Tamboura-sagen: Sporten bevæger sig på en farlig vej

Lad det være sagt med det samme: Dette indlæg er skrevet af mig som privatperson, ikke som advokat for Hobro IK. Lige som i sagen om det manglende spillercertifikat får jeg ingen betaling for at skrive indlægget, men jeg har valgt at fremføre min mening alligevel, fordi jeg mener, det er vigtigt og det rigtige at gøre. Hvorfor vender jeg tilbage til, men først lige et kort omrids af sagens forløb.
 

 

Hobro vandt den 11. september 2015 2-1 over AGF på DS Arena i Hobro. Om aftenen fandt AGF efter snakke med Randers Freja ud af, at Hobro-spilleren Adama Tamboura ikke havde fået sit spil-lercertifikat udleveret fra Randers Freja før kampen. Tamboura var indtil den 30. juni 2015 på kontrakt i Randers FC, men han var uden kontrakt, og han var arbejdsløs fodboldspiller, da Hobro IK og Adama Tamboura skrev under på en aftale i september 2015. Og således var sagen i gang.

 

Det fremgår af reglerne om spillercertifikater, at de er gældende ved ”klubskifter”. Det er ikke et krav for at spille i Superligaen, at man har et spillercertifikat. Men derimod, at man er medlem af en klub og registreret på en A- eller B liste. Spillercertifikatet er kun en betingelse for spilleberettigelse, hvis spilleren har lavet et klubskifte.

 

Spørgsmålet var derfor, om man kan tale om et ”klubskifte”, når spilleren ikke længere var på kontrakt i sin tidligere klub? Var svaret nej, kunne reglerne ikke være bruges, og Hobro IK skulle frifindes. Det var det, Hobro IK søgte svar på i sagen. Og der var hjælp at finde i DBUs egne regler.

 

Der gik dog ikke mere end to dage, før min grundlæggende tro på retsprincipper som jurist fik det første skud for boven. Søndag den 13. september - før AGF havde indgivet en protest, og før DBU havde modtaget Hobro IKs ”forsvarsskrivelse/høringsskrivelse” - kunne vi på et møde på DS Arena læse i BT, at formanden for DBUs Disciplinærinstans havde udtalt, at disciplinærinstansen allerede samme dag eller om mandagen ville fratage Hobro IK de tre point og måske give dem til AGF.

 

I den ”virkelige” verden dømmer man ikke en tiltalt, før vedkommende har haft en mulighed for at forsvare sig. En myndighed skal høre parterne først, før myndigheden træffer sin afgørelse, og en dommer udtaler sig aldrig om resultatet af en proces, før den dømmende instans har været samlet og processen gennemført. Altså i den virkelige verden. Eller - set udefra – det, der er basale juridiske grundprincipper i et demokratisk samfund.

 

Indrømmet, jeg blev så ”paf” efter at have læst artiklen, at vi kontaktede journalisten fra BT for at høre, om formanden for DBUs Disciplinærinstans var citeret korrekt. Efterfølgende ringende jeg til DBU og formanden for at ”få lov til” at fremkomme med Hobro IKs partsindlæg, før der blev truffet en afgørelse.

Vi gjorde herefter opmærksom på, at formanden var inhabil, da han - allerede før mødet i Disciplinær-instansen - havde dømt i sagen. Og formanden deltog heller ikke i Disciplinærinstansens behandling af sagen.

 

Lige som man som fodboldklub skal benytte DBUs standardkontrakt ved indgåelse af en aftale med en fodboldspiller, skal man også benytte en standardkontrakt, hvis man ønsker at ophæve samarbejdet og kontrakten.

 

Hvis det sker, skal spilleren have udleveret sit certifikat. Det samme må gælde for en spiller, hvis kontrakt er udløbet, da det ikke giver mening at forskelsbehandle spillere, der forlader en klub. Ergo er spilleren heller ikke længere medlem af moderklubben – altså var Tamboura efter vores mening ikke længere medlem af Randers Freja, der burde have udleveret spillercertifikatet, da Tamboura forlod klubben.

Logikken må være, at en professionel spiller, der ikke længere er på kontrakt, men arbejdsløs, skal have sit spillercertifikat i hånden ved ophør af sin kontrakt, og fra dette tidspunkt er han ikke længere medlem af nogen klub.

 

Det var i hvert fald synspunktet, og umiddelbart et temmeligt logisk synspunkt, men det var ikke det eneste problem i sagen.

 

Det blev nemlig ikke bedre, da det viste sig, at afløseren, der trådte til i stedet for formanden i disciplinærinstansen, er en Aarhus-advokat, der har sin faste gang på Aarhus stadion og ifølge en artikel har sæsonkort til AGFs kampe.

 

DBUs og Dansk Idræts Forbunds (DIF)s regler om habilitet er ”hentet” fra Forvaltningsloven. Det fremgår af disse regler, hvornår man er habil eller inhabil i en sag, og det fremgår, at en dommer er inhabil, hvis vedkommende har en særlig personlig interesse i sagens udfald. Eller hvis der er omstændigheder, der kan vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

 

Kan man sige, at en dommer, som holder med den ene part i en sag, kan have en personlig interesse i sagens udfald? 

 

JA, det er lige netop i en sådan situation, at reglerne skal bruges.

 

NEJ, sagde både DBU og DIF (Idrættens Højeste Appelinstans). 

 

Man kan altså i det sportsretlige system holde med den ene part og samtidig være dommer i en sag, og hvor netop denne part er involveret. En sag, hvis udfald kan blive afgørende for nedrykningen fra Superligaen og dermed et tab på måske 20-25 mio.

 

DIF afviste at behandle sagen, da den var behandlet i to DBU-instanser inden. Og da det ifølge DIF ikke var principielt at vurdere begrebet ”klubskifte” i DBUs regler. Man må derfor antage, at DIF mener, behandlingen har været retslig forsvarlig.

 

Og her er vi så fremme ved sagens kerne, og hvorfor jeg mener, at der bør være et særligt fokus på det sportsretlige system. 

 

Læser man DIFs vejledning fremgår det, at man i et vist omfang inddrager retlige grundprincipper ved behandling af sager.

 

Mine erfaringer med denne sag giver bare det modsatte indtryk: En dommer, som taberdømte Hobro IK i BT før processen i Disciplinærudvalget overhovedet var begyndt, bliver afløst af en ny mand, der holder med AGF. Og går på stadion, når AGF spiller kampe.

 

Den anden del er, at ingen af instanserne har taget stilling til det, som efter Hobro IKs mening var hovedspørgsmålet: Hvordan kan man tale om et ”klubskifte”, når man har spiller, der er arbejds- og klubløs. Og ifølge DBUs egne regler skulle have haft sit certifikat i hånden, da kontrakten med klubben ophørte. Noget, Adama Tamboura ikke fik af Randers.

 

Det kan være svært at se det på andre måder, end at der er tale om en skueproces, hvor normale grundlæggende retsprincipper er ikke-eksisterende.

 

Når jeg skriver indlægget her, er det selvfølgelig ikke, fordi jeg tror, at det vil ændre det mindste på DBUs eller DIFs måde at håndtere sagerne i fremtiden. Det ville efter erfaringerne med denne sag være naivt at tro på.

 

Og det er heller ikke, fordi jeg ønsker at kommentere på de tre point, der røg fra Hobro til Aarhus. Var sagen behandlet fair, kunne en upartisk instans være kommet frem til samme resultat. Men en upartisk instans havde forklaret, hvorfor en professionel arbejds- og klubløs spiller stadig er at anse for medlem i en amatør-klub, han aldrig selv har meldt sig ind i.

 

I en sportsverden, hvor præsidenter eller vicepræsidenter i FIFA og UEFA måske har været korrupte eller været ledere i korrupte organisationer, er det farligt. Og i en sportsverden, hvor valg af OL-byer også synes præget af alt andet end sportens interesser, er det en farlig vej at bevæge sig ud af.

 

En vej, hvor specielt ansættelsesretlige regler og hele transfersystemet kan komme under angreb af nationale eller EU-retlige regler. Regler, som også DBU og DIF bliver nødt til at følge.

 

Det er en farlig udvikling, hvis for mange folk udefra mister troen på, at sportsverdenen og det systemet selv på fair vis kan håndtere administrationen af sporten.

 

Bliver afstanden mellem grundlæggende demokratiske principper i ”den almindelige verden” og sportens verden for stor, vil presset på det systemet blot vokse i takt med, at respekten for samme system forsvinder. 

 

Sker det, er vejen banet for nye retssager ved civile domstole eller EU-domstolen. Om sportens respekt for ligebehandlingsregler, fri bevægelighed og rimeligheden i lange, uopsigelige kontrakter. Og vejen er ikke lang.

 

For slet ikke at tale om risikoen for politiske indgreb, der må forventes at blive forstørret, hvis afstanden mellem bliver for stor. 

 

Det vil i givet fald være en udvikling, der ikke tjener sportens interesser bedst. 

 

Jeg håber derfor som fodboldelsker, advokat og privatperson, at DBU vil arbejde mod mere åbenhed og mod at blive en organisation, der udvikler sig i takt med samfundet omkring sig.