Leder: En del af noget Større

Det er ikke noget, jeg er stolt af, men jeg har da tænkt tanken, når jeg har været til store kampe i udlandet, eksempelvis Champions League-finalebesøg i London, Moskva og Paris.

 

Hvad nu hvis?

 

I Paris i 2006 havde der ikke været større anslag mod civile i mange år, men det havde der i den grad i Moskva og London, da jeg var der i henholdsvis 2008 og 2013.

Når man er til NFL i USA som tilskuer, skal man ligesom med væsker i sikkerhedskontrollen i en lufthavn have alle sine ting med i en gennemsigtig plastikpose - og noget lignende lyder til at kunne ske i Premier League efter sidste fredags terroranslag i Paris.

 

For mig er det fint at anerkende tvivlen og nervøsiteten for derefter at fortsætte med at glæde sig over hverdagen og de fede begivenheder i et frit demokrati, herunder at gå til en landskamp i Parken eller tage til en EM-slutrunde i Frankrig, uanset det danske exit i tirsdags.

 

Tager det et par minutter ekstra at komme ind på stadion, går det nok, og fordufter nervøsiteten ikke, så mind dig selv om, at der, selv hvis vi tæller de langt hyppigere og mere dødelige terroraktioner uden for Europa med, er større risiko for at miste livet ved at falde ud af din seng end at dø i et terrorangreb.

 

I en sublim leder et par døgn efter terroraktionerne i USA 11. september 2001 skrev det London-baserede magasin The Economist, at den helt store udfordring nu var ikke at sætte demokrati og menneskerettigheder over styr i jagten på de skyldige og de foranstaltninger, der skulle forhindre fremtidige attentater.

 

Det er en debat, vi skal tage med hinanden og i vores demokratiske fora. Og for mig at se kan fodbold som en af Europas helt store fællesskaber ikke undslå sig den debat, især ikke når ekstremister sidste fredag forsøgte at udføre en massakre inde i den vigtigste arena ved fodbold-EM næste sommer, mens landskampen mellem Tyskland og Holland tirsdag aften blev aflyst af frygt for et terrorangreb kort før kickoff, mens Belgiens kamp mod Spanien også var blevet aflyst.

 

Mere registrering, øget kontrol og massiv tilstedeværelse af bevæbnet politi er der næppe nogen vej udenom ved næste sommers EM.

 

Men som kollegerne på The Economist håbede i 2001, håber jeg også, at sidste uges uhyggelige angreb og forsøg på at dræbe uskyldige mennesker på Stade de France giver klubber, forbund og fans anledning til at arbejde på at blive en stærk demokratisk, inkluderende kraft, der er for alle mennesker, ung som gammel og uden skelen til religion og hudfarve.

 

De forbryderiske kræfter i Daesh (de fortjener ikke at blive kaldt Islamisk Stat, de er ingen af delene), der slog til i Paris, har i de seneste måneder taget livet af hundredvis af uskyldige mennesker i Saudi Arabien, Tyrkiet, Yemen og Libanon, for ikke at glemme et fly med russiske turister i luften over Sinai-halvøen, eller de mange, mange tusinder af uhyrlige mord og overgreb i Irak og Syrien, Daesh er ansvarlig for.

 

Det er en hamrende vigtig pointe: Det her er ikke en kamp mellem religioner eller verdensdele.

 

Det er en forsvindende lille, kynisk minoritet med betydelige ressourcer og vilje til at forvolde skade på alle andre i verden, en organisation som næres af frygt, krig og konflikt.

Det er nødvendigt at neutralisere den organisation og at stoppe en grusom borger-og stedfortræderkrig i Syrien og Irak med den rette balance mellem politiske løsninger og våbenmagt.

 

Jeg vil være ked af, hvis fodboldens eneste synlige svar bliver et markant større sikkerhedsopbud ved vores prægtigste fodboldbegivenheder og mistro til omgivelserne. Så er det, at frygten begynder at få overtaget og deler verden op i os og de andre, og det fører intet godt med sig.