Mit VM: Nigeria skal nok gå videre

Jeg bekendte i går min kærlighed til Nigerias superørne, og så gav de mig sådan en omgang jammer. Puha, hvor var Iran - Nigeria én lang jammerdal, men der var ikke noget ved den kamp, der overraskede mig.

Alt går efter planen, og selv om jeg her til morgen mødte til en sur e-mail fra en læser, holder jeg fast: Jeg holder med Nigeria.

Som jeg skrev i min blog i går, var Nigeria også decideret håbløse i gruppespillet ved Africa Cup of Nations, da de vandt turneringen sidste år. Dengang startede de med at spille 1-1 mod Burkina Faso i en kamp, hvor John Obi Mikel var lige så elendig som i aftes.

Selv om kampen mod Iran burde have givet Nigeria tre point, så er jeg stadig klippefast i min tro på, at de går videre. De fik trods alt et enkelt point og bliver bedre som turneringen skrider frem. Næste gang er Shola Ameobi og/eller Peter Odemwingie med fra start, og så kommer der andre boller på suppen. Det så vi i aftes, da de to kom på banen. De må i hvert fald begge have krøbet sig forbi Victor Moses i kampen om pladserne i opstillingen, for Moses er vel VM's hidtil dårligste spiller. Er du gal, hvor var han anonym. Han lignede én, der ønsker sig tilbage til tiderne på de engelske unglandshold.

I de næste to kampe rammer Nigeria så også nogle hold, der rent faktisk gider spille fodbold. Iran leverede i aftes en destruktiv form for fodbold, som jeg sjældent har set magen. Bevares, det kan også være smukt, og jeg har på sin vis sympati for det, de gør. De dræbte bare kampen og var rigtig dygtige til at smadre nigerianernes spil og sørge for, at de ikke havde andre muligheder end at smide en lang bold op på Emmanuel Emenike, der var meget, meget alene oppe foran.

Det bliver bedre, og jeg synes i øvrigt ikke, at Argentina eller Bosnien-Hercegovina, i deres indbyrdes kamp, viste noget, der taler for, at de begge skulle være bedre end Nigeria. Jeg tror stadig på mit Nigeria-projekt. Bare vent. Det bliver bedre senere i turneringen (håber jeg).