold kan finde fælles fodslag om at spille uafgjort, uden jeg i øvrigt behøver at nævne matchfixing-beskyldningerne mod Nigeria inden VM, og Argentinas meget omdiskuterede 1-4 reducering mod netop Nigeria i en landskamp tilbage i 2011...

For det andet tror jeg ikke på, at Iran har evnerne til at slå Bosnien-Hercegovina. Det kan godt være, Bosnien har nul point og er ude, men jeg tror simpelthen ikke på, at Iran kan finde ud af at jagte den sejr, de skal have for at true Nigerias andenplads. De har slået kampene mod Nigeria og Argentina ihjel, og de vil igen stå så lavt, at de får meget svært ved at true Bosniens stærke bagkæde. Og så har Bosnien vel også en stolthed, der fortæller dem, at de ikke må komme hjem fra deres første VM uden point i bagagen?

I det hele taget var Nigerias indsats mod Bosnien-Hercegovina meget opløftende i forhold til Iran-kampen. Peter Odemwingie spillede fra start og viste sit værd med scoringen og flere gode aktioner. Træner Stephen Keshi gav unge Michael Babatunde chancen fra start i stedet for Victor Moses, og det var klogt. Defensiven holdt mod en langt bedre offensiv end Irans, og målmand Vincent Enyeama viste igen stort format.

Nigeria vil kun blive stærkere herfra, og hvis det viser sig, at Bosnien-Hercegovina slår Iran, kan det jo være, Keshi vil smide Shola Ameobi ind til sidst og forsøge at skubbe sit hold frem i jagten på den gruppesejr, der formentlig vil give dem en lidt lettere 1/8-finale mod Schweiz eller Ecuador.

Og så vil jeg også godt lige bruge den her plads til at prale med mine udsagn om de afrikanske hold inden den her turnering. Jeg kaldte Nigeria det bedste afrikanske bud på en 1/8-finalist. Den er ikke hjemme endnu, men et par af mine forudsigelser omkring de andre hold har holdt stik.

- Jeg sagde, jeg ikke troede på Elfenbenskysten. De røg ud i går med nederlag til Grækenland.
- Jeg sagde, det sejler for Cameroun. Det gjorde det i allerhøjeste grad.
- Jeg har sagt, at Ghana er i for svær en pulje. Lad os se, hvad der sker i morgen.
- Og så har jeg vist sagt, at Algeriet ikke er gode nok. Den har ikke helt holdt vand, for de har spillet to flotte kampe mod Belgien og Sydkorea, men jeg tror stadig på, at Rusland snyder dem.