Håbet er tilbage i Aarhus

Der blev lige netop så stille, at man lod mærke til det. I hvert fald, når det er et radioprogram, hvor bare et sekunds tavshed kan være lige så larmende som et hosteanfald i januarkulden. Stilheden kom efter AGF’s midtbanemand, Danny Olsen i programmet "Fodbold FM" på Radio 24/syv havde svaret et rungende ja - og så ikke andet. 

 

Hans ja kom som et svar på spørgsmålet om Danny Olsen - efter ankomsten af Glen Riddersholm - først nu for alvor troede på projektet AGF. Ja!, sagde Danny Olsen til værten, der blev en smule paf, men ellers var glad for det klare, men også ganske overraskende svar. 

 

Jeg tror, der er mange, der deler Danny Olsens nyfundne tro på det århusianske fodboldprojekt i ‘Det nye AGF’. For lad os nu være ærlige; tvivlen har naget flere gange under den tidligere træner Morten Wieghorst, der ofte holdt (alt) for hårdt på sit boldbesiddende koncept og derfor stod i spidsen for et hold, der godt nok spillede offensivt - og til tider rigtig flot - fodbold, men som også alt for ofte ikke kunne score og som endnu oftere spillede alt for omstændeligt og rent ud sagt kedeligt. 



 

Bevares under Wieghorst er der blevet spillet noget af det bedste fodbold fra AGF i mange år, men samtidig var der også kampe, hvor holdet slet ikke kom ud af stedet - hvis de overhovedet kom nogen steder hen. Især på udebane var det til tider den rene elendighed. Så kombineret med trænerens noget anonyme profil og en notorisk modvilje mod medierne og offentligheden som sådan, så var der lange perioder, hvor det også for byen og os tilhængere var svært at finde troen.

 

Men nu er det ikke kun Danny Olsen, der har genfundet troen med Glen Ridderholms ankomst på Fredensvang. Det er vi mange tilhængere og iagttagere, der har. Man skal ikke færdes længe på klubbens smukke gamle anlæg i Viby, før man fornemmer nye vinde blæse med temperaturer, der er langt mere lune end dem, vi måler med kviksølv på den her tid af året. 

 

Først og fremmest fordi en ny træner altid skaber fornyet optimisme, når han kommer til en klub efter en broget periode - så sker der li’som noget. Men den alt overskyggende grund til, at lige netop præcis Glen Riddersholm allerede nu - inden de første kampe overhovedet er spillet - har formået at skabe håb og optimisme i Aarhus, er hans filosofi om netop ordet håb i selve spillet. En filosofi som mange trænere kunne lære meget af. 

 

For i Glen Riddersholms trænerhåndbog er en velovervejet bevidsthed om, at han og spillerne har en forbandet forpligtelse til at skabe håb. Et noget uhåndterbart begreb at tage med sig i taktiklokalet og på en fodboldbane, men ikke desto mindre et begreb som Riddersholm arbejder med og som vi ikke har oplevet i Aarhus siden midt i 90’erne, hvor det sidste store AGF-hold altid var i stand til at skabe håb blandt tilhængerne om et resultat.
Her spillede holdet tit, så vi tilhængere altid havde troen på, at der kunne ske noget, hvilket der så ofte også gjorde - som regel ved, at Håvard Flo scorede i de døende minutter…

 

Håbet i Glen Ridderholms filosofi handler om engagement og om indgangen til spillet, og særligt i hvilken følelse spillet på banen skal udmønte sig i ude på tilskuerpladserne. For her ønsker AGF’s nye træner, at der bliver skabt håb om, at der - med det hold, vi kigger på - hele tiden kan ske noget positivt og godt. At der hele tiden er mulighed for et mål. En mulighed for en sejr. 

 

”Min fornemmeste opgave som træner er at skabe håb. Et håb ude på tilskuerpladserne om, at hver gang deres hold har bolden, så skal man ha’ en følelse af, at der kan ske noget. Men også et håb internt blandt spillerne på holdet, om, at når vi har bolden, så er der muligheder for, at vi kan komme op og få nogen gode aktioner og stresse modstanderen. Og samtidig skal spillerne også sende et håb ud til mig om, at det her er noget, vi kan. At der kan ske noget, når vi har bolden”, sagde Glen Riddersholm i “Fodbold FM"

 

Den indsigt i nødvendigheden af at skabe håb og optimisme på lægterne er usædvanlig blandt de danske trænere, der synes langt mere resultatorienteret og jordnære end et begreb som håb ligger op til. Men netop i AGF rummer begrebet håb de dyder og følelser, som vi mere end nogen andre klubber trænger til. Og hvor banalt det måske kan lyde, så er det godt set af Glen Riddersholm, for kan han få held med sin vision om at skabe håb på Aarhus Stadion, så er han godt i gang med sin del af genrejsningen af AGF. 

 

At Glen Riddersholm og resten af klubben, så på mange andre områder også indgyder fornyet selvtillid og optimisme, samtidig med, at de udviser - den for AGF så centrale ydmyghed, ærlighed og perspektiv - gør blot, at håbet bliver forstærket. Det er ikke et håb som da den svenske træner Søren Åkeby i sin tid i en eller anden febervildelse lovede et mesterskab inden for tre år eller da vi nogen år senere pludselig havde et ”dream team” (hvad vi i øvrigt havde). 

 

I stedet er Glen Riddersholm håb dels baseret i hans egne stærke erfaringer fra en mesterklub og dels synes det baseret i en meget velovervejet og snusfornuftig filosofi om, hvad en tilhænger af en klub har brug for og et ønske om at levere netop det. Glen Riddersholm har observeret, hvad AGF og hvad Aarhus har brug for, når vi kigger på vores fodboldhold. Og efter så mange år med så megen elendighed er håb noget af det vi hungrer mest efter. 

 


Ja, håb har vi alle brug for - om det så er i livet som sådan eller i forhold til vores fodboldklub. For som det lyder i det lille digt AGF’s nye træner så fint citerede Jens Bastrup (ja, Lars Bastrups søn) for, da Riddersholm fortalte om sin filosofi i ”Fodbold FM”: