Tonsser-optakt til pokalfinaler
Generelle

Tonsser-optakt til pokalfinaler

På søndag danner Farum Park rammen om pokalfinalerne for de sjællandske ungdomshold. Hele dagen vil nogle lovende unge talenter kæmpe om æren som pokalvinder 2015. Tonsser har haft fat i nogle af hovedpersonerne, for at høre om deres forventninger til en dag, de næppe kommer til at glemme lige med det samme.

U14 B-Finalen: Lundtofte Boldklub – Brøndbyernes IF

Det første opgør Tonsser dækker er et sandt topopgør, mellem to hold der er suveræne i deres respektive puljer. Brøndby har maximumpoint efter 4 kampe i deres pulje, mens Lundtofte Boldklub med 13 point efter 5 kampe fører deres. Det er altså to hold i storform der støder sammen søndag formiddag.

”Jeg forventer  at det bliver en fair, men hårdt spillet kamp. Og så at vi skal få en god oplevelse – og vinde!” siger Brøndbys 7'er Victor Ehlers.

”Vores styrke er helt klart at spille som et hold, og tage det stille og rolig. Og især ikke at stresse og blive for sure på hinanden når vi kommer bagud.” Fortæller Lundtoftes Mikkel Prieem Balle.

Kampen spilles kl. 11.45 på Farum Park

U14 A-finalen: AB Tårnby – Brøndbyernes IF

Både AB Tårnby og Brøndbyernes IF spiller normalt i U14 Øst 1 og kender dermed godt hinanden på forhånd. Sidste sæson spillede de 1-1 og endte begge i toppen af rækken og der er dermed lagt i kakkelovnen til en gyser på søndag. Brøndby er gået igennem pokalturneringen med en målscorer på overbevisende 32-2, mens AB Tårnby bortset fra en 21-0 sejr i første runde har klaret skærene med nogle smalle sejre.

”Alle er tændte og vil det 100 p så jeg forventer det bliver en fed kamp og vi vinder fordi vi alle vil det her og vi har trænet godt op til kampen” fortæller AB Tårnbys kantspiller Lucas Balck til Tonsser.

”Jeg forventer en tæt kamp, AB Tårnby vil sikkert gå ud med alt de har, men vi vinder fordi vi står stærkt sammen som hold.” siger Brøndbys alsidige midtbanespiller Morten Frendrup samtidig med at han fokuserer på holdets stærke defensiv.

Kampen spilles kl. 13.30 på Farum Park

U15 B-finalen: Farum BK – Jernløse BK

Farum BK kan nyde hjemmebanefordelen mod Jernløse BK i B-finalen. Jernløse BK er strøget gennem pokalen med storsejre næsten hele vejen. De får det dog svært på søndag mod et Farumhold der må forventes af have god opbakning fra hjemmepublikummet.

”Forventer en tæt kamp, en kamp der bliver en oplevelse for os alle, da det jo ikke er hver dag, at man spiller under sådan nogle rammer som vi skal på søndag. Vi har en meget stærk defensiv, hvor hele holdet arbejder rigtig godt sammen” fortæller Jernløses målmand Theis Preisler og tilføjer at han er 100 procent klar på en straffesparkskonkurrence hvis det skulle komme dertil.

”Der har været meget afgørende at vi har så stærk en trup som vi har. Hele vores hold ved hvad de skal gøre på banen. Jeg forventer selvfølgelig at vi vinder, men jeg ved også at Jernløse er et meget stærkt hold, så det bliver nok en hård kamp.” siger Farum BK's alsidige 6'er Oliver Wadstein.

Kampen spilles kl. 15.15 på Farum Park

U15 A-finalen: Næstved IF – AB

Næstved IF og AB kender hinanden fra 1. division og mødtes faktisk i sidste weekend. Her var det AB der trak det længste strå med en 1-0 sejr og kravlede dermed forbi Næstved i tabellen. Kampen på søndag vil utvivlsomt være højdepunket på sæsonen og Næstved vil være sultne efter revanche.

”Nederlaget mod AB har hjulpet os meget, for vi har bl.a også set hvad de kan stille op. Kampen har i den grad motiveret os, og vi ser frem til en god fodboldkamp.” Siger Næstveds topscorer Nassim Hamid.

”Vi fik rigtig meget ud af den kamp, for nu ved vi hvad der venter os og at vi sagtens kan vinde.” Siger brandvarme Emil Mygind Jensen, der har scoret 5 mål de sidste 4 kampe og netop er blevet udtaget til futurelandsholdet.

Kampens spiller kl. Kl. 17.00 på Farum Park

U16 finalen: Svogerslev BK – Slagelse B&I

Svogerslev BK og Slagelse B&I spiller begge i U16 Drenge Øst og åbnede forårssæsonen mod hinanden. Her vandt Svogerslev 4-2 i Slagelse på blandt andet to mål af Elias Markvardsen. Slagelse B&I har været overbevisende igennem turneringen og vil være opsatte på revanchere sig fra forårsåbneren i U16-Øst. Det bliver formentlig en tæt kamp mellem to mandskaber der kender hinanden godt. Skulle finalen ende med en straffesparkskonkurrence har Svogerslev gode erfaringer fra semifinalen, hvor de vandt 8-7 over RB 1906 på straffe.

”Jeg forventer en hård kamp. De vil gerne have revanche fra sidst, så de giver alt hvad de har, og det samme gør vi, hvilket nok resulterer i en hård kamp med mange tacklinger...Vi vinder fordi vi har det bedste hold. De kan ikke bryde vores defensiv og jeg skal bare have en bold, så scorer jeg.” fortæller en selvtillidsfuld Elias Markvardsen til Tonsser.

”Det bliver selvfølgelig en rigtig tæt kamp. Vi har været oppe imod Svogerslev før, hvor vi desværre tabte, men vi kunne sagtens have vundet, ingen tvivl der. Jeg tror at vi vinder, da vi hele tiden er i en udviklingsproces, hvor vi alle bliver bedre, hvor hver dag der går, og hver kamp der spilles. Vi har lært af vores fejl. Jeg ser frem til en fantastisk kamp.” Siger Slagelse B&I's angriber Mert Akbay, der i foråret har scoret 4 mål i 5 kampe i U16 Øst.

Kampens spiller kl. Kl. 18.45 på Farum Park

Kan du desværre ikke være på plads på stadion kan du følge alle begivenhederne på tætteste hold på snapchat: Tonssercom

Eller du kan finde og følge spillerne på Tonsser-appen:
https://appsto.re/dk/CwlA5.i