• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Torsten Kjems Hansen

SL-pointer: OB-held, BIF-forløsning og suveræne midtjyder

SL-pointer: OB-held, BIF-forløsning og suveræne midtjyder
Illustration

Opsamling på 10. runde i Superligaen.

Af Torsten Kjems Hansen

Hobro IK – FC Midtjylland 1-5
Hobro-point-maskinen blev stoppet med et brag. Der var ganske enkelt klasseforskel og deltids-profferne blev sat til vægs af FC Midtjyllands kyniske kvalitet. 
Alene topholdets bænk med navne som Tim Sparv, Marcos Urena, Kristian Bak, Marco Larsen og Paul Onuachu vidner om et uhyre stærkt hold med en bredde, der med rette kan drømme om den længe jagtede guldmedalje. 
FC Midtjylland ser vanvittigt stærke ud og viste lokalrivalerne forskellen mellem at være midlertidigt og reelt tophold. 

Hobros målsætning for sæsonen har helt tiden handlet om overlevelse i ligaen, og med al respekt for oprykkernes fantastiske start på livet i landets bedste række, er det helt fornuftigt at holde det fokus. 
Det bliver spændende at se reaktionen fremadrettet på afklapsningen, når det i næste runde gælder de danske mestre fra AaB på udebane.

OB – Silkeborg IF 2-0
Ove Pedersen fik sin perfekte resultat-mæssige start som ny OB-chef, men hold da op, hvor der fortsat er plads til forbedringer. 
Heldet var for en gangs skyld med OB, der undervejs fik flere gaver foræret af Silkeborg-spillerne  - eksempelvis kan OB-spillerne sende en varm hilsen til SIF-målmand Kasper Jensen, der hjalp fynboerne godt i gang. De tre point kan ingen tage fra Ove og OB, der nu har skudt sig op på den rigtige side af stregen og fået ny optimisme trukket til Fyn. 
Til gengæld er de mørke skyer nu for alvor ved at samle sig over det jyske søhøjland, for med fire point efter næsten en tredjedel af sæsonen, er Silkeborg IF nu for første gang totalt isoleret på den værste placering i tabellen. 

Fortsat ingen sejr, den dårligste offensiv med bare fem scorede mål og den mest gavmilde defensiv med 15 modstander-mål er den triste status. Og når så topscorer Emil Scheel også tillader sig at brænde et straffespark, må det efterhånden være uhyggeligt svært at tro på den forløsende sejr hos oprykkerklubben, der nu har fire point til den nærmeste konkurrent og fem til den rigtige side af stregen.
Det bliver næppe bedre af, at man i den kommende kamppause på grund af landsholdet EM-kvalifikation skal lade op og forberede sig på at møde topholdet FC Midtjylland i Herning. 
Har en oprykker uden sejr en tredjedel inde i sæsonen tidligere overlevet sæsonen som Superliga-hold? Under alle omstændigheder bliver det møgsvært for Silkeborg IF?

Randers FC – FC Nordsjælland 0-0
Randers FC må ærgre sig over ikke at hente tre point i en kamp, hvor spil og chancer var til mere. Til gengæld kan holdet glæde sig over at man i sæsonens første 10 kampe har holdt nullet i seks kampe og beviser, at man har et stærkt og effektivt kollektiv, og tænkt bare hvad det kunne blive til, hvis man havde knivskarpe angribere. 

18 point efter 10 kampe er Randers FC's bedste Superliga-start nogensinde, og alligevel er der markant plads til forbedringer når det kommer til målscoringen. Kampen mod FCN var den anden 0-0-kamp i træk, og der er blot scoret en gang i de seneste 270 minutter. 
Efter tre sejre i træk og en perfekt september, virkede FC Nordsjælland for en gangs skyld lidt tamme i betrækket, men kan stadig glæde sig over point for fjerde kamp i træk. 

FC Vestsjælland – Sønderjyske 1-1
FC Vestsjælland ser skrøbelige ud og skal være uhyre glade for de mange point skaffet på eget græs. At det søndag blev til sæsonens femte kamp i Slagelse som ubesejret, var ganske enkelt ikke fortjent, og, hvis ikke der bliver strammet op i begge ender, kan holdet meget vel være at finde under stregen inden for få spillerunder.
Den nye mere offensive stil, lykkedes for lidt og, og defensiven giver for meget væk.

Sønderjyske præsterede 1-1 for femte kamp i træk, og hvor må det være en irriterede Superliga-rekord at score sig i en kamp, hvor det burde være blevet til tre point. Store og gennemspillede chancer blev misbrugt, og ingen tvivl om, at Marvin Pourie snart må skylde stort i bødekassen for sine afbrændere. 
Respekt til gamle Tommy Bechmann for igen at svinge sin hammer, hvor andre muligvis havde forsøgt den mere kontrollerede afslutning. 
Sønderjyske har svært ved at spille sig væk fra bunden, men historien har vi hørt før, og med kun to tabte kampe efter 10 spillerunder, må der trods den fattige samling point, som hele syv uafgjorte kampe har givet, stadig være ganske fin overordnet tilfredshed i Haderslev efter 10 spillerunder. 

FC København – Esbjerg fB 2-1
Tre meget vigtige point for FCK, der fortsat halter afsted og endnu ikke har den rette kontinuitet i spillet og præstationerne på banen. Utålmodigheden er ved for alvor at indfinde sig hos fansene, der ved pause-fløjt gav udtryk for en klar utilfredshed med den tamme indsat og Esbjergs fortjente føring. 
Sejre sørger som regel for tilgivelse, og de to hurtige scoringer i starten af 2. halvleg vendte både stemning og opgør, så FC København resultatmæssigt kan gå til kamppause med en god høst på  syv point for de seneste tre ligakampe. 

Værre ser det ud for Esbjerg, der burde være taget tilbage til Jylland med point. Klar dominans i første halvleg, hvor lidt mere held og skarphed havde givet en større pause-føring, og så er der med garanti heller ikke tilfredshed med tavs fløjte fra dommer Michael Johansen ved flere situationer, der sagtens kunne tolkes til straffespark. 
Esbjerg er med nederlaget under stregen men bør bevare roen, for der er ingen tvivl om, at der er masser af kvalitet på holdet, og at spillet de seneste uger har været til en placering længere fremme i tabellen.
Men sejre sikrer guld, og da Esbjerg fortsat kun har en af slagsen i 10 kampe, er 11. pladsen på den front fortjent nok.

Brøndby IF – AaB 2-1
Efter en katastrofal september måned med bare et point i tre kampe og en plads som ligaens dårligste, rejste Brøndbys sig med vigtige tre point. Men det var ikke uden udfordringer undervejs. 
Finnerne Pukki og Hradecky gjorde udslaget i begge ender på en aften, hvor foræringen fra AaB's Kenneth Emil Petersen blev dyr. 
Brøndby spillede godt men blev gevaldigt presset i bund i slutningen af kampen, hvor det kunne være endt med en ny skuffelse. Brøndby har med sejren fået fjernet toppen af det pres, der var ved at hobe sig op efter "sorte september," og træner Thomas Frank må være en lettet mand. Der er fortsat et godt stykke vej for Brøndby, men ikke desto mindre var det et meget vigtigt skridt, der blev taget søndag i retning af de høje ambitioner for sæsonen. 

AaB-holdet er dumpet ned som nu er syv i tabellen, og det hjælper ikke meget at have været en del af en intens kamp i Brøndby. Man har fortsat gode momenter i spiller men alt i alt, mangler der afgørende kontinuitet på holdet, der nu har tre point til nedrykningstregen og–13 point til toppen.
Der er noget at arbejde med for Kent Nielsen i en svær tid flere udskiftninger på grund af skader og karantæne.
Det er kun blevet til et point i de seneste tre kampe, og hvis ikke den stime bliver fjernet med en sejr hjemme mod Hobro senere på måneden, vil presset for alvor rykke nordenfjords.

Superliga

Optakt: AaB - OB
Optakt: AaB - OB

Begge mandskaber kommer med storsejre i bagagen - hvem trækker det længste strå i Aalborg?

Mere Superliga

Fokus