Leder: Den engelske syge skal kureres

Sidste fredag læste jeg et interview med Cardiff Citys engelske manager Neil Warnock i det britiske medie The Guardian.

Man kunne forstå på Warnock, at han ikke havde fået en rimelig chance som manager i Premier League.

Den Premier League, hvor han rykkede ned med Sheffield United efter West Hams kontroversielle slutspurt med Carlos Tevez og Javier Mascherano, og hvor Warnock siden fik 32 point i samlet 36 Premier League-kampe med QPR og Crystal Palace.

Den Premier League, som Warnock på et spørgsmål fra Guardian siger, han egentlig gerne ville slippe for at spille i, hvis man kunne rykke op og så tage en ny sæson i The Championship.

Om aftenen tabte Cardiff så topkampen hjemme til Wolverhampton på ekstremt dramatisk vis, da Cardiff i dommerens tillægstid brændte ikke et men to straffespark.

Wolverhampton-manager Nuno Espírito Santo kunne ikke være i sig selv i begejstring og spurtede ind for at kaste sig over keeper John Ruddy sammen med resten af staben og spillerne, og så eksploderede Neil Warnock, der efterfølgende ikke ville give portugiseren hånden, da Wolves-manageren kom tilbage til sidelinjen for at sige tak for kampen.

”Jeg gik hen for at give ham hånd, og så løb han væk. Fair nok, hvis det er sådan, de lærer det i Portugal. Men sådan er det ikke i Storbritannien. Jeg vil ikke tale med ham. Han kan sige, hvad han vil efter kampen. Jeg taler om, når fløjten lyder, han han bør gøre, etikken, manererne, klassen,” lød det fra en tydeligt ophidset Cardiff-manager i minutterne efter nederlaget.

Ligesom jeg forstår Espírito Santos glæde, er det menneskeligt, at Neil Warnock var edderspændt efter at set sit hold brænde to straffespark og tabe. Men hvad havde Warnock selv gjort i situationen?

Det er dog ikke så meget håndtryk/ikke-håndtryk, der er mit ærinde her, som det er Warnocks ”sådan-gør-vi-ikke-i-vores-land”.

Siden slutningen af sidste sæson har der været 13 managerskifte i Premier League. 10 af dem var fyringer, mens Walter Mazzarri og senest Alan Pardew på papiret selv var med til at træffe beslutningen, før den blev truffet udenom dem.

Der er fire englændere, to skotter, en waliser og en irer på manager-bænkene i Premier Leagues kommende runde, mens WBA’s indtil videre har indsat engelske Darren Moore som midlertidig manager.

Sean Dyche gør det flot med Burnley og Eddie Howe det samme med Bournemouth – og sjovt nok hører man ikke dem tale om, hvordan man plejer at gøre tingene i Storbritannien.

Hvis jeg var en britisk manager, ville jeg glemme alt om, hvad man plejer at gøre i Storbritannien. I træneruddannelsen, i antallet af toptrænere og i brugen af den seneste viden om taktik, træningsmetoder og mandskabsarbejde er britiske managere klart underlegne i sammenligningen med kolleger fra Spanien, Tyskland og den sags skyld Portugal, hvor man med høj faglighed blandt trænerne og et par dygtige superagenter har betydet langt mere i trænerverdenen de seneste 15-20 år, end briterne har.

Klubberne i Premier League og laget under i The Championship har helt klart også noget at lære – især i de mindre klubber har manageren alt for meget at sige i spillerrekrutteringen, hvilket er med til at forklare, at mange bundhold i Premier League og Championship-hold har trupper, der er sammensat med samme strategiske vid og langtidsplanlægning, fireårige udviser i bland-selv-slikket fredag eftermiddag før Disney Sjov. Hyr nu de sportsdirektører, uanset hvor ’ubritisk’, det er.

”The game is the best teacher” hører man konstant i engelske klubber, og jeg elsker at se engelsk fodbold på stadion og tv.

Men før der kommer taktiske landvindinger og store klubprojekter fra Premier League og The Championship drevet af mere end den enorme styrke på indkøbssiden, skulle englænderne tage at slå ørerne ud og åbne lærebøgerne i stedet for at tro, det man gjorde på Bobby Moore og Brian Cloughs tid er nok til at matche Guardiola, Klopp, Pochettino og for den sags skyld portugisere som Nuno Espírito Santo.

Det bliver ikke nødvendigvis rart at komme ud i sollyset, men det er nødvendigt, hvis engelsk fodbold og dets trænere og spillere skal videre.